Kirstens kreative indslag

Facebook

Da jeg arbejdede med slægtsforskning i min fars familie, havde jeg fundet frem til mine tipoldeforældres bryllup. Stor er min forbavselse, da jeg får tydet en note ved dette bryllup. 

”Til nærværende Ægteskab behøves ifølge Cancelliets Skrivelse til Stiftsamtet af 30te April d. A. ingen Bevilling Anmærkning: Brudgommens 1ste Ægteskab ophævedes efter Konens Ansøgning, da han for Hestetyverie var inddømt i Tugthuset paa Livstid”

Det må undersøges, tænkte jeg. Resultatet af undersøgelsen blev en lang historie – hvor det viste sig at ikke alene tipoldefar Jacob Pedersen men også hans far – min 2 gange tipoldefar Peder Iversen havde været dømt for hestetyveri

Via et fælles familiemedlem fik jeg kontakt til en grankusine på Facebook, fordi vi begge dyrkede slægtsforskning, og fordi vi var i familie gennem Jacob Pedersens søn Søren Peter Jacobsen, som er min oldefar og hendes tipoldefar. Med andre ord er min far fætter til hendes farmor.

Vi begyndte straks at udveksle oplysninger og indledte derefter et tæt samarbejde om at undersøge Jacob Pedersens liv og historie. En kendsgerning som gjorde, at vi for første gang skulle i gang med at læse politiprotokoller.

På Viborg landsarkiv lykkedes det at finde forhøret og øvrige papirer vedrørende Jacobs sag. Vi gik i gang med at tyde de mange sider. Sendt frem og tilbage på mail blev meget tydet i fællesskab, og vi kom frem til et forståeligt resultat, men vi måtte trække på andres hjælp til at få de sidste genstridige ord tydet.

Noterne fra kirkebøger og protokollerne vil være skrevet i situationstegn og med kursiv.

Jacobs liv før han blev hestetyv

Jacob blev født den 29. sep. 1806 i Øster Korup Solbjerg Sogn. Hans forældre Peder Iversen og Ane Rasmusdatter var husmandsfolk. 

I kirkebogen fra dåben står: ”Den 29. okt. lod Gårdmand i Korup Peder Iversen og hustru Ane Rasmusdatter deres søn hjemmedøbe med Navn Jacob, den 19. okt. var han i kirken. Fadere Niels Rasmussen i Solbjerg, Niels Bødker, Rasmus Bæk af Korup, Henry Nielsen samt Niels Rasmussen af Solbjerg mark. ”

Han blev konfirmeret 3. oktober 1821 i Solbjerg med noterne temmelig god i kundskab og opførsel. 

Efter konfirmationen er han tjenestekarl hos bønderne. Fra 1824 til 1828 tjener han i Smidie, Bælum sogn og det er uden tvivl her, han har mødt sin første hustru Ane Christensdatter.

3. januar 1827 får han og Ane en uægte søn Peder Christian Jacobsen. 

Om ham står der i kirkebogen: Moder: Pige Ane Christensdatter i Smedie, til barnefader er udlagt ungkarl Jacob Pedersen tjenende i Gudum sogn.

I 1828 ankommer Jacob som 22 årig til Nørre Kongerslev fra Smedie ved Bælum, han får arbejde som tjenestekarl ved Søren Overgaard, som han forlader igen 1. november samme år for at blive kræmmer og hestepranger.

Han bliver gift i Bælum kirke 23. januar 1830 med Ane Christensdatter fra Smedie 27 år.  Forloverne er gårdmændene Christen Madsen og Peder Budum, Smidie.

Det går fint med at købe heste, men det kniber for Jacob at få solgt hestene til en fornuftig pris, bl.a. solgte han en sort hest 9 rigsdaler billigere, end han havde givet for den. 

