Erindringer fra Hald af Ane Marie Pedersen Winther

Disse erindringer er fundet på Nørhald lokalarkiv i Tvede. 

Den fantastisk beretning er skrevet af Ane Marie Qvortrup født 19 okt 1892 i Hald, datter af Lars Pedersen Vinther - og dermed kusine til Mette Marie Høeg.

Ane Marie er i folketællingen 1916 og 21 tjenestepige i Kærby

Hun passede hus i København for sin farbror Christens hustru Jensines søster Maren. Denne Maren var lærerinde på Øster Farimagsgades skole. Da Maren dør i 1934, flytter Ane Marie til sin bror Peder Pedersen Winther og hustru og passer hus for dem.

Her sidder Ane Marie forrest til venstre. På billedet er bagest hendes brødre Thomas, Mads og Peder Forrest Ane Marie, hendes broder Peder og søster Kirsten Marie.

Hun blev gift i Ejstrup sogn med sin afdøde søster Kirsten Maries mand Carl Sørensen Qvortrup den 10 september 1948. Hendes søster Kirsten Marie var død i 1947.

De blev gift i Ejstrup, da hans søn Lars var dyrlæge der.
De havde et hus i Kærby, hvor de boede. Carl Sørensen Quortrup dør 17. december 1960 efter svær sygdom, han havde kræft i spiserøret.

Senere flyttede Ane Marie til alderdomshjemmet i Gjerlev. Hun dør 28. maj 1986.

Hun ville gerne begraves i Kærby, men der var ikke plads i Qvortrup familiens gravsted, så hun bliver bisat på Hald kirkegård, hvor hendes gravsten er affotograferet, inden den blev destrueret

Vielsen i Ejstrup kirkebog

Jeg har i erindringerne bibeholdt det oprindelige sprogbrug, stavemåde og stort bogstav ved navneordene.

 Følg ej med Strømmen, men følg med Tiden, at du maa holde dig ung i striden.

Saaledes har en Digter udtrykt sig, jeg forstaar det saadan, at det gælder allermest for et Land som Helhed og i alle højeste Grad dets Ledere.

Her i mit lille Bidrag til Egnsarkivet vil jeg særlig hæfte mig ved Vesthald, Egnen efter Heden og Spentrup, hvor Sten Stensen Blicher en Gang virkede og boede i Spentrups smukke Præstegaard.
Mit Hjem, som den Gang kaldtes Ormagergaard, var en 4 længet straatækt Ejendom, den laa midt paa sin Mark, hvis Sydside løb langs Vejen mellem Hald og Spentrup og mod Nord til en Markvej.

Tværs over Marken gik Toget mellem Randers og Hadsund. Denne Bane blev anlagt 1882 og vi Børn, som havde vort Hjem paa Ormagergaard var meget optaget af dette Tog, som saa vidt jeg husker ret, kom over Marken 5 Gange daglig. Med 7 Toget om Morgenen fra Randers kom jo den daglige Post. Og ham, som bragte breve og Aviser ud, hed i min Barndom Niels Bugge. (Jeg er født 1892). Niels Bugge gik paa sine Ben den lange Rute: Vesthald, Sydhald, Hald by og Stouby, ”Go daw, væ se gue og fo wal” – det var hans daglige Hilsen.

Toget blev i daglig Tale kaldt Hadsund Peter, og vi morede os med at efterligne Lyden, naar Hadsund Peter skulde op ad Spentrup Bakke: ”A ka it wal, a ka it wal” og nedad ”Kan si a ka, kan si a ka”.
Mon ikke ogsaa det Mundheld, man møder næsten over alt i Landet, ja helt i København, ” Naa, do æ ves li kommen end med 5 Toget” også stammer herfra, der kom nemlig et Tog til Hald St ved 5 Tiden om Eftermiddagen.

