Min hjemegn

Introduktion

Gjerning by ca 1906

Egnen omkring Hvorslev og Gerning er meget ejendommelig og storslået, særlig ned mod Gudenåen. De vældige bakker, som næsten lige fra Bjerringbro til langt forbi Ulstrup rander Gudenådalen mod syd, er af en ejendommelig, næsten vild skønhed, særlig Busbjerg gør et imponerende indtryk, og udsigten heroppefra kan i skønhed måle sig med den smukkeste i Danmark.
Syd for de store bakker bliver terrainet mere jævnt og fladt, men hist og her ligger der endnu betydelige levninger af fortidens skove, som liver op i landskabet og danner en for øjet behagelig afveksling med de dyrkede marker”.

Skrevet af lærer R. G. H. Rasmussen, Gerning (død 1928), citat fra bogen ”Af Hvorslev-Gernings historie”, ved provst emer. Anker Vestergaard, Sønderby Tryk 1973

Ovenstående beskrivelse rammer stadig plet, når jeg bevæger mig mod min gamle hjemegn.

En dag i 2011 var jeg på besøg på lokalhistorisk arkiv i Hvorslev og fandt et dokument med en historisk rejsebeskrivelse.
Med dokumentet som inspiration og hovedkilde, vil jeg følge dens vej gennem den egn, som jeg stadig holder meget af.

Jeg vælger at følge den rute, som jeg elsker at tage, når min vej fører mig til barndommens land.
De fundne oplysninger er såvel fra dokumentet, egne noter samt diverse oplysninger fundet på nettet.

Vester Velling

Maleriet "Niels Ebbesen til hest"

For mig hører en tur til min hjemegn en tur gennem Vester Velling mod Ulstrup. Den smukke snoede vej med skoven mellem de to byer er et must på alle årstider.

I Vester Velling kirke er er altertavlen malet af Harald Slott Møller. Han og hans kone Agnes Slott Møller boede i flere somre til leje i byen hos et ældre søskendepar Korsberg.
Agnes Slott Møller har malet et billede af Niels Ebbesen til hest.
Hesten er fra Vester Velling. Modellen til ”Niels Ebbesen” var en markedsgæst hun trav i Viborg. Billedet hænger på kulturhuset i Randers.

Der er udgivet en bog med breve mellem Agnes Slott Møller og Marie Krøyer.
I et brev skriver Agnes: ”Nu kommer vi hjem fra Italien, for Harald taler i søvne om Busbjerg. Det var i Italien, han malede det mest kendte af sine billeder ”Primavera”.

I 1813 blev det meste af den nordlige del af kommunen, ca 100 fæstegårde/ steder solgt på en gang. De tilhørte Skjern Hovedgård, og ved 4 af de største fæstere fik man handlen stadfæstet. Det tog godt 2 år, da hvert fæste blev handlet for sig.
Fæsterne kom derefter til at høre under Ulstrup Hovedgård.
Den samlede sum for handelen var 225.000 rigsdaler

Ulstrup

Ulstrup slot

Jeg kommer til Ulstrup, hvor jeg gik i skole fra 6 klasse til og med 3 real, ialt i 5 år. Her boede mine forældre deres sidste år, og de ligger nu begravet i urnegravstedet på Ulstrup kirkegård.

Historisk kan Ulstrup føres tilbage til slutningen af det 14. århundrede, da herremandsfamilien Brandsen skulle have bygget den første gård.
Jens Nielsen (Løvenbalk), Aunsbjerg, fik Ulstrup i pant år 1404, og to år senere tilskødedes dele af godset dronning Margrete.

I slutningen af det 16. århundrede erhvervede Rigsråd Christen Skeel (1543-1595) til Hegnet, Gámmel Estrup, Hammelmose og Fussingø flere gårde i og rundt om Ulstrup, og han blev den egentlige grundlægger af hovedgården.

På højre side, når man kommer over broen, har der været en avlsbygning, som nu er nedrevet.
Her boede en brændevinshandler, der kaldte sig "Brændevins detailhandler. Han var nemlig i besiddelse af den eneste spiritustilladelse i den daværende Hvorslev - Gjerning kommune.