Arkivet i Viborg

Det mest spændende ligger på arkiv
Kirsten bor heldigvis i overskuelig afstand fra Viborg, og hun har gennemset og taget kopi af sagen fra følgende protokoller:

Jacob arresteret i Hobro: Hobro Arresthus, arrestjournal  1826 – 1839

Jacobs forhør: Viborg Byfogedarkiv Politiprotokol 1827 – 1846

Jacobs dom: Hellum Hindsted Herredsfoged Domprotokol 1801 – 1846

Jacob i Viborg tugthus: Viborg Tugthus Fangeprotokol  1779 – 1835

Jacobs løsladelse: Viborg Tugthus Straffeprotokol for mandfanger  1770 – 1870

De grønne mærker viser, hvor Jacob boede og tjente. De blå mærker viser, hvor køberne af hans heste boede. De røde mærker viser, hvor han sad fængslet, nemlig i Hobro arrest og Viborg Tugthus. Prikkerne betyder hest. De grønne med prik, er der, hvor han købte heste. Den blå med prik er der, hvor han stjal de to heste. Farvekoderne viser, at han har boet og arbejdet mod nordøst. Og at han her også lovligt har handlet heste i dette område. Han stjæler de to sorte heste mellem dette område og Hobro, men køberne af de stjålne heste og køberne af de heste, som han solgte legalt, boede mellem Hobro og Viborg

Hestetyveriet

Den 11. juni 1830 omkring midnat stjæler Jacob Jens Kjeldsens 2 sorte heste på en mark i Hvarre, i Vebbestrup sogn. Han var tilfældigt kommet forbi marken, hvor de stod tøjrede, og han tog dem med sig til Viborg for at sælge dem.

  ”Han har været i fast Tjeneste ved Bondearbejde til 1. November 1829 fra hvilken Tid han besluttede sig med Kræmmerie og siden med Hesteprangerie. At han ikke har forstået det sidste til gavns, derom vidner hans under Sagen oplyste forskellige Hestehandler. Thi han næsten på dem alle har tabt betydeligt i forhold til hestenes værd. Sandsynligvis for at oprette noget på det forhold i hans Pengesager, hvori hans Ukyndighed og uduelighed havde bragt ham, griber han til det fortvivlede Middel at stjæle Heste på marker”  

Dagen efter den 12. juni 1830 sælger Jacob en sort hest stjålet fra Jens Kjeldsen til Niels Vestergaard for 16 rigsdaler samt en sort hoppe der tilhørte Christen Nielsen

Han sælger ligeledes en sort hest til Christen Stidsen af Lundegaard for 8 rigsdaler, 1 mark og 8 skilling.  

Jacob bliver pågrebet samme dag og bliver forhørt på politimesterens bopæl i Viborg den 12. juni om aftenen. 

Forhøret

Under forhøret af Jacob Pedersen finder vi  på denne måde ud af, hvor han har tjent, for det er jo ikke alle kirkebøgernes afgangs- og tilgangslister, som er ført lige godt.

Forhøret af Jacob Pedersen og vidnerne strækker sig over 5 dage; fra den 12. juni til den 18. juni 1830. Tilsyneladende sker det i god ro og orden. Ind til den 18. juni nævnes, at han de foregående dage ” flere gange, medens han var for Forhøret blegnede og viste Synstegn paa en høj Grad af Kraftløshed, klagede over Smerter i Hovedet som han gav Navn af Besvimmelser, ligesom han og ytrede at føle Smerter andre steder i Kroppen. Hvoraarsag han nogle gange havde erholdt sig Tilladelse til at udtræde fra Forhøret for at recolligere sig, straks med at komme til at Pisse, straks mod at komme til at trække frisk Luft.”

Politimesteren studser over denne sygdom, og han beder Jacob om at redegøre for den. Jacob har lidt af noget, der kunne være migræne, siden han gik til konfirmationsforberedelse.        

 Fra retssagen ved vi, at Jacob er 61 tommer høj (dvs. 159-160 cm), han har blå øjne og brunt/blondt hår (i Hobro omtales det som brunt, men i Viborg som blondt). Han har en stor, ”langagtig” og krum næse. Han er middel af bygning. Den 15. juni 1830, hvor forhøret i Viborg fortsætter, nævnes hans klædedragt: ”Blaa Vadmels Trøie med Omstukne Knapper, lyseblaa lange Benklæder meget falmede, rød og brunligstribet Vest, hvid ulden nattrøie, stor og fast.”.

