Kirstens kreative indslag

En stillingsannonce kan føre til meget – også til inspiration og ide til et besøg og interview.

Sind klubben i Randers søgte i 1992 en medarbejder. Annoncen fik mig til at kontakte klubben for at høre mere om klubbens baggrund, arbejde, målsætning og aktiviteter.

Det første besøg gjorde et stort indtryk. Jeg oplevede et fristed, hvor medmenneskelig kærlighed og livsglæde styrkede fællesskabet og satte de sindslidende i centrum.

Stikordene ligeværdighed, medansvar og socialt netværk  var med til at give medlemmerne livsindhold, nye ressourcer og selvtillid.

Oplevelserne og indtrykkene fra dengang står stadig tydeligt for mig, og kan måske bruges til inspiration og oplysning til dig der i dagligdagen eller på arbejdet kommer i kontakt med eller kender sindslidende, der måske kunne få gavn og glæde af et medlemskab af en lokal sindklub.

Baggrund

Landsforeningen Sindslidendes Vel, nu Landsforeningen SIND, blev oprettet i 1969 – 70. SIND er en interesseorganisation, hvis hovedintentioner er:

-         At våge over, hvorledes psykiatrien i Danmark forholder sig til psykiatriske klienter.

-         At sørge for at holde øje med, at der foregår på en ordentlig måde.

-         At skabe forståelse og tolerance i vort samfund for sindslidende og deres pårørende.

-         At påtale, gøre opmærksom og arbejde på forhold, der burde være bedre.

-         At tage og støtte initiativer til fordel for sindslidende med henblik på trivsel, forebyggelse og helbredelse.

SIND tager blandt andet initiativ til at oprette klubber i samarbejde med lokalområder og lokale mennesker.

På landsplan var der i 1992 46 klubber, heraf havde 13 åbent flere gange om ugen, 24 havde åbent en gang om ugen og 9 havde åbent hver anden uge.

Sind klubberne er beregnet for mennesker med psykiske problemer.

Det kan være mennesker, som har været indlagt på psykiatrisk afdeling, som går eller har gået til psykiatrisk behandling eller er sårbare og således kan være potentielle sindslidende i bred forstand. Andre er også meget velkomne i klubben.

Sind klubben i Randers blev startet i 1979 som en af de første i landet. Det er en selvejende institution med tæt samarbejde med SIND og social og sundhedsforvaltningen i Randers, som der er  driftsoverenskomst med.

Klubben har haft lokaler flere steder i byen. I 1987 overtog klubben en stor ældre villa, som fik navnet ”Vadestedet”. Navnet fremkom efter en konkurrence blandt medlemmerne.

Ikke alle var umiddelbart glade for navnet.

Medlem A sagde vredt, ”så står vi bare der og vader på stedet og kommer ikke videre”.

Et logo, der vandt ved en senere konkurrence viser tydeligt den symbolske betydning af navnet. Logoet viser en å, hvor der med store sten er lavet en ”sti” over vandet til den anden bred.

Medlem B forklarede med et glad smil.

”Som sindslidende kan du ofte have følelsen af at stå og vade i ”suppedasen”, men der findes et ”vadested”, en sti mod selvtillid, livsindhold og livsglæde!”

Målsætning

Via samarbejde, ansvarlighed, ansvarsuddeling, aktiviteter med mere er klubbens mål:

-         At skabe rammer – et fristed uafhængigt af de officielle systemer (+ journaler, sygdomsregistrering o.l.)

-         At give mulighed for at kunne være, hygge sig, slappe af.

-         At udnytte personlige ressourcer

-         At få og give støtte til udvikling heraf

-         At indlære/ genopdage/ genoptræne nye personlige og sociale færdigheder

-         At klubben etablerer og vedligeholder kontakt til omverdenen.

Psykolog Bent Jørgensen der var leder af Vadestedet, da jeg var på besøg, uddybede målsætningen på følgende måde:

”Psykiatrien har ikke ressourcer til at tilfredsstille alles behov for kontakt, rådgivning, udslusning etc. SIND oprettede derfor disse fristeder, klubber uafhængige af de formelle system, hvor medlemmerne ikke skal visiteres.