I mange Aar var der en Togfører, der hed Frans, en gemytlig Mand.
Børn som søgte Skolen i Randers, benyttede jo Toget i mange Aar, og en Gang havde en Flok Skoledrenge siddet i en Kupe og knækket og spist Nødder, og Skallerne laa spredt på Gulvet, da udbrød Frans: ”Naa, har Høvderne nu været ved og faa Kraftfoder”.
I min Barndom blev der opstillet Snehegn inde paa vor Mark, jeg husker Mændene var inde hos min Mor og købe det Stykke Jord, der gik med, i det Hegnet skulde staa et Stykke fra Skinnerne for at gøre Gavn ved Vintertid.
Den første Forstander ved Hald St. jeg kan huske hed Oksvang, senere Pedersen, Gunnar Sloth, og saa vidt jeg ved, var Inge Krogh den sidste.

Naar jeg som Barn blev sendt til Hald St. for at hente en Pakke, benyttede jeg ofte Banelinien som Spadseresti. Vi vidste jo, paa hvilken Tid, Toget kom og kunde nemt gaa til Side, da Linien ikke var indhegnet.
At dette ikke var Tilfældet kunde hi ogsaa have sine Skyggesider. En Gang havde vi nogle Kvier, der var kommet Løse, de blev ved at løbe foran Toget, hvor meget det saa end fløjtede, de blev dels kørt ihjel og dels lemlæstet.

I mit Hjem havde vi mange Køer, en Sommer var det mig, der skulde passe dem. Der var 16 i alt, og de var koblet sammen og skulde hjem og malkes om Middagen Jeg havde faaet dem vandet ved Mergelgraven uden for Banen, havde faaet dem samlet igen og faaet dem iver Banen igen og ind paa Markvejen, saa var der en henne bag i Flokken, som lagde sig ned, og jeg stod der ganske alene og kunde ikke komme videre. Tænk, jeg tror, at det var Svar paa min Bøn, så kom der virkelig en Mand gående hen ad Banelinien, et Sted, hvor der ellers meget sjældent kommer nogen Mennesker, han kom og hjalp mig at faa Koen op, saa jeg kunne komme videre. Og glad var jeg.

Konfirmander fra Kærby skulde jo tværs over Skinnerne, naar de 2 Gange om Ugen skulde til præst i Hald, Deres Vejlængde kortedes lidt af, naar de hjemad gik igennem Rævegraven (en stor Fortykning mellem Hald og Gjerlev med høje Banker paa begge Sider). 3 Drenge morede sig med at prøve, hvem der kunde løbe over Skinnerne flest gange, inden Toget kom. Karl Jensen kunde aldrig glemme den Episode. Fyrbøderen i Lokomotivet kastede Kulstykker ud efter Drengene, den sidste var lige ved at blive kørt over, sagde han.
Den sidste Gang, jeg var med dette Tog, (jeg bor nu i Gjerlev), og jeg er pensionist, det var Motortog 1967, da kostede en 65 Billet 4 Kr, dobbelt Billet til Randers. Nu er der en anden god Forbindelse paa den Strækning med Rutebil frem og tilbage for vistnok 17 Kr.

Fra Skoletiden:
Vi kunde hjemmefra naa ind til Hald Skole på 20 Minutter, vi gik i jernbeslaaede Træsko. Besynderligt nok kom vi udenbys Børn først til Skolen.

I mine første Skoleaar gik vi til Lærerinde Frk. Bolette Sørensen. Hun var dygtig, men også lidt ejendommelig, hun skrev Historier der blev optaget i Bladet Folkelæsning og tillige Lejlighedssange. En Salme: ”Foragter ej de ringe Dage”” sang vi meget ofte i hendes Klasse.

Senere kom jeg saa til at gaa hos Lærer Smith i 3 og til sidst i 4 Klasse. Men Smith var ved at blive gammel, han havde ellers været en dygtig Lærer og var saa glad, naar hans Elever viste Flid og Dygtighed, 2 af hans Elever, Søstrene Enevoldsen hvis Forældre boede ude ved Vejen til Hald St. viste stor Læselyst, rejste til København, læste på Frk. Zahles Skole, tog Lærerinde Eksamen og havde glædet sig meget til at bo sammen. Den ene blev syg og døde, da havde de kun virket i faa Aar. Maren Enevoldsen boede Sortedamsgade 13, og hende kom vi sammen med saa længe, hun levede, et dejligt menneske var hun.