Jacob Pedersen fortæller ikke direkte, at han stjal hestene, fordi han manglede penge, men det er meget sandsynligt at han på grund af pengemangel stjal de to heste i håb om ikke at blive opdaget, for derved at kunne få lidt ekstra penge til sig selv, kone og barn .                                             

Her så mange år efter er det rart for os som efterkommere at vide, at han fik glimrende skudsmål fra tidligere præster og arbejdsgivere, som ”påsige ham intet ondt, men omtaler ham enddog tildels fordelagtig. 

Fra Hobro arrest bliver Jacob Pedersen Kaarup indlemmet i Viborg tugthus, hvor han skal afsone sin straf. Han ankommer torsdag 10. februar 1831, hvor han får løbenr. 3232 og fangenr. 212

”Fange 153 Jacob Pedersen Kaarup ( de har altså brugt hans fødested Korup som navn) xx tommer høj, 23 Aar gammel, har blaa Øine, brundt Haar, stor langagtig og krom Næse, gråligt Ansigt Farve. Han er iklædt arresthusets Klæder. Arresteret 2 Juli 1830 af herredsfoged Multe, Overført 10 Feb. 1831”.

”Det paastaas at Arrestanten tiltalte Jacob Pedersen dømmes til at lide den ved Forordningen af 20 februar 1789 Paragraf 4 bestemte Straf som svarer til hans Forbrydelse samt til at betale samtlige omkostninger på hans Arrest og Acton og derforuden et passende Salaier til mig.”

I § 4 i forordningen af den 20. februar 1789, som Jacob blev dømt efter, står der: “Stjæler nogen heste eller stort Kvæg på Marken, gjør Indbrud, bestjæler Skibbrudne Folk, eller begaar andre saadanne grove Tyverier, for hvilke de forrige Love og Anordninger fastætte hoiere Tyvsstraf, da skal den Skyldige straffes med at stryges til Kagen og arbejde i Fæstningen, eller Tugthuset sin Livstid

Thi kjender for ret

Arrestanten Jacob Pedersen Kaarup bør stryges til Kagen og herefter hensættes til Fæstningsarbejde paa Livstid. Saa bør han og betale i erstatning til Niels Andersen Mölgaard i Mönsted Sogn 8 Rbd, 1 Mark, 8 Skilling Sedler og Tegn samt udrede Actionens Omkostninger hvorunder i Sallarium til Actor Proprietær Pedersen til Ouegaard 4 Rbd. Sølv og til Defensor Prokurator Holm i Hobroe 3 Rbd. Sølv. Det idømte at udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse og det øvrige at efterkommes alt under Adfærd efter Loven.                                  

Hobro den 14. September 1830. Mühle. Christen Christensen Vendelboe, Rasmus Poulsen med ført Pen, Peder Geertsen, Thomas Mollerup.                                                                                   

Aflæst i Hellum Hindsted Herreds Extraret den 16. September 1830. Mühle

Ægteskabet ophæves

På grund af livstidsdommen ophører Jacobs og Anes Ægteskab ifølge Bevilling af 19de April 1833.

”Til nærværende Ægteskab behøves ifølge Cancelliets Skrivelse til Stiftsamtet af 30te April d. A. ingen Bevilling Anmærkning: Brudgommens 1ste Ægteskab ophævedes efter Konens Ansøgning, da han for Hestetyverie var inddømt i Tugthuset paa Livstid” 

Ane dør den 11. juni 1833 22 år gammel og begraves 16. juni 1833 som gårdejer Christen Madsens datter i Smedie.

Ved folketællingen i 1834 er 27-årige Jacob Petersen Kaarup en af tugthusfangerne i tugthuset i Viborg Købstad. I alt 188 mænd og kvinder opholder sig i Viborg tugt- og manufakturhus som enten tugthusfange eller forbedringsfange. Jacob har uden tvivl lært at væve i sin tid på tugthuset, da han ernærer sig som væver, efter han ganske uventet bliver benådet og løsladt.

Mandag 9. marts 1835 bliver Jacob nemlig hjemsendt fra tugthuset i Viborg. Han bliver løsladt efter kongelig bevilling i januar 1837, som det ses af protokollen herunder. Det betyder, at han trods en livstidsdom kun er tugthusfange i Viborg i 4 år og 2 måneder, før han bliver sendt hjem. Efter i alt 6 år har han altså betalt sin pligt til samfundet.