De kan komme og gå, som de har behov og ressourcer til. De skal ikke aflevere en diagnose eller et handicap ved indgangen for at komme ind.

Vi satser på at finde og genopbygge medlemmernes ressourcer, at de blomstrer op de steder, hvor de oplever sig selv stærke.

 I fristedsideologien ligger også, at vi kunne spørge hver enkelt medlem, ”hvorfor kommer du her? Hvad bruger du klubben til?”. Vi ville få 60 forskellige svar og målsætninger på de spørgsmål.

Målsætningen favner alt, der er og bliver sat i gang. Den ligger ikke gemt i en skuffe men bliver sammenholdt med alt, vi foretager os, så det giver mening for alle parter.

Alt bliver foretaget i tæt samarbejde med den enkelte. Ingen rapport, ingen journal, derfor intet ”bag ryggen”. I meget specielle situationer kan personalet dog godt tage et medlem op til vurdering, men så er det altid for at hjælpe og altid i samarbejde med medlemmet.”

Aktiviteter

Arbejdsformer og aktiviteter i klubben var inspireret af ”Fountain House” modellen, hvor arbejdsbegrebet – det meningsfyldte – er nøgleordet.

Mange medlemmer havde små jobs, der med tiden måske kunne udvides og eventuelt kunne føre til et arbejde i en beskyttet stilling. På besøgstidspunktet var der to medlemmer i lønnede stillinger samt fire der arbejdede i beskyttede eller ulønnede stillinger.

Madlavning

På klubbens åbningsdage var der mulighed for at få varm mad til en rimelig pris. Indkøb, madlavning og opvask blev tilrettelagt og udført i fællesskab. Dette gav medansvar over for andre og oplevelsen af samarbejde. Var der en dag medlemmerne ikke ønskede eller havde lyst til at lave mad, kom de i en ny situation som eksempelvis at bestille en pizza eller at gå ud i byen og spise.

Rent faktisk skulle medlemmerne tilmelde sig en af ovennævnte funktioner inden et bestemt tidspunkt den pågældende dag for at være med til spisningen.

Kioskgruppen

Den interne kiosk solgte kaffe, cigaretter med videre. Gruppen bestod af 7 medlemmer, der skiftedes til arbejdet. Alle havde en vigtig og praktisk og social funktion med et personligt ansvarsområde/ arbejdsopgave ex. indkøb, salg, oprydning eller regnskab.

Cafe ”Solskin”

 ”Vadestedet” havde en udendørs cafe for beboerne i lokalområdet og forbipasserende.

Her blev solgt og serveret lettere traktementer til en meget rimelig pris. Af gode grunde var der ikke salg af øl, vin eller spiritus.

Formålet med cafeen var at udvikle og styrke det sociale fællesskab og skabe en dialog, forståelse og accept mellem mennesker med psykiske problemer og cafeens besøgende. Der var åbent i sommerperioden på klubbens åbningsdage.

Redaktionsgruppen

Der blev udgivet et lille blad ”Spiren” med det formål at informere internt og eksternt om aktiviteter og psykiatri i almindelighed. Der blev arbejdet på bladet en gang om ugen. Desuden kunne alle medlemmer levere indlæg, digte etc. De øvrige grupper brugte ”Spiren” som en vigtig PR, når diverse arrangementer skulle formidles. Da bladet både blev redigeret og trykket i klubben, var der oftest to grupper, en redaktionel- og en trykkergruppe.

Gal´eriet”

I en lille pavillon ved siden af hovedhuset lå kunstgalleriet. Her var der mulighed for alle at udstille kunst i gode rammer og adgang til at betragte andres kreative arbejder.

Gallerigruppen sørgede for det rent praktiske omkring hver måneds udstilling i samarbejde med den udstillende kunstner, ophænger/ udstiller/ udstilling i ”Gal´eriet. De lavede PR til avis og lokalradio, trykkede og hængte plakater op, arrangerede og inviterede til ferniseringer.

Ferniseringen var et åbent arrangement, der gav god adgang for en gensidig kontakt til lokalbefolkningen.

Ud over de omtalte grupper var der en masse andre kreative tilbud.

En af medarbejderne, der var afspændingspædagog, havde haft to hold med afspænding i klubben.

