Kirstens kreative indslag

Når man for 50 – 60 år siden gik forbi byens skole, kunne man ofte høre skrig.

Det var når ”skolemesteren” lod spanskrøret danse på elevernes rygge.

Flade øretæver og anden korporlig afstraffelse var daglig kost for de fleste.

Hvis eleverne var uartige eller ikke kunne lektierne på fingerspidserne, så faldt hammeren.

Al lærdom skulle læres udenad, og den mindste forseelse blev belønnet med legemlig og åndelig revselse.

Trods denne barske og uhumane undervisningsform, var de fleste børn dygtige og klarede både skolearbejde og et job ved siden af.

På den tid var det ikke ualmindeligt, at børnene begyndte at arbejde allerede i 9 års alderen.

I dag kan man godt undre sig over, hvorledes de klarede det hårde slid.

Den 14 juni 1967 blev en ny lov om fremme af god orden i skolen udsendt fra undervisningsministeriet. Spanskrør og anden korporlig afstraffelse blev forbudt, og det eneste læreren kunne gøre ved umulige elever, var idømmelse af eftersidning og i grove tilfælde flytning til en anden klasse eller udelukkelse fra skolen.

Mange forældre stiller uden tvivl stadig spørgsmålet: ”Var det en forbedring eller en tilbagegang for skoledisciplinen, at den korporlige afstraffelse blev forbudt?” 

Lige fra børnehaveklassen har mange af nutidens børn ingen respekt for læreren, og det er et meget krævende psykisk arbejde at lære de små vordende skoleelever god opførsel.

Indbyrdes slagsmål mellem børnene, skrig, skrål og frække svar er, hvad den stakkels lærer bliver budt i mange timer hver eneste dag.

Det er ikke underligt, at mange bryder sammen og må holde op.

Heldigvis findes der lærere, der forstår at sætte sig i respekt, alene ved deres væremåde.

Det er som at komme i paradis, når man besøger en sådan klasse.

De børn, der er så heldige at gå der, er både meget heldige og privilligerede.

Med ro og orden som hverdagsbegreb, vil disse børn nå meget længere både indlærings- og intelligensmæssigt end de af deres kammerater, der har en lærer, der ikke kan styre klassen. 

Mange forældre er slemme til at give læreren hele skylden.

Han har det jo som blommen i et æg, han sidder bare der og dovner. Han har ferie det halve af året, og ungerne lærer ingen ting. Nej, da vi gik i skole, da --- etc. 

Jeg tror, forældrene mange gange selv er skyld i, at deres børn er frække og uregerlige.

Den lange arbejdsdag, penge og status gør, at forældrene er trætte, når de kommer hjem, og derfor giver de efter for børnene. De får, hvad de peger på som betaling for forældrenes dårlige samvittighed. Forældrene har mange gange ikke tid til at give børnene det, der er 100 gange vigtigere end mobiltelefoner og dyrt legetøj, nemlig en tryg, tillidsfuld, kærlig og fast opdragelse.

På de fleste skoler er der i dag elev- og forældreråd, der er medbestemmende ved mange af de beslutninger, den enkelte skole tager. Ligeledes har de enkelte klasser kontaktforældre, der kan hjælpe til ved enkelte arrangementer, klassen laver, og de kan støtte læreren, når det er nødvendigt.  Når læreren føler, han ikke selv magter at styre børnene, kan kontaktforældrene træde til som hjælpelærere, ind til der falder ro over gemytterne. 

Fremtidens skole vil forhåbentlig blive et sted, hvor eleverne stadig vil være glade for at være, og hvor lærdommen kan sive ind i små og store uden den hårde og gammeldags disciplin.

Helt udelade disciplinen bliver dog uden tvivl umuligt. Der vil altid være et uroligt element i enhver klasse. Men inden læreren griber til udelukkelse, eftersidning eller lignende, var det måske en god ide at prøve at hjælpe hjemmet først. 

Måske burde der vedtages at oprette klasser for de truede børns forældre, så de på skolebænken kunne lære, hvordan de bedst kunne give deres børn en kærlig og tryg opvækst og opdrage dem til at blive gode elever og samfundsborgere.

Den dag undervisningsministeriet vedtager loven om forældreundervisning, kunne der måske samtidig blive en mulig slutning på det arbejde ”spanskrørsudvalget” startede i 1965 om god ro og orden i skolen.