Jensine Pedersen og Maren Pedersen, min Mors Søstre kom ogsaa til at læse hos Frk. Zahle, og Maren Pedersen fuldførte sin Eksamen og var Lærerinde fra 1905 – 35. Sidstnævntes Far var min Bedstefar og hed Peder Kjeldsen, han startede sammen med Lærer Smith en Sparekasse i Hald, som Lærer Smith ledede, indtil han tog sin Afsked som Lærer, Tillige havde han Tilsyn med jyske Sparekasser i en Tid hver Sommer, saa havde vi forskellige unge Vikarer. En Lærer Vilhelmsen og Lærer Clausen, husker jeg.

De sidste Aar af min Skoletid havde vi Lærer Marcus Jensen, da skete der en dejlig Forandring, hvad Hygiejne angik. Ogsaa paa andre maader, Smith havde jo selv Landbrug og Kreaturer, og Skolestuen skulde fejes i hans Tid 2 Gange om Ugen af et par store Skolepiger. Aa, jeg synes, jeg kan se Støvskyen endnu, der blev af den Forestilling. Da Lærer Jensen kom, fik vi nyt Gulv, og det blev ferniseret og en Kone skulde vaske Gulvet hver Aften efter Skoletid.
Med nye Folk kommer nye Skikke, siges der jo. I dette Tilfælde kom mange nye Skikke. En Gang husker jeg, at Lærer Jensen spurgte os, hvordan det var med Lektierne i 4 Klasse om Sommeren, (da gik vi kun i Skole fra 7 – 1 hver Onsdag). Jo, svarede vi, vi har et Stk. i hver af alle vore Skolebøger”. Jeg synes, at jeg kan se hans smilende Ansigt endnu. Fra den Tid fik vi kun en Salme for til denne Onsdag i Sommerhalvaaret, alle Børn hjalp jo til hjemme, hvis der var Landbrug.

En Dag i Sommertiden hvor vi større Børn var paa vej hjem fra Skole, (vor Skolevej førte os over Hans Storgaards mark), da var alle Folkene fra Gaarden i Færd med at høste Korn, hvilket jo foretoges med Le af 3 Meder, som vi kaldte det, 2 Karle og en Daglejer brugte Leen og 3 Piger bandt op. Hans Storgaard satte Negene sammen.

Da var den vestre Himmel saa sort, som jeg aldrig før havde set den. Jeg turde ikke gaa hjem, men fulgte med Karen og Anna Sloth ind, de boede den Gang ved Spentrupvejen. Lidt efter begyndte Tordenen at buldre, og alle H. Storgaards Folk kom ogsaa derind. Da begyndte ogsaa Regnen at styrte ned. Og pludselig begyndte Kirkeklokken at ringe. Mændene styrtede ud på Vejen og saa ind mod Hald by, og saa viste det sig, at det var Storgaarden der brændte. Konen og Børnene og de gamle Forældre var jo alene hjemme, den hamle Farfar havde fået Kvierne gennet ud af Stalden, men hele Gaarden brændte ned. Ogsaa Stuehus og meget Tøj, som den gamle Kone havde siddet og vævet, gik tabt.

Jeg kan huske, at min Mor havde et sæt Tøj, der havde tilhørt Far. Far var død 1896, og denne Brand maa have været 1901 eller 2, det Tøj fik den gamle Mand, Jens Storgaard. Nu ligger der en pæn velholdt Gaard med Stuehus mod Syd, det gamle Stuehus vendte ud mod Nord.