Jacobs liv efter løsladelsen

Ved folketællingen i 1840 arbejder han som væver hos væver Christen Mikkelsen og hans familie i Lille Brøndum i Bælum sogn. Han har uden tvivl lært væverfaget i fængslet. 

Han omtales også som væver, da han i 1842 bliver far, uden for ægteskab til Else Marie Sørensdatters datter Ane Jacobsdatter.

2 år senere 29. juni 1844 gifter han sig i Skelund kirke med samme Else Marie Sørensdatter. Forlovere er Søren Hansen og Christen Hansen

Dom for krohold februar 1945

Jacob overholdt ikke helt loven efter sit livstidsdom,  fængselsophold, løsladelse og nye ægteskab. 

Parret har uden tvivl været meget fattige, og det har været en tvingende nødvendighed at prøve på at skaffe penge på en eller anden måde. 

I Hellum-Hindsted Herredsfoged B41-95 – Domprotokol til Justitsprotokoller 1801-1846, er der fundet følgende dom.

Pedersen, Jacob af Soelberg – Kroehold – fol. 212

Dom

i Sagen anlagt imod Huusmand Jacob Pedersen i Soelberg for ulovlig Kroehold /Afsagt den 1 Februar 1845/

Ved egen Tilsaaelse, der indrømmer Rigtigheden af de afgivne Vidneforklaringer, er Huusmand Jacob Pedersen af Soelberg under nærværende Sag tilstrækkelig overbevist om at have solgt Brændeviin, deels til Brug udenfor sit Huus, deels til Fortæring paa Stædet.

For denne Lovovertrædelse bliver han at ansee efter Placaten 20 Mai 1835 § 2, men da det er første Gang han heri findes skyldig, da Kroeholdet ikke har været forbundet med Sviir eller Nattesæde og da  han er uformuende, vil Mulcterne kun være at bestemme til 10 Rbd. Sølv, der tilfalder Hellum Hindsted Herreders Politikasse.

Thi kjendes for Ret.

Tiltalte Huusmand Jacob Pedersen af Soelberg bør bøde 10 Rbd. Sølv til Hellum Hindsted Herreders Politikasse.  At efterkommes inden 3 Solemærker efter denne Doms lovligen Forkyndelse under Adfærd efter Loven.

Tingstedet i Bælum den 3 Februar 1845, Hvass.

 I ægteskabet får parret en  dødfødt søn, der er født 25. juni 1851.

Den 18. februar 1857 bliver de forældre til min kommende oldefar Søren Peter Jacobsen

Jacob Pedersen dør 29. januar 1858, 51 år gammel af brystkramper. Når han ikke bliver ældre kan det skyldes tugthusarbejdet.

Hans hustru , min tipoldemor Else Marie Sørensdatter der nu står alene med børnene, bliver gift igen 12 marts 1859 i Solbjerg kirke med Knud Pedersen fra Bælum.

Set i bakspejlet så mange år efter, er jeg usandsynlig heldig med, at  tipoldefar Jacob undgik at sidde i fængslet for livstid men blev løsladt, ellers havde han ikke mødt min tipoldemor Else Marie, og de var ikke blevet forældre til min oldefar Søren Peder Jacobsen, og jeg havde dermed ikke kunnet siddet her og arbejde med såvel hans historie som hans far Peder Iversens historie.

Min oldefar Søren Peder Jacobsen

Peder Iversen

I min slægtsforskning har jeg arbejdet mig tilbage i tiden, og det var først efter arbejdet med Jacob Pedersens historie, at vi fandt ud af, at hans far Peder Iversen også havde været i fængsel på grund af hestetyveri.

Peder er født i 1775 i Tylstrup i Ajstrup sogn som uægteskabelig søn af tjenestepige Helle Pedersdatter og skrædder Iver Friederiksen, som nægter at vedkende sig faderskabet. 

Helle Pedersdatter har så vanskeligt ved at forsørge sig selv og Peder, at drengen 3 år gammel bliver sendt til hendes mor, Kirsten Pedersdatter, og stedfar, Henrich Jensen, i Vadum, hvor drengen bor en del år.

Undertiden kommer sønnen Peder hjem til hende, da han bliver lidt ældre.