Han lavede så god en brændevin, at pramdragerne foretrak den frem for den, som fremstilledes i Randers.
Der opstod nogle uoverensstemmelser, brænderen blev sagt op og bygningen nedrevet. Han lovede så herremanden i vrede, at han ville opføre en bygning på den anden side af åen, som ville tage udsynet fra slottet. Det er i dag Ulstrup Ungdomsskole.
Brændevinsbrænderiet blev senere sammenlagt med Randers Spritfabrikker.

Slægten Skeel har ejet Ulstrup i lige mandslinje i otte generationer fra slutningen af det 16. århundrede til 1818. Slottet består i dag af tre fløje. Ved hjørnerne af nord- og sydfløjen ses to ottekantede tårne, og omkring portåbningen i østfløjens porttårn findes en sandstensportal med rig ornamentik.

Størstedelen af slottets jorde og skove var solgt fra, da tivolidirektør Christian Toft købte Ulstrup Slot i 1934.
Omkring 1960 blev der oprettet en mindre zoologisk have med et delfinarium ved slottet. Efter en guldrandet 10-årig periode blev der stilstand i besøgstallet, og delfinariet og den zoologiske have lukkede.

Lilly og Carl Friis købte i 1980 Ulstrup Slot.
De fjernede delfinariet og dyrehavens bygninger og restaurerede slottet, avlsbygningerne og parken.
Arealerne er siden udvidet ved køb af omkringliggende skove og marker og er i dag på cirka 740 hektar.
Slottet drives i dag som en fond med formålet at restaurere og bevare Ulstrup hovedgårds bygninger.
På slottet bor i dag Lilly Friis og hendes søn og svigerdatter. Slottet blev fredet i 1923 og kan besøges i forbindelse med de mange årlige arrangementer, som holdes på Ulstrup Slot.

Sønder Vinge kirke var Ulstrup Hovedgårds kirke. I kirken er atypisk to mindetavler af medarbejdere fra Hovedgården.
Den ene var medhjælper for en 29 årig enke efter en ejer, som boede i Rusland, hvortil han var udstationeret som kommandant.

Det ældste af kirken, som er koret og skibet, er fra 1100-1200 tallet. Resten af kirken, sideskib og våbenhus, er fra 1700 tallet. Dengang havde man ikke maskiner til at løfte den tunge sten til kirkebyggeriet, det skete ved muskekraft. Det var egnens folk, der var med til at bygge kirken, og de betalte også for det.
I kirkens våbenhus står der en kæmpe runesten med inskriptionen "Øpe bryde rejste denne sten efter Urøke og Kade, sine to brødre. Gid han må regnes for en pervers mand den mand som øder dette minde."

Selve Ulstrup er en forholdsvis ny by, der begyndte efter at banen Langå – Struer oprettedes i 1863. Før var der kun to små huse, hvor røgterne fra Vellev, Hvorslev og Amstrup boede, når de om sommeren passede kreaturerne.
Øst for Hovedgaden var det Vellev enge, vest for var det Amstrup og Hvorslevs englodder.
Da jernbanen blev indviet, blev folk beværtet med stående taffel, hvilket var uvant for folk på landet. Den første bro over Gudenåen blev bygget i 1872, hvorfor byen fik navnet Ulstrupbro. Samtidig med broen kom også den direkte vej fra Hvorslev til Ulstrup, før gik vejen ud omkring Hagenstrup Mølle.

Inden broen blev en realitet, havde købmanden i Hvorslev bygget bageri med krohold, uden udskænkning af stærke drikke, der hvor kroen nu er. Her kunne man vente på toget. Stationsforstanderen roede over efter og med passagererne til toget.

Ulstrupbro kirke er bygget sidst i 40`erne og blev endelig indviet i november 1953. Først i 1980èrne oprettedes Ulstrupbro sogn, som er taget fra Hvorslev og Vellev sogne.

Busbjerg

Busbjerg

Fra Ulstrup går turen forbi Hvorslev Bakker med Busbjerg som det højeste punkt.

Med sine 92 meter over havet har Busbjerg altid været markant i det ellers flade landskab omkring Gudenåen.
Der er fra toppen en fantastisk og betagende udsigt over Gudenådalen, og en tur til min hjemegn omfatter ofte et besøg på dette vidunderlige sted.

Den naturlige hesteskoformede bakke var for mange år siden tilholdsted for røvere, der gjorde sejladsen på landets største flod spændende og farefuld.

I gamle dage var her en helligkilde, der havde stor søgning, man kom Valborgaften og Sct. Hansaften for at blive helbredt.
Det var engelsk syge, svindsyge (tæring) og rindende øjne.
I 1890 lavede man kildevældet om til en brønd, da den underminerede festpladsen.