En gang om måneden var der fællesmøde, hvor medlemmerne og medarbejderne i fællesskab diskuterede klubvirksomheden. På møderne havde alle rig mulighed for at præge klubbens funktion, indhold og aktiviteter.

Lederen Bent Jørgensen forklarede:

”Det er meget svært for sindslidende at fungere i et almindeligt socialt liv. Vi definerer derfor opgaverne, strukturerer i mindre dele, som vi ved, medlemmerne kan klare uden nederlag.

Kunsten er at få det hele til at glide, så medlemmerne føler, det er deres klub, at den fungerer i kraft af dem.

Vore aktiviteter skal helst have en mening – et videre perspektiv. Arbejdsprocessen fører til et produkt, der kan give efterspil og reaktioner. Den kraftige gruppestruktur giver medlemmerne en rimelig chance for at overskue og klare en lille ting i den store sammenhæng.

Det er en god oplevelse at føle sig vigtig i sammenhængen, at der er et formål med at komme her. Noget at stå op til. Nogen der har brug for en. Det giver ”overskudssituationer”.

Arbejdsproces og produkt bevirker, at medlemmerne har noget at være sociale om.

For mange af medlemmerne er dagligdagen tom og meningsløs. Når de kommer her, har de mulighed for at tænke og tale om andet end sygdom, medicin og hallucinationer.

Samtidigt er der rum og plads til at snakke problemer igennem med professionelle medarbejdere.

Vores største opgave er at få medlemmerne til at føle, at selv om de er sindslidende, er de gode nok. De duer til noget, de kan lave noget godt.

Megen af den kunst og andre ting, der laves her, er på et meget højt niveau.

Vi har pligt til at få lavet en retfærdig vurdering af dette.

 Mange af vore medlemmer har en meget lav selvvurdering/ selvtillid.

Det er vigtigt, den bliver opbygget igen ved eksempelvis en udstilling af kunst, et digt i ”Spiren, en god tilrettelagt middag etc.”

Personalet

Da ”Vadestedet” var et ”fristed” på grænsen til det formelle system var den meget lav normeret.

På besøgstidspunktet var der ansat 2,7 medarbejdere. En ledende psykolog, en afspændingspædagog og en ergoterapeut.

De 2,7 medarbejdere var beregnet til at tage sig af 40 medlemmer. Der var dog 60 medlemmer foruden ”gæstemedlemmer” på vej ind i klubbens regi.

Ud over normeringen var der praktikanter fra de sidste 2 årgange af socialpædagoguddannelsen. Desuden var der bevilliget 3 langtidsledige – en kontormedhjælper, en pedelmedhjælper og en pædagogmedhjælper. I princippet var det let at besætte de tre sidst nævnte stillinger, men reelt blev de kun besat, når der var egnede personer.

Son nævnt var medlemmerne med i alle beslutninger.  To af medlemmerne var med i ansættelsesudvalget.

Medlem C fortalte følgende om arbejdet i ansættelsesudvalget.

” Når vi skal have ny medarbejder, er der visse kriterier, der lægges vægt på. Man skal vide noget om psykiatri, have de psykologiske og menneskelige kvalifikationer og være afklaret.

Det nytter ikke, at man slås med egne personlige eller psykiske problemer.

Vi kan jo være meget svingende, og det skal personalet kunne forholde sig til.

Desuden lægger vi vægt på kreative og igangsættende evner.

Det skal boble af dynamik! Medlemsskaren skal tilgodeses så bredt som muligt!”

Lederen Bent Jørgensen tilføjede eftertænksomt.

” Vi gør os mange tanker, har faglige diskussioner og drager stor nytte af, at vi har forskelliguddannelse og baggrund.

Vi har  indarbejdet et supervisionssystem, hvor den enkelte personalemedlem er hos mig hver anden uge. Grupperne har ligeledes supervision hver anden uge.

Desuden har vi på budgettet penge nok til ekstern supervision en gang årligt.

Det er vigtigt, at vi får alle problemer belyst, at vi kan finde nye eller andre indfaldsvinkler, løsninger, vejledning og inspiration!”