“Naar hand blev en Tiid hos hende lod hun ham gaae lidet hen til en Mand i Byen som Lærte Børn at læse, men det var kun lidet han lærte der, Thi holdt ham gandske hiemme, for at lade ham besøge Sognets offentlige Skole havde hun ingen Evne til”.

Peder går altså kun lidt i skole og lærer aldrig at regne eller skrive

Lægdsrullen fra 1795, hvor vi første gang fandt ud af, at Peder Iversen havde opholdt sig i Viborg Tugthus.

Ifølge den senere retssag er det en trist tilværelse uden megen omsorg og kærlighed. Hans mor Helle Pedersdatter er klar over disse forhold, men hun tør ikke protestere, da hun på grund af fattigdom ikke selv kan have sønnen hos sig. Hun bliver senere gift i 1778.          

Da den første ægtemand Jens Nielsen dør i 1786, må hun flytte ind til sin søster Johanne i Tylstrup med sine to børn fra dette ægteskab og leve der af betleri.                                       

Hun bliver gift igen i 1789 med Niels Christensen (i retssagen kaldet Niels Langthiem).

Peders mormor, Kirsten Pedersdatter, og hendes mand, Henrich Svendsen, har så få ejendele, at der ikke efterlades noget skifte efter dem, så de har ikke haft mange muligheder for at hjælpe deres datter og barnebarn.

Da Peder er blevet så stor, at han kunne komme ud at tjene, blev han hyrde i tjeneste hos beboerne i Brandborg i Ajstrup Sogn. Her var han et år. Af folketællingen i 1787 fremgår det, at Peder tjener hos Abraham Madsen og hans familie i Melsted, som ligger i Sulsted Sogn, som er nabosogn til Ajstrup. Derfra kom han til Jørgen Østergaard i Tylstrup, hvor han var om sommeren. “Thi samme Efteraar var det hand rømte og kunde hand maaske den gang være en 13 á 14 Aar.”

I 1790 tjener Peder i Aaby Sogn, som ligger vest for Sulsted Sogn. I 1791 opholder Peder sig langt længere mod vest, idet han bliver konfirmeret i Tved Kirke i Nors Sogn i Thisted Amt. Tilsyneladende har Peder Iversen sat pris på sognepræsten i Nors Sogn, for i påsken 1794 går han til alters hos hr. provst Anders Hvass, selv om han tjener hos Jens Nielsen i Vester Vandet Sogn. 

De blå markører viser de steder, hvor Peder Iversen boede inden hestetyveriet. De røde markører viser hans tur på den stjålne hest. De gule markører viser, hvor han boede efter sin løsladelse.

Peder Iversen bliver hestetyv

Ud over torvedagene er der marked i Thisted fire gange om året. Tirsdag 17. juni 1794 er den 18-årige Peder Iversen til Thisted marked. Han drikker en del øl og brændevin sammen med Christen Nordentoft, “som nu er rejst til København” og Peder Pedersen fra Wording foruden en del flere, som Peder Iversen ikke husker navnene på bagefter.

Peder forlader først markedet noget efter, at solen er gået ned. Om natten mellem den 17. og 18. juni kommer han frem til Vester Vandet Sogn, hvor han tjener. Alle sover, da han kommer hjem, og han får ubeskrivelig trang til at rejse til Tylstrup for at besøge sine forældre.    
”Saasnart han havde fattet denne Beslutning begav han sig strax af Sted uden at spørge enten sin Hosbonde eller Lægdsmand om Tilladelse”                                              

Peder kommer forbi en mark, hvor en hest står tøjret. Han løsner hesten og sætter sig op på den, for at ride hjem til sine forældre uden i øvrigt at overveje at spørge hestens ejer, om han må låne den. Da det sker om natten, og han ikke er særlig godt kendt, rider han mod vest og altså i modsatte retning af Tylstrup, som ligger mod øst.                                                                             

  Da han kommer til Klitmøller ved Vesterhavet, går det op for ham, at han er redet forkert. I det “næstøverste” hus spørger han en kvinde om vej til Vester Vandet. Han finder tilbage til Vester Vandet, hvor han tjener, og i daggryet taler han med to af Jens Nielsens tjenestepiger Anne Dorthe og Kirsten. Han fortæller dem, at han rider hjem og besøger sine forældre, hvilket pigerne ikke siger noget til.    
Han gør holdt i Nors præstegård, hvor han taler med provst Hvass. Peder spørger, hvornår han får sit skudsmål derfra og til præsten i Vester Vandet, så han kan få vished om, hvor han skulle gå til alters næste gang: skal det være hos hr. Hvass i Nors eller hos hr. Eeg i Vester Vandet? 