Der er også tilknyttet trolderi til stedet, især ved Sct. Hans.
Da skulle man vogte sig for at røre ved pjalter og potteskår, da man aldrig kunne vide hvilke ulykker, der fulgte med.
Mange pramdragere holdt også hvil her, da der var en vej til Hvorslev, hvor købmanden havde lov at sælge brændevin.
Det har også givet mange sjove og uforklarlige oplevelser for folk på egnen.

I 1945 begyndte rækken af Busbjergstævner med taler og underholdning. Allerede året efter blev det til et rigtigt friluftsspil, som har været med til at gøre Busbjerg kendt og værdsat.

I 1953 blev arealet fredet. I mellemtiden havde Gudenådalens
hjemstavnsforening ad flere omgange købt hele området og har siden passet godt på det.

Der er ca. 12 ha fredede bakker og yderligere 18 ha omkring den 92 høje Busbjerg, i alt er ca. 30 ha. fredet.

Hvorslev

Kommunens våbenskjold

Næste stop på turen er i Hvorslev, hvor mange af min mors aner og slægt har været bosat.

Kirken i Hvorslev er en typisk landsbykirke med det store tårn, som er kendetegnende for mange af kirkerne, som har hørt under Frijsenborg
Kirken er bygget i midten af det 12. århundrede.
I 1400-tallet gennemgik kirken en ombygning: skib og kor blev overhvælvet med krydshvælvinger, og et våbenhus blev bygget til ved den sydlige indgang. Den nordlige indgang blev ved samme lejlighed muret til.
Omkring år 1500 blev der mod vest tilføjet et tårn med sydvendt indgang. I 1869 blev våbenhuset i sydmuren revet ned, tårnrummets oprindelige hvælving fjernet og sydportalen til tårnets sydside tilmuret. Kirkens indgang blev da flyttet til sin nuværende plads i tårnets vestside, og tårnrummet blev benyttet som våbenhus.
Ved samme ombygning blev tårnet forsynet med et højt pyramidespir, som bærer Frijsenborgs navnetræk.
I 1897 blev tårnet skalmuret.

Kalkmalerierne i koret og i triumfvæggens nicher stammer fra 1175-1200. I reformationstiden blev nicherne, der tjente som sidealtre, tilmuret, og først ved en restaurering i 1899 blev de atter afdækket.
I 1904 blev de restaureret af kunstmaleren Eigil Rothe. Malerierne over korbuen er antagelig udført af kunstmaleren Johan Mielche (discipel af Joachim Skovgaard og søn af den daværende sognepræst Mielche) omkring 1910.
Korets kalkmalerier har motiver fra barndomshistorien. Inskriptionen i korets sydside 'Nucius p pa' skal sandsynligvis tydes som 'Nucius Angeli pro Pastoribus', hvilket betyder 'englenes budskab til hyrderne'.
Motivet i venstre niche i triumfvæggen er Jomfru Maria siddende på en tronstol med Jesusbarnet på skødet. I den højre niche er motivet Sct. Michael, der fælder dragen.
Kalkmalerierne i Vellev, Hvorslev og Råsted kirker har så meget til fælles, både i motiv og teknik, at man har foreslået, at de skulle være udført af den samme maler, den såkaldte "Råsted-maler".

Prædikestolen er fra 1650 og bærer givernes initialer 'o.p.' og 'k.k.', der står for Oluf Parsberg og Karen Kruse.
Oluf Parsberg var ejer af herregården Jernit (Frijsenborg). Parsbergs våben bestående af hjelm, grevekrone og fjerdusk er også afbildet.
Stolen bæres af en stolpe, der er formet som en figur. Figuren forestiller en mor med to børn, og den er et billede på kærligheden (caritas), dvs. både næstekærligheden og moderkærligheden

Altertavlen er ligeledes skænket af Oluf Parsberg. Fodstykket er fra 1690 og det øvrige skærearbejde fra 1651.
Tavlen er restaureret i 1861, 1894 og 1967. Altertavlen flankeres af et gitterværk i akantus-barok. Gitterværket er fra 1732, og spejlmonogrammerne bærer initialerne 'AKB', som står for Amdi Knudsen Blichfeld, som var kirkens præst 1729-31. Gitteret blev restaureret i 1967.
Da man ikke kunne fastslå, hvordan farverne oprindeligt havde været, besluttede Nationalmuseet, at det hele skulle males gyldent, idet man med sikkerhed vidste, at guld indgik i det oprindelige mønster.