Et andet Minde fra Skoletiden.
Vi havde en dejlig Legeplads, afsondret fra al Færdsel. Mellem 2 Maal skulde vi løbe, og en skulde være den og fange, naar vi løb fra det ene Maal til det andet. Pludselig stod Lærer Jensen ude imellem os, men ingen turde fange ham. ”Hvad er der I siger til den, der bliver fanget”, spurgte han, vi siger: ”Vil di sige JA”, og så blev vedkommende trukket i Øret, ind til han eller hun sagde ”JA”. ”Ja, men hvad siger hun JA til? At hun er en ”Stoubykælling”. Og saa skal hun være det, til de fanger en anden”
Saa smilede han et stort Smil, men der var stadigvæk ingen, der turde fange Lærer Jensen, saa lidt efter gik han ind igen. Nu senere har jeg tænkt paa. At det var en mærkelig Leg, men den Gang tænkte vi ikke paa det mærkelige i titlen. Børn kan jo finde paa saa meget.

Fra Hald By kan der ses vidt omkring, da den ligger meget højt. I Klart Vejr kan der tælles mange Kirketaarne, og Hald Kirke kan ses mange Km. Borte, f.eks. fra et bestemt Punkt paa Randers – Viborg Landevej.
1900 eller 1901 blev der holdt en stor Øvelse omkring Hald By, jeg mener, at Kristian d. 10 var med, han var den Gang Kronprins. Der var mange Soldater med i Øvelsen, og de var indkvarteret paa Gaardene. I mit Hjem havde vi ca. 20 i alt, de to var Befalingsmænd og brugte vort Gæsteværelse, de øvrige overnattede i Lade og på Høloftet. Én var Kok og lavede Maden til de. Vor Nabo havde ca 10 Menige, iblandt dem var en Skolelærer.

Som Tak for Opholdet hos dem, blev der sunget en Sang, som Læreren havde skrevet:
”En TAK vi alle sige vil
Vor vært Hr. Søren Madsen
Ham aabenlyst vi siger til
At vi var glad for Pladsen
Thi her vi godt behandlet blev
Fik nok af Mad go Drikke
Og hvis jeg anderledes skrev
Jeg fulgte Sandhed ikke.”

Vi Skolebørn fik fri, og en stor Flok af os fik Lov at komme op paa Møllens Platform og kunde derfra følge Soldaternes Øvelse paa Egnen. Den Dag Afrejsen fandt Sted stod vi Børn paa Kirkebakken og vinkede til marcherende Soldater.

En Gaard beliggende lige neden for Hald Brugsforening ud mod Syd, ejedes i min Barndom af min Farbror Jens Winther, min far var ogsaa født der. I de Aar omkring Aarhundredeskiftet havde mange Gaarde deres Mødding liggende inde i Gaarden, saadan ogsaa her. Vi kom sammen den Gang, det var Skik til Julebesøg og Skaargilde (Høstgilde), vi kunde være mange sammen ved slig Lejlighed og mange Børn.

Saa legede vi Tagfat ude paa Gaardspladsen, men det var strengt forbudt at løbe uden om Møddingen, thi ved dens ene Hjørne stod en Lænkehund, og den var saa urolig ved al den Staahej i Gaarden. Jeg var alligevel kommet uden om, og Hunden Har nok faaet fat i min Kjole eller jeg er snublet, den bed mig ihvert Fald i min venstre Arm.
Vi maatte saa køre hjem, og paa Hjemvejen henvende os til Baasch. Han vaskede Armen og forbandt den, jeg kom ikke til andre Læger, og Armen blev rask, dog er der stadig Ar 2 Steder.

Denne Baarsch og hans Kone havde tjent sammen paa en stor Gaard nede i Slesvig, han havde været Jæger og hans Kone Mejerske. Denne Mand var vor gode Ven og Hjælper meget ofte for Halds Beboere. Læge, Dyrlæge, Slagter, Jæger, Raadgiver.
Oda Nielsen, som i mange Aar har fungeret som Sygeplejerske i Hald (dygtig Sygeplejerske) er hans Barnebarn.)