Efter tre dages forløb kommer Peder til Tylstrup. Forældrene spørger naturligvis, hvis hest det er, at Peder er i besiddelse af. Han fortæller dem, at han har købt den, og at hans hensigt alene er at besøge dem. Efter han har opholdt sig en dag hos sine forældre i Tylstrup, rider han tilbage mod Vester Vandet på den sorte hest, som han lånte i Vester Vandet. 

I byen Røgel i Brovst Sogn møder Peder en mand, som han ikke kender. Manden spørger, om ikke Peder vil bytte hesten. Det ville Peder gerne. De bliver enige om, at Peder skal have 5 rigsdaler foruden en sort hoppe. Efter de to har drukket lidkøb, fortsætter Peder rideturen mod Vester Vandet.       

 I Øsløs Bisgaard møder Peder Iversen Niels Jensby, som ejer den hest, som Peder havde fundet tøjret på en mark. Niels Jensby spørger Peder, om “han havde borttaget en sort hest og dermed var bortredet”.                                                                                       
Det nægter Peder i begyndelsen. Da Niels Jensby senere giver Peder en dram, vælger Peder at tilstå, også fordi han frygter, at hans fortsatte benægtelse kan gøre ham fortræd.              

Da han har tilstået, afleverer Peder den ombyttede hoppe og de 5 rigsdaler, som han havde fået i bytte til Niels Jensby. Herefter følger han med Niels Jensby til Thisted, hvor Peder bliver overleveret til rettens behandling

Retssag

Retssagen begynder lørdag 28. juni 1794 på Thisted samt Hillerslev-Hundborg Herreders Ting. Otto Lemvigh er dommer og byfoged ved Peder Iversens sag.   
                                                      
Netop by- og herredsfoged Lemvigh var kendt som en ”meget retskaffen og retfærdig dommer”. Som by- og herredsskriver deltager den 34 årige Christian Brøndlund, præstesøn fra Vang, mens Peder Iversens forsvarer er den 50 årige prokurator Corfix Møller fra Todbøl.

Peder Iversen forklarer i retten, at han hverken havde i sinde at beholde hesten eller de penge, som han havde fået i bytte, og at alle pengene var i god behold, fordi han ville aflevere begge dele til hestens ejer, og hvis hestens ejer ikke var tilfreds med det, ville han se, om han kunne gøre noget andet for at stille ejeren tilfreds. 
Peder bliver i retten spurgt, hvorfor han havde benægtet, at han havde taget hesten, da han mødte Niels Jensby i Øsløs Bisgaard. Det skyldtes, at han ikke kendte Niels Jensby, og han ville skjule sin udåd så længe som muligt.

Niels Jensby fortæller retten, at hans sorte hest, som var 10 år
gammel og havde en værdi af 20 rigsdaler, stod tøjret på Thinstrup mark, som lå ca. ½ mil øst for Vester Vandet. Så snart han havde opdaget, at hans hest var borte, og Peder Iversen var rømmet fra Vester Vandet, fik han mistanke om, at den unge mand havde taget hesten.          
                                                                               
Niels Jensby fortæller desuden, at han ud over den sorte hoppe og de 5 rigsdaler havde fået en gammel saddel og et bidsel, som han ikke ved, hvor kom fra. Han havde fundet hoppens ejer og havde byttet den og pengene, så han havde fået sin egen hest tilbage, derfor har han ikke længere noget udestående med Peder Iversen. 

Peder forklarer, at han havde taget hovedtøjet og bidslet et sted vest for Thinstrup, men da det havde været mørkt, og han havde været fuld, kunne han ikke huske præcist, hvor han havde taget det, men det havde været hans intention at levere det tilbage. 
Herefter ophører dagens retsmøde Peder bliver overleveret til arrestforvareren.