Alterkalken er af sølv og bærer årstallet 1677 samt indskriften 'Nicolaus Frijs Greffue til Frijsenborg'.

Den øverste lysekrone er skænket i 1731 af Amdi Knudsen Blichfeld og hustru Kirstine Lou.

Hvorslev kirke har to klokker. Den ene er en malmklokke med inskriptionen 'MDCCXL Casparus Køning me fecit', hvilket betyder '1740 gjorde Kaspar Kønig mig'. Den anden klokke har følgende inskription, som ikke er blevet tydet fuldt ud: 'M g K a IV T 1891'. Bogstaverne er forbogstaver på personer, men det vides ikke hvem

Tårnet kunne bruges i tilfælde af krig, da det har skydeskår.
Der fortælles, at under en af svenskekrigene var der invadering i byen. Da de svenske soldater drog mod Vellev, blev de beskudt og mange faldt. Det var smeden, som førte sin egen krig fra kirketårnet.

Arden, som ses i kommunens våbenskjold, er en træplov fra ca 1200 år f. Kr. Den blev fundet 6 juni 1942 under tørvegravning i mosen ved Bråddenhøjvej syd øst for Hvorslev.

Vellev

Kalkmaleri Vellev kirke

Jeg tager retur mod Ulstrup og drejer fra for at komme til Amstrup, hvor mange af min mors aner har holdt til og passerer den smukke Amstrupgård, der er en utraditionel gammel gård fra 1879, beliggende enestående natur- skønt med udsigt over Amstrup Bakker.

Jeg når Vellev, der dateres tilbage til 1200 tallet og som stadig har sin gamle forte i midten af byen og samtidig en velbevaret stjerneudstykning, der vidner om den gamle bys udstykning.
Vejene følger i vid udstrækning de historiske forløb, der er formet efter det oprindelige, og danner rammen om den fælles forte.

Landsbyen ligger på et bakkedrag syd for Gudenåen i et let kuperet terræn og med gårde og landejendomme omkring.
Et gammelt sagn siger, at byen er opkaldt efter kæmpen ”Verland”, der skulle være begravet på Frisbaks mark.

Der findes et dokument fra 1204, hvor Vellev første gang omtales. Det var i Valdemars første regeringsår, så byen er altså fra middelalderen eller før. På et tidspunkt var byen ejet af Dronningborg slot, men senere overtog Frjisenborg landsbyen. Efter reformationen blev bønderne fri fra hoveriet hos godsejerne, og i 1805 blev Vellev udstykket. Byen udviklede sig og fik skole, mejeri og en del butikker.

En halv km nord for kirken lå i Øksendal helligkilden "Boskilde" eller "Bodilskilde". I middelalderen valfartede pilgrimme og syge i flokke til denne kilde for at blive helbredt for spedalskhed og galopperende tæring. Kirkens størrelse skyldes måske indtægten fra helligkilden. Indtil år 1880 hentede man dåbsvandet i Helligkilden i Øksendal.

Vellev kirke er fra den store kirkebygningsperiode omkring år 1100. Den bestod oprindeligt af romansk kor og skib, overvejende opført i frådstenskvader, rå marksten og al på en svagt hulet skråkantsokkel af granit. Oprindeligt har kirken haft bjælkeloft.

De spidsbuede, sengotiske krydshvælvinger, der giver det et "domkirkeligt" præg, er fra 1449-82, mens Jens Iversen var biskop i Århus. Hans våbenskjold med tre røde roser ses i buefaget lige over alteret. Koret har to krydshvælv og skibet to krydshvælv og et otteribbet hvælv. Korbuens skråkantprofilerede kragsten er bevaret.

Omkring år 1500 byggedes mod vest et tårn af munkesten.
På grund af dårlig vedligeholdelse styrtede tårnet sammen i 1758, og den gamle klokke blev hængt op i en klokkestabel på kirkegården. Efter pres fra sognet lod grev Frijs i 1863 et nyt murstenstårn bygge oven på resterne af munkestenstårnet.

Tårnet er godt 20 meter højt. Et våbenhus fra 1400-tallet ved den nu tilmurede mandsindgang mod syd blev samme år fjernet, og indgangen flyttet til det store tårnrum.