Åbningstid kontra behov

Klubben havde åbent 4 gange ugentlig i alt 28 timer. Ifølge flere af medlemmerne dækkede åbningstiden ikke behovet Der var et stort ønske og pres om en længere åbningstid.

I en forsøgsperiode på 3 – 4 måneder havde der været åbent om søndagen, hvor nogle af de faste medlemmer selv passede klubben uden personale. Medlemmerne var bange for, at de ikke fik lov at fortsætte forsøget eller fik bevilliget mere åbent med personale.

Medlem A sagde med et trist udtryk i ansigtet:

”Det er et penge og personalespørgsmål. Desuden mener de kommunale myndigheder nok, vi er for gode, hvis vi selv kan køre klubben. Derfor er vi lidt tilbageholdende med egen åbningstid!”

Medlem B tilføjede:

Uden for åbningstiden er der mange af os, der kontakter hinanden, hvis vi har problemer eller er bange. Andre, der ikke er så heldige at have en at ringe til eller kontakte, risikerer i værste fald en indlæggelse på psyk! Man kan dog desværre kun blive indlagt, hvis man har det ekstremt dårligt!”

Opsøgende arbejde og økonomi

Hvis nogle af medlemmerne i perioder havde det psykisk dårligt var der tilbud om samtaler, rådgivning og opsøgende arbejde eller selvhjælpsgrupper.

Klubben støttede tæt op omkring sammensætning af smågrupper, der kunne drage nytte af hinanden.

Der var mulighed for medlemmerne at få besøg af en medarbejder og eventuelt medlemmer. Ensomme, angste og isolerede blev kontaktet og informeret om klubben og blev tilbudt ledsagelse de første gange, ligesom der blev tilbudt hjælp med hensyn til oprettelse af grupper med henblik på indslusning i klubben.

Udadtil blev der også gjort et stort stykke PR arbejde. Der blev uddelt brochurer til social og sundhedsforvaltningen og til læger. Der blev lavet plancher og udstillinger etc. Elever fra social og sundhedshjælperskolen kom på besøg og der havde været undervisning af blandt andet sygeplejeelever.

Medlem B og en af de langtidsledige havde i en lang periode spillet og sunget på psykiatrisk afdeling en gang ugentlig. Her var der stor mulighed for den første kontakt til potentielle nye medlemmer.

Som gæstemedlem i betalte man ikke kontingent i en måned. Derefter blev der taget stilling til eventuelt medlemskab fra både medlemmets og personalets side. Kontingentet var på besøgstidspunktet 60 kroner for et kvartal.

Hjemkommunen skulle godkende medlemskabet, da de betalte en fast dagspris. Halvdelen af dagsprisen blev refunderet af amtet.

Personalet krydsede af, hvem der kom hvilke dage, og betalingen for den enkelte blev beregnet ud fra dette.

Totalbudgettet var på cirka 90.000 kroner årligt. Kontingent, salg i cafeen og lignende samt diverse fondsmidler blev brugt til ting, man savnede og ønskede. Der blev lagt megen energi i ansøgninger til fonde. Økonomien var meget stram, og der var eksempelvis ikke penge til ny maling, fernis til gulvene og lignende. Møblerne var for de meste arvet fra andre institutioner.

Selv om økonomien var stram, var hverken personale eller medlemmer i tvivl om, at succesen og glæden ved nye ting var større, jo mere der virkelig blev kæmpet for at få dem.

Problemer i dagligdagen

De fleste medlemmer havde en kontaktperson blandt personalet. Kontaktpersonen havde pligt til at hjælpe medlemmet rigtigt.

Medlemmerne følte et stort ansvar og tolerance over for hinanden.

Medlem B forklarede:

Vi føler et fælles ansvar for at fonde ud af, hvorfor folk eksempelvis ikke laver deres pligter.

 Vi kender hinandens svagheder og ved hvordan, vi skal tackle hinanden. Det giver tryghed!

Vi har alle tavshedspligt både moralsk og medmenneskeligt!”

Lederne Bent Jørgensen tilføjede:

Sind klubben bliver præsenteret for et meget varieret spektrum af behov og ønsker, som andre systemer ofte ikke kan tilgodese.