Lørdag den 19. juli 1794 fortsætter retssagen. Jens Nielsen, som Peder tjente hos, bekræfter i retten, at Peder ikke spurgte som tilladelse til at forlade sin tjeneste for at besøge sin mor. Jens Nielsen oplyser endvidere, at Peder havde været ærlig og tro i hans tjeneste. Dog havde den unge mand lånt noget tøj af hans voksne hjemmeboende søn, Niels Jensen. Det drejede sig om: “en blaae Klædes Kiol, en Flammet Hvergarns Trøye samt et par guld Skind Buxer med Sølv Knapper i og et par blaae Uldne Strømper”. Peder indrømmer, at han havde lånt tøjet af Niels Jensen.                             

Under retssagen afhøres også de to piger, som tjente hos Jens Nielsen. Dorthe og Kirsten fortæller, at Peder havde bildt dem ind, at han havde købt hesten ved markedet, og at han ville ride bort nogle dage for at skaffe penge til at betale for hesten. Pigerne bekræfter, at Peder bar Niels Jensens tøj. De har i øvrigt kun godt at sige om Peder, som de først havde lært at kende, da de kom til Vester Vandet i påsken                                                    

Peder bliver spurgt, om han havde sagt således til pigerne. Han havde på det tidspunkt stadig været fuld, så han kan ikke huske, hvad han fortalte dem.            

Man havde fundet frem til ejeren af den sadel og det bidsel, som Peder havde lånt et sted vest for Thinstrup. Anders Jensen af Ladegaard i Sjørring Sogn, havde manglet de to borttagne dele, men efter han fik dem tilbage, har han ikke noget udestående med Peder.                                

Under retssagen er Peder i øvrigt “løs og ledig”, hvilket betyder, at han ikke var i lænker. 

Er Peder den, han udgiver sig for

For at finde ud af om Peder Iversen er den, som han udgiver sig for, at han stammer fra Tylstrup i Ajstrup Sogn, skriver retten et brev til præsten i Ajstrup med en lang række spørgsmål. Præsten boede ikke i sognet, da Peder boede der, så han får hjælp fra blandt andre Peders moder, Helle Pedersdatter, med besvarelsen af spørgsmålene.    
                                                             
Helle Pedersdatter oplyser, at hun ikke ved, hvordan Peder havde opført sig, mens han boede hos sin moders stedfader, Henrich Jensen i Vadum. Mens sønnen boede hos hende, havde hun aldrig hørt om problemer, og heller ikke de steder, hvor han havde tjent. De havde tvært imod været tilfredse med hans indsats. Der var ingen, som havde mistænkt Peder for tyverier i Ajstrup Sogn. Dog mener moderen, at sønnen havde fået lyst til spil og drik, mens han tjente på Østergaard

Dommens dag

Tirsdag den 28. oktober 1794 har vi et sammendrag af sagen.                     

Peder Iversen har “godvillig og utvungen Tilstaaelse for at handlingen af ham Virkelig er begaaet”, dog indrømmer han, at han havde forsøgt at holde sin forbrydelse skjult så længe som muligt, selv om han ville levere det stjålne tilbage. 

Man kan nemt forestille sig, at Peder Iversen har været urolig for at få sin dom, for han skulle dømmes efter Forordningen af 20. februar 1789 angående nær¬mere bestemmelse af straffe for tyve og hælere. Hvis han blev dømt efter § 4, ville han få livsvarigt fængsel, for “Stjæler nogen heste eller stort kvæg på marken, gør indbrud, bestjæler skibsbrudne, eller begår andre sådanne grove tyverier, for hvilke de forrige love og anordninger fastsætte højeste tyvestraf, da skal den skyldige straffes med at stryges til kagen og arbejde i fæstningen, eller tugthuset, sin livstid.”

Peder bliver dog ikke idømt livsvarigt fængsel for hestetyveri, idet retten tager hensyn til hans manglede sjælekræfter, da han tog hesten. Med de manglende sjælekræfter henvises til, at han ikke var ved sin fornufts fulde brug efter den foregående dag og nats druktur.                                                                  

Retten tager endvidere hensyn til hans unge alder og især underretningen fra sognepræsten i Ajstrup Sogn, hvor han stammer fra. Præsten beretter om et barn, som er uønsket af sin far, og at hans ugifte mor ikke kan forsøge han, så han bor hos sin mormor og hendes mand.              