Kirkeklokken var oprindelig støbt til en domkirke, dens klang var så kraftig, at den hørtes langt ind i nabosognene. Efter en klage af dette, blev der savet en skrib i klokken, hvorved dens klang blev svagere.

I kirkens våbenhus er der indmuret 2 gravsten af herredsmænd i Houlbjerg Herred. De skulle have boet i Enslev.
Stenene er meget utydelige i skriften, da de efter i århundrede at have lagt i midtergangen i kirken, er blevet slidt af tidens fod.

Kirken har oprindeligt været rigt udsmykket med kalkmalerier. Ved reformationen blev alt kalket over. I 1898 blev de ved en restaurering af Rothe opdaget igen og delvis afdækket.

På væggen bag alteret ses romanske billeder, malet af "Råsted-maleren" omkring 1125. Samme maler har bl.a. udsmykket Råsted og Hvorslev kirker, og i kirken på frilandsmuseet Hjerl Hede har man med held efterlignet denne kunstner.
Man ser her de oprindelige meget klare farver. Det har helt sikkert været dyrt for sognet at få lavet kalkmalerierne.
Den lysende blå farve, ægte ultramarin, var fremstillet af halvædelstenen lapis lazuli helt fra Afghanistan.
Hvert gram farvepulver kostede det samme som rent guld.
Til venstre på korbillederne ser man en konge og en kriger.

Tronstolen er en klapstol med løvehoveder (eller dragehoveder), vistnok en fransk model, mens kongens bøjlekrone, kantningen på kappen og støvlernes form ser saksiske ud. Traditionen har udlagt motivet til at være kong Herodes, som giver ordre til krigeren med tohåndssværdet over skulderen til barnemordet i Betlehem.
Forfatteren Broby Johansen har dog ment, at det er den danske konge, som diskuterer med rigets marsk om, hvordan en krig skulle føres eller en skat opkræves.
På højre side ser man to ryttere med stribede skjolde, den ene med lanse, den anden med sværd.

Kalkmalerierne blev genrestaureret af E. Lind i 1940 og 1974. Sidste restaurering er udført af Smalley i 1988. Ved den sidste restaurering frilagde man samtidig partierne øverst på korets østvæg.

Midt over den blændede vinduesniche ses en mandorla - en oval glorie - malet i malakit og cinnober. Der har muligvis været en tronstol, og til højre herfor ses én siddende og tre stående personer.
Til venstre ses også fire personer. De siddende forestiller nok Jesu apostle, og de holder alle et papir i den ene hånd, mens den anden er løftet til velsignelse. Desværre dækker de senere opsatte hvælvinger over det øverste af personerne, som derfor må skue ud over kirkeloftet.

Døbefonten er en romansk granitfont med glorieprydede mandshoveder, gudslam og evangelistsymboler i fladrelief.
Den tilhører Houlbjerg-gruppen, der formodes at stamme fra samme mester. De øvrige står i Houlberg, Hvorslev, Gerning, Sall, Virring og Essenbæk kirker.
Formen tyder på, at de måske er irsk kunst, sejlet hertil på Randers Fjord og Gudenåen.
En gammel overlevering siger dog, at kunstneren var en munk i Tvilum kloster.
Det forgyldte dåbsfad bærer giverens navn.

Turen fortsætter over Højvejen hvorfra man kan se til Randers og videre til Dejehøjvej. Dejehøj er 108 meter og kommunens højeste punkt.

Jeg når Enslev der under middelalderen var en noget større by med egen kirke, som blev nedrevet ved reformationen.
Enslevgården var den største og mest betydningsfulde.
Den blev nedrevet i 1770 af grev Friis. Jorden herfra blev delt mellem gårdene i Vellev, som hver havde et lod derude.

Sidst i 1800 tallet blev den nuværende Enslevgård bygget af møller Laus Sørensen, der drev mølleri samt dyrkede jorden fra 2 smågårde, han havde købt og lagt sammen med sit mølleri.

Aidt

Hagsholm voldsted http://www.fortidsmindeguide.dk/Hagsholm-Voldsted.ma004.0.html

Fra Enslev går turen gennem Haxholm skov
Hagsholm er en herregård. Rentemester Mogens Friis lagde Hagsholm ind under det nye oprettede grevskab Frijsenborg i 1672. I 1765 lod grevskabets daværende besidder, lensgreve Erhard von Wedell-Friis, gården nedbryde og jorderne udlægge til 6 fæstegårde, men i 1890 samledes gården atter. Navnet på gården skrives i dag som Haxholm
Mange af min mors aner var fæstere på Hagsholm.