Den stemning, der er her, adskiller sig helt klart fra mange andre institutioner. Vi kan tillade os at forholde os til hinanden som mennesker – fri for rapport og observation – er der mere plads til medmenneskelighed og aktiv lytning.

Vadestedet er for mange mennesker deres eget hjem, hvor den gode atmosfære kan dække nogle af de grundlæggende behov for tryghed, respekt, værdsættelse og kærlighed”.

Vadestedet forsøgte så vidt muligt at undgå karantæne. Perioden blev fastsat af personalet, og kunne tildeles i visse tilfælde.

-         Ved overfald eller vold mod andre.

-         Ved voldsom ødelæggelse af inventar eller tyveri.

-         Ved forbrug af alkohol eller narkotika i klubben eller væsentlig påvirkning heraf.

-         Hvis et medlem var så forstyrrende og personalekrævende, at personalet vurderede, at det skadede miljøet væsentligt, og personaleressourcerne ikke blev vurderet til at kunne slå til.

Det var en meget fleksibel holdning til ovennævnte tilfælde. Hvis personalet kendte medlemmet godt og vurderede, at det var et engangstilfælde, blev der ikke tildelt karantæne.

Der var dog grænser for mængden af aggression, da der også var 59 andre medlemmer at tage hensyn til. Personalet var forpligtede til at løse eventuelle voldelige eller aggressive episoder ved at få medlemmet til at falde til ro, eventuelt forlade huset et stykke tid.

Vadestedet var så absolut ikke normeret til meget voldsomme medlemmer og i sidste instans kunne personalet tilkalde politiet, hvis dette blev skønnet nødvendigt.

Lederen Bent Jørgensen forklarede:

Personalet er nødsaget til at finde en professionel balance mellem  at være engageret og medlevende. I arbejdstiden er vi ofte ”tvunget” til at tage en ting af gangen, at ”lukke af” over for nogle og koncentrere os om de medlemmer, der har størst behov her og nu.

Det er vigtigt, at vi kan ”lukke af” i fritiden og ikke tager problemerne med hjem.

Der er så mange udækkede behov her, at vi må passe på, at de ikke belaster eller forstyrrer genopladningen i fritiden!”

Efterskrift

Som gæst i Vadestedet var jeg meget imponeret af den sprudlende aktivitet og kreativitet, der var repræsenteret her. Malerier, tegninger, keramik i de smukkeste farver, digterglæden i ”Spiren” og den store ansvarsfølelse for, at klubben fungerede optimalt.

De 2,7 medarbejdere kunne umuligt have gennemført det store aktivitetsprogram og derved opfylde målsætningen, hvis de ikke var blevet bakket op af de mange medlemmers aktive og selvstændige indsats.

Jeg blev mødt med en meget positiv ånd og en ubeskrivelig varme og stor interesse fra såvel medlemmer og personale. Alle var ivrige efter at bidrage med synspunkter og gøre mine besøg så indholdsrigt og informativt som muligt.

Det var en stor oplevelse at iagttage, hvorledes mange af medlemmerne via deres skjulte kreative og/ eller praktiske evner havde opdaget mange nye ressourcer. For mange havde det medført større selvtillid. Bevidst eller ubevidst havde nogle realiseret eller ændret deres hverdag og omgangen med andre.

Det var tydeligt, at der eksisterede et stort tomrum uden for klubbens åbningstid. Mange af medlemmerne havde det virkelig dårligt uden et sted at gå hen.

Dagene i Vadestedet var ofte den bedste medicin, de gav livsindhold og fik energi og livsglæde til at blomstre.

Et godt eksempel på dette var medlem B, der får de sidste ord i denne beretning.

”Jeg har været psykisk syg siden 1967, jeg har røget ud og ind af psykiatrisk afdeling utallige gange med diagnosen ”borderline karakter med manio depressive overtoner” klistret fast til min ryg.

De sidste 8 år har jeg helt undgået indlæggelser. Jeg er ikke i tvivl om, at der er klubbens fortjeneste. Her i Vadestedet bliver jeg accepteret, som den jeg er, ikke som en diagnose.

Her er der altid nogen, der tør sige ”Jeg kan lide dig, du er god nok, du duer til noget”.

En sådan anerkendelse og skulderklap, det har vi alle brug for!”