Moderen er ikke ganske sikker på, at drengen får al den opdragelse og skolegang han burde, men hun var ikke i stand til at gøre det bedre selv. Lærdom fik han ikke meget af, da han var flyttet hjem til hende. Hun “lod ham gaae lidet hen til en Mand i Byen som Lærte Børn at læse, men det var kun lidet han lærte der". Hun havde ikke råd til at lade ham besøge sognets offentlige skole.

Fordi Peder Iversen på grund af sine ringe kår ikke fuldt ud er klar over forbrydelsens alvorlige karakter, nøjes man med at dømme Peder efter den mildere § 1 i Forordningen af 20. februar 1789 ang. nær­mere bestemmelse af straffe for tyve og hælere.       

“Alt simpelt Tyverie skal herefter første Gang straffes med Tugthus Arbeide fra 2 Maaneder indtil 2 Aar; i hvilken Henseende Forbryderens alder, Opdragelse, Foregaaende levnet, iværende frfatning, Gierningens Anledning, det Stiaalnes Værdie, især med Hensigt til den Forudrettedes Vilkaar, og endelig om Forbryderen under samme Sag findes at have gior sig skyldig i glere Tyverier, eller ha har bestiaalet den, hos hvem han tiener, ere de Omstændigheder, der fornemmelig bør komme i Betragtning, til at bestemme den fornævnte Strafs Grad” .

Peder accepterer dommen og erklærer, at han gerne ville til Viborg Tugthus, så han kan komme i gang med at afsone straffen.  

I lægdsrullen fra 1795 står der: Wiborg Tugthus den 18. juni 1795 på 2 år. Peder bliver indskrevet i protokollen som nr. 459 (rækkefølgen efter juli 1779). Han ankommer fra Thisted Amt søndag 18. januar 1795 om morgenen fængslet for hestetyveri. Han bliver løsladt tirsdag 19. januar 1797. 

Viborg tugthus, hvor først min 2x tipoldefar Peder sad fængslet i 2 år og 35 år senere hans søn, min tipoldefar Jacob blev indsat på livstid, men som jo heldigvis blev løsladt efter 7 år. Ellers havde han ikke mødt min tipoldemor, og der var ikke blevet en efterslægt

Voksenliv

Peder bliver gift omkring 1803 med Ane Rasmusdatter, datter af Rasmus Bech fra Korup, Solbjerg sogn, (ægteskabet er ikke fundet i kirkebogen). 
                                                                                       
De får to børn, Anne Johanne Pedersdatter født 1804 i Solbjerg og Jacob Pedersen født 29. september 1806 i Solbjerg. Peder Iversen er husmand i Korup, Solbjerg Sogn, da børnene bliver døbt.
I forbindelse med hustruen Anes død i 1809 omtales han som soldat. ”Soldat Peder Iversens Hustru Ane Rasmusdatter, Inderste hos Gaardmand Christen Christensen i Trinnerup, 37 aar gl. døde i Barnsnød uforløst”.

Peder Iversen er soldat i 3. jydske Infanteriregiments 4. battaillions 2. musqueteer-Compagnie. Han nævnes blandt modtagerne af munderingspenge. Han forlod den stående hær i 1805.

Ved sønnen Jacobs konfirmation i 1821 står det, at Peder Iversen er tjenestekarl i Aalborg. Det har ikke været muligt at finde hans dødsfald og begravelse.

Afslutning

Tanken har strejfet mig, har Peder fortalt om sin ungdoms letsind med at stjæle en hest, og om hvor billigt han slap trods alt? 

Har hans hestetyveri inspireret sønnen Jacob, da han i 1830 - 35 år efter faderens hestetyveri, selv bliver hestetyv og derfor bliver idømt livstid?

Jeg har aldrig i min barndom eller ungdom hørt tale om hestetyve i familien, selv om Jacob Pedersen jo var min farmors farfar. 

Det kan ikke passe, at de ikke har vidst det, at der ikke er blevet snakket om det. Men det har sikkert været ”tiet ihjel”, for ikke at inspirere flere i familien til samme udåd