Via Hagsholm skov når jeg Aidt.

Aidt sogn har sin helt egen og fantastiske hjemmeside, som interesserede kan fordybe sig i. http://find-relation.dk/Aidt/

Beskrivelsen af Aidt kirke er ligeledes utrolig udførlig og godt beskrevet på http://www.vejerslev-aidt-thorso.dk/index.php?menu=kirkerne&punkt=aidt&valgt=historie

Jeg vil ikke gentage de fantastisk udførlige og godt gennembearbejdede data og beskrivelser på de to hjemmesider, men henviser med glæde videre.

En gård i Aidt vil jeg dog beskrive, da dens historie er så speciel.
Pittevej nr. 10 er resterne af en gammel Saltpetergård, opført af Christian d. 4. Vejens navn er ”slang” af saltpeter.
Der blev opført 15 af slagsen rundt i Danmark tæt ved vand og skov. Der har været en sø overfor gården, der nu er drænet væk.

De mange små veje som fører til Aidt vidner om, at der har været en stor trafik til stedet engang. Syderiet i Aidt omfattede nemlig Silkeborg, Dronningborg og Kalø lens gulve.
Alle havde pligt til at aflevere deres gulve både i stalde og beboelse til syderiet. Man havde jord og lerstampning på gulvene, og som de daværende hygiejniske forhold var, fandtes der meget ammoniak i gulvene.
Når jorden blev afleveret, kom det ned i store kobberkar og blev kogt op med savsmuld og måske løv, heri aflejrede salpeteret sig. Det blev herefter udskibet fra Randers til Frederiksværk og Tøjhuset i København, hvor der var en vigtig ingrediens til fremstilling af krudt.
Gården var i brug som Syderi fra 1632 – 1659. Den blev to gange lagt øde under svenskekrigene, Første gang inden den blev taget i brug. Første gang der er sendt en lille smule salpeter er efteråret 1634. Specielt for jorden her omkring, er at der er et meget tykt muldlag, da den overskydende jord er blevet fordelt ud på markerne.

I en åbent messiv (brev til kronen) fra 1646, anmodes kongen om at præsternes studerekamre bliver fritaget for at aflevere gulve, da det griber forstyrrende ind i hans studering og skrivning af prædikener. For ellers var de kongelige, adelige og domkapitalernes ejendomme fritaget for aflevering.

Tilbage var bønderne. De protesterede kraftigt over at skulle køre den lange vej 1 gang om året. Salpetersyderen klagede også over bøndernes modvilje og manglende afleveringer. Det er forståeligt, der er langt fra Grenå, Brædstrup eller egnen omkring Mariager til Aidt i hestevogn.
Den sidste salpetersyder som var på stedet (1643 – 59) Tim Klausen, (hans breve til kongen og Tøjhuset var skrevet på tysk), skænkede i 1659 prædikestolen til Aidt kirke.

Thorsø

Thorsø kirke

Turen går videre til Thorsø, som er en typisk stationsby, bygget omkring banen i årene efter 1908, hvor Silkeborg – Langå banen blev oprettet, der var en gammel bydel omkring kirken.

Thorsø var det mindste sogn i Vejerslev, Aidt, Thorsø pastorat, der var ca 160 indbyggere om den fattigst opførte kirke i kommunen opført af marksten fra egnen.

I 1754 var der et kraftigt jordskælv på egnen, her blev Thorsø kirke det sted, der led størst skade.
Andre af kirkerne under Frijsenborg blev i årene efter restaureret. I et brev fra daværende grevinde på Frijsenborg i 1776, anmodes der om at rive kirken ned, da der ikke var penge til restaureringen.
Der gives lov, mod at der oprettedes en kørevej til Aidt. Hvorfor kirken ikke blev nedrevet, vides ikke, måske har det været dyrere at oprette vejen??