En Sommeroplevelse på Vej fra Skole.
Jeg havde meget ofte et Ærinde for Mor inde i Byen. En Dag havde jeg faaet Penge med til et par Træsko, og de skulde jo hentes efter Skoletid. Vi var tre Piger, der fulgtes ad hjemad, og vi gik af et Markskel hjemad, der var kortere end at gaa hen til Spentrupvejen. Ved at følge denne Marksti, skulle vi passere ”Londal” en meget stor Fordybning med høje Banker paa begge Sider. Børn, som vi var, var det jo morsomt at trille ned af Bankerne, og det gjorde vi, men da jeg kom hjem, havde jeg ingen Træsko med, men heller ikke de medbragte Penge. Tilbage igen maatte jeg og lede efter Pengene. Og tænk. Jeg fandt dem i det grønne Græs på Bakkeskrænten, og min Glæde var stor.

Ved Vejen mellem Hald og Tvede passerer man nogle Gaarde, naar man kører gennem Hald By ud mod Øst. I min Barndom havde vi det store Vandværk paa venstre Haand, først var der en stor Vindmotor, som drev Værket, senere blev den skiftet ud med en Petroleumsmotor. Efter Vandværket paa Venstre haand kom Peder Skøts Gaard, dernæst Hans Høegs. Hans Høeg var Sognefoged, foruden at være Landmand, han var gift med min Fars Søster, og de havde hans gamle Far hos sig. Han sad i sin Stol ved Vinduet, saa han kunde følge med i, hvad der rørte sig paa Gaardspladsen.

Mens Hans Høeg var Sognefoged skete det, at Fattighuset i Hald brændte ned. En lille Dreng havde leget med Tændstikker, og H. Høeg blev klar over, at saaledes var Ilden opstaaet, idet Drengen fortalte, hvor mange Tændstikker, han havde brugt.

Jeg husker den ældste Datters Bryllup, da var der rejst Telt oven for Haven. Jeg var sammen med flere unge Piger med som ”laanepige”. Vi gik med store Kurve mellem os og laante Tallerkner, Kopper, Bestik med mere rundt i Byen.
Øverst i haven havde de et meget flot Lysthus, Trævægge med Vinduer mod Vest, Nord og Øst. Der var en glimrende Udsigt, mange Kirketaarne kunde der tælles deroppe fra. Man kunde se ud over Randers Fjord i klart Vejr.

Et Vinterminde
Hald ligger jo højt, og ligesom i Randers hvor der ogsaa var fine Slædebakker, saa havde vi en meget fin Bakke, vi kaldte den Skomagerbakken. Vi kunde, hvis der ingen Hindringer var kælke fra Toppen af Bakken og helt ned til Mejeriet, saa der var livligt en klar Vinteraften af Børn. Men vi skulde jo tværs over Vejen, i dag i Bilernes Tid er det mere farligt, men var der et Køretøj i Sigte, saa var der altid nogen Børn for neden, der raabte: ”Der kommer en Vogn, der kommer en Vogn”. Saa maatte vi jo stoppe midt paa Bakken. 3 Damme var der den Gang i Byen, en kaldtes ”Hestekæret”, en ”Simons grav” og den tredje ”Niels Sørensens Dam”. Dem havde vi stor Fornøjelse af, mest Niels Sørensens Dam, den var nærmest Skolen, saa vi kunde løbe paa Isen i Middagspausen.

Et Minde fra Foraaret – Tøbrud
Jeg havde nævnet i det forrige, at der var tre Damme i Hald By, den ene laa nær ved Skolens legeplads, saa der kunde vi more os i Middagspausen.
Ni var Isen i Opbrud og havde slaaet store Revner, der dannede sig Isflager, Det benyttede Drengene sig af. Tog hinanden i Hænderne saa der dannedes en lang Kæde, og saa løb de syngende fra den ene Ende til den anden, men nogle vaade Fødder har de nok faaet med, naar Flagerne gyngede for dybt.
De kaldte det at lade Dammen. Nu skete det, at en af de største Piger ville være ligesaa modig, hun sprang alene ud fra Siden af Dammen, men Isen har været tyndere, hun var knap kommet ud, før hun sank i til midt paa Livet og maatte skyndsomst vade i Land. Hun fik sig en grim Forkølelse og maatte blive hjemme fra Skolen nogle Dage.

Et andet Vinterbillede fra Tøbruddet.
Vi var 3 Piger og 3 Drenge, som boede Vest for Byen og af samme Grund gik sammen hjem fra Skolen, Vor Vej førte os i udkanten af Byen forbi et lille Vandhul, det er der ikke mere. Isen var tynd, men vi skulde som sædvanlig have en lille Glidetur. Jeg løb først og kom over til modsatte side. Der brast Isen og jeg gik i Vandet, 2 Drenge kom efter og faldt oven paa mig, jeg gik i Vand tul Halsen, den næste til midt paa Livet og den tredje fik Fødderne vaade. Mine Veninder fik mig ind hos fru Briks, som boede lige paa den anden Side af Vejen, hun gav mig tørt Tøj paa og fik mig i Seng. Det gik hurtigt, saa Dagen efter fejlede jeg intet og kunde komme i Skole, men jeg har jo været alt for dumdristig!

Endnu lidt mere om Minder fra Hald By.
Jeg har før nævnt Hald Mølle, den laa meget højt. Lige ved Siden af Møllen laa en Gaard, hvor der blev drevet Landbrug, men saa vidt jeg ved, ikke havde noget med Mølleriet at gøre. Den ejedes i faa Aar af min Fars Bror Mads Winther, hans Kone hed Kristine, og det var i de første Aar af deres Ægteskab. Senere rejste de til København, hvor de boede al deres Tid, de havde 4 dejlige Børn, 4 Drenge og en Pige.

Et Aar fik de Besøg af en Dame, fra Hald, Birthe Andersen, denne Birthe var Husbestyrerinde for sin Bror Hans Andersen, og i Hald havde de været Naboer. Birthe skulde for første Gang se Hovedstaden, og en af Mads Winthers Drenge fik det Hverv at være hendes Ledsager. Det blev regnvejr og Birthe var ikke raadvild, men tog sin Vadmelsnederdel op over Hovedet. Men Københavnerne kikkede jo på Birthe, og Drengen Anker, erklærede da de kom hjem: ”Jeg vil aldrig ud paa Gaden mere sammen med Birthe”. Det var andre Tider den Gang end nu, og fra jeg var Barn, kan jeg da godt huske, at ældre Kvinder tog deres meget vide Vadmelsskørter over Hovedet i Regn som Paraply, de havde jo også tykke Skørter under.

Skulde jeg saa føje mere til om Kvindernes Paaklædning, saa vil jeg nævne, at en sort Silkekjole var meget almindelig som Brudekjole, min Mor havde sort Silkekjole paa, paa sin Bryllupsdag og en lille Silkekjole til anden Dags Gilde. Men saa blev disse Kjoler ogsaa kun brugt ved særlige Lejligheder og blev anvendt i mange Aar.
Og endnu en Ting, min Mor og hendes 3 Søstre havde meget langt og fyldigt Haar, og tænk min Mor fortalte mig, at hun engang havde faaet noget af det klippet af, fordi det kunde ikke være under Huen. Men det var nu alligevel før 1900 Tallet, før den tid at jeg kan huske.

  Skrevet i Juni 1978

Ane Maries Qvortrups smukke gravsten, som desværre ikke findes mere. Heldigvis havde jeg billedet fra et tidligere fund.

Jette Qvortrup 24.09.2018 08:44

Dejligt at læsning,jeg mindes (gamle moster) og de stunder vi havde sammen på Anexgaaden i Kærby, og din sidste tid på plejedehjemmet i Gjerlev.

Elie Ellinor Qvortrup 27.04.2018 11:21

Hvor dejligt at læse Moster Ane Maries erindringer, jeg er svigerdatter, eller svigerdatter i Kærby, det er min søn og svigerdatter som bor på gården i dag.

Else Mortensen 27.10.2015 13:43

Jeg har tilladt mig at kopiere Ane Marie Qvortrups gravsten. Carl Sørensen Qvortrup er min fars (Svend Qvortrup søn af Søren Møller Sørensen Qvortrup) farbror.