Mht. kirkens historie og indretning henvises der igen til den vidtfavnende og gode beskrivelse på
http://www.vejerslev-aidt-thorso.dk/index.php?menu=kirkerne&punkt=thorsø&valgt=historie

Thorsølund i Thorsø Sogn, lå i 1688 under Søbygård Gods, i 1722 under Skanderborg Ryttergods. I 1754 ses den at ligge under Haxholm Gods.
Thorsølund, er den største gård i byen, hvorfra de fleste grunde er udstykket. På alle grundene var den klausul, at der ikke måtte findes eller nydes spiritus. Hotellet var afholdshotel, og afholdsforeningen var meget stærk og dominerende i tiden under byens udvikling. Man kunne ex. ikke få kredit hos købmanden uden medlemskab i foreningen. På et tidspunkt var 85 % af beboerne medlemmer.
I 1970 blev der søgt om spiritusbevilling til hotellet, ved afstemning blev alle grundejerne hjemme, da der stod i klausulet, at ved evt. afstemning var de forpligtiget til at stemme imod.
Hvis det blev nødvendigt, kunne endelig bestemmelse kun ske ved indehaveren af hovedmatriklen.
Her havde matrikeldirektoratet imidlertid lavet en fejl, da indehaveren af Thorsølund havde udstykket en byggegrund til sig selv, før salg af gården, her havde man ført hovedmatrikkel nummeret med over.
Dette hus ejedes nu af en slagteriarbejder. Han mente, det var en god ide med en øl en gang imellem, og så blev der givet bevilling. Afholdsforeningens endeligt var, at kassereren drak pengene op

Vejerslev

Den smukke altertavle i Vejerslev kirke

Fra Thorsø fører rejsen videre til Vejerslev

Nysted er en udflytterby på jorder fra den gamle Vejerslevgård. Ejendommen Herregårdsalle` 1 er resterne af gården.
Den blev udstykket fra slutningen af 1800 tallet og til ca. 1930, bygningerne blev endelig nedrevet i slutningen af 1930érne.

På Tingvej lidt vest for hvor Herregårdsalle` udløber, er den gamle henrettelsesplads, galgebakke for det daværende Vejerslev Birk, det gamle tingsted. (Birket omfattede Aidt, Vejerslev og Truust).
Der er ikke fundet noget endeligt om tingstedet, dog vides der, at der fulgte så meget gøgleri og markedshalløj med, når tinget var sat, at det var en plage på egnen omkring 15 – 1600 tallet.

Vejerslev kirke er en del af et kloster, uden det dog er nøje stedfæstet bygningsmæssigt, det var selvstændig i ca. 100 år, hvorefter det blev lagt under Alling Kloster, som ligger på den anden side af Gudenåen syd for Grønbæk mod Silkeborg.

Mere om vejserslev kirke på http://www.vejerslev-aidt-thorso.dk/index.php?menu=kirkerne&punkt=vejerslev&valgt=historie

Billedet i midten af altertavlen i Vejerslev kirke er malet af Poul Steffensen.
Han var født på egnen og var en stor illustrator, mange bøger fra den tid er forsynede med billeder tegnet af ham.
Det mest kendte af hans billeder er ”På vej til marked”.
Det er malet på Gullev bakke, hvor den gamle amtsborgmester P. E. Eriksens bedstefar trækker til marked med et kobbel får.

Borre

Fra Vejerslev er turen gået videre til Borre

Borre er den del af kommunen som grænser op til Tange sø.
Her lå engang en borg Illensborg, det siges at ejeren af borgen byggede noget af Vejerslev kirke, uden at der findes andet end et sagn om det. Men i kirken findes der nogle gravsten over en stor mand, det kunne fint være herfra. Der siges, at herremanden kunne ride fra Grenå til Viborg på eget jord.

Nede i Borre Skov, kom der i ca. 1900 en bro over, så der nu var muligt at køre gennem præsteskoven, vest for Vejerslev, og som tilhører Vejerslev Præstegård.
Nede i skoven løber den under vejen. Her var kun et gangbræt før i tiden, da den ordinære vej til Borre, gik fra Vejerslev, og lige ud vest for byen, hvor vejen mod Kongensbro slår et skarpt sving, gik den lige ud, så man kom til Borre fra sydsiden af byen.

Når åen er kommet syd om Borre, løber den under vejen Bjerringbro – Gjelbro. Denne hedder møllebroen, da der engang lå et mølleværk her vest for broen.
Jorden omkring har tilhørt Borregård, som engang var ladegård, til borgen Illensborg.
Den lå på en halvø, som kaldes Tunteskrog, det skulle have været under Valdemar Atterdag, eller Margrethe den 1ste.
Kilde http://www.jensg-family.dk/Aidt/Erindringer/AageHorn/

Gjerning

Fra Gjerning kirke

Min tur fortsætter videre over Borridsø, som er en gammel landsby uden de store udflytninger, den hører under Gjerning sogn. På Vesterbro, hvor vejen slår et sving, før den deler sig mod Gjerning og Nøddelund, har der bag engen til venstre lagt en Stampemølle, der er stadig en vold, hvor den var.

Jeg kommer forbi Borridsø skov, som tilhører Frijsenborg, fortsætter af Voldshøjvej, som har navn efter højen på højre hånd i slutningen af skoven.
Gården på venstre side er en gammel skovridergård, og det lille træhus beboes stadig af en skovarbejder.

Borridsø skov var min gamle tumleplads, da jeg gik i Gjerning skole. hvert år cyklede vi i skoven om foråret med madpakker og saftevand for at lege røvere og soldater.

Endelig er jeg nået målet - min egen fødeby.
Læs mere om nogét af min barndom her:
http://www.kirsten-andersen.dk/10579391

Gerning sogn og dets beboere gennem tiden er godt og grundigt beskrevet på denne fantastiske hjemmeside, og jeg overlader med glæde ordet til min gode ven og barndomskammerat:
http://kanne4world.wordpress.com/category/kirken/gerning-sogn/

Gjerning og Tind er sammenbyggede til en lang landsby langs vejen mellem Silkeborg og Randers.

Kirken er bygget under Valdemar den Store ca. 1175 som et kapel. Ca 200 år senere blev der bygget tårn, loftet udskiftet med hvælvinger samt et våbenhus.
I 1503, 33 år før reformationen fik den kirkeklokke. Den har indskriften: ”Ihesus Maria Iohannes. Den er lavet af den hollandsske klokkestøber Gerhard de Wou. Han har fremstillet mange klokker som hænger i nordtyske og hollandske kirker, og den i Gjerning er den eneste i Danmark.

Man ved ikke hvem der har givet den eller hvordan den er blevet fragtet fra Zuidersøens bred i Holland til en landsbykirke i Jylland.
I 1869 fik kirken en ny altertavle af Frijsenborg gods.
Dåbsfadet er et Nûrenbergfad. Fade fra Bayern som var almindelig pryd i mange hjem, man skænkede dem til kirkerne i 1600 tallet, da man gik over til kun at komme vand på hovedet ved dåb. Så dets oprindelse er også uvis.

Turen går videre af Stærkjærvej mod Stærkjær, som ikke er en by men et sted med ejerlav.
Stærkjærgården var den sidste gård, der havde en laksegård i Gudenåen fra Randers siden.
Mod Silkeborg var der ålegårde. Der findes regnskaber iver gårdens fangster. De var højest først i 1800 tallet men allerede i 1820 var laksebestanden faldet drastisk, efter af der i 1813 kom en lov om at måtte jævne og dybe bunden af Gudenåen og regulere nogle sving.
Da Drewsen begyndte at bygge papirfabrikken i Silkeborg midt i 1840?erne og trafikken med prammene tog til, var det slut med laksen, men det er jo en debat der har kørt i mange år.
Ansvaret for laksens udeblivelse er reelt aldrig fundet.

Sidste stop er Hesselbjerg og Hesselbjerg teglværk, hvor jeg vil overlade ordene til min dejlige far, som gav mig inspirationen til min store slægts og lokalhistoriske interesse

"Den 27. april 1947 cyklede jeg ned på Hesselbjerg teglværk ved Bjerringbro, der havde jeg fået arbejde. Jeg skulle arbejde i lergraven. Mine naboer sagde også til mig, ”De kvæler dig", men jeg ville nu prøve, om jeg kunne holde det ud. "

Far holdt ud i 18 år på teglværket. Det blev et af mine yndlingssteder i barndommen med den smukke natur og bakkerne fulde af blåbær.

Læs mere her
http://www.kirsten-andersen.dk/10579388

Det er naturligt for mig at stoppe den historiske rejse i mit barndomsland her, hvor jeg har tilbragt så mange glade timer.

Britta Pedersen 12.01.2017 23:50

Hej Kirsten .
Tak for din fantastiske hjemmeside. Søger data omkring Madsine Marie Nielsen f.1887 i Hvorslev Bakker d.1951 Bjerringbro - kan nogen hjælpe ?