Kirstens kreative indslag

Introduktion til mine erindringsglimt

Jeg  påbegyndte mine erindringsglimt i løbet af vinteren 2005 og foråret 2006.

De blev skrevet med masser af latter, gråd, vrede, sorg, eftertænksomhed, kærlighed og med livsglæden som bærende drivkraft.

I løbet af årene der er gået siden, har jeg updateret de personlige ting, redigeret det hele og tilføjet ting, som er dukket op i min hukommelse.

Mine erindringsglimt er skrevet set med mine øjne, med mine minder og de følelser og tanker, der er dukket op, efterhånden som jeg kom frem i historien.

Der er helt sikkert nogen af mine venner, familie, tildligere kolleger eller andre bekendte, der uden tvivl vil have et helt andet billede af mit liv - set med deres minder om mig, deres øjne og oplevelser.
Al oplevelse og erindring er subjektivt, og den ene sandhed er ikke bedre og mere sand end den anden.

Et liv består af en lang vej med en masse sideveje - der har endnu flere sidebiveje. Når vi går der ud af livets vej, er det vores helt eget valg, hvilken sidevej vi vælger - og dermed hvilke sidebiveje vi kommer ind på.

Ingen har sagt disse valg er lette, og at man ikke møder modstand.
Jeg har valgt så godt jeg kunne, ud fra de givne omstændigheder.

Læs derfor mine erindringer med et objektivt sind i bevidstheden om, jeg har skrevet dem for at få større indsigt i, hvorfor mine valg af vej blev, som de gjorde.

Det første billede af mig, siddende på min mors skød , min far sidder ved siden af. Vi er på besøg i København. En lang rejse i mit unikke liv er påbegyndt. Husk at leve medens du gør det, bagefter er det for sent.

Barndom

Mine forældre fik mig sent, min mor var 38, og far var 40. Jeg har to søskende, der er 12 og 14 år ældre. 

Jeg kommer fra en mindre landsby i Jylland, Gerning, hvor jeg uden tvivl gennem hele min barndom via min mors historier og påvirkning fik præget den holdning, at der i landsbyen blev skelet meget til, hvilken baggrund man havde, om man var "høj eller lav".
Set med bagklogskabens briller tror jeg,  at mor var meget ked af, måske flov over at hun – gårdmandsdatteren var blevet gift med en arbejdsmand. I hendes øjne en tydelig degradering i rang og stand.
Desværre overtog jeg denne opfattelse af landsbyens liv, og jeg troede i mange år, at det var den endegyldige sandhed.

Min mor havde ikke selv haft en nem opvækst, som nr. 2 pige i en søskendeflok på 11 blev hun sat til at arbejde i mark og stald ufattelig tidligt, hvorimod hendes 1 år ældre søster altid blev behandlet som en ”prinsesse”, der aldrig lavede noget,(mors udlægning). Der var 6 piger, før der kom en dreng, og bedstefar havde brug for den arbejdskraft, der var på gården!
Mor sagde altid, at bedstefar i barndommen havde opdraget og behandlet hende som en dreng, der ikke skulle "pive" over små ting, hun skulle derimod passe sit arbejde, gå i marken og ikke sidde og sove på trappen, fordi hun var træt.

Mors mange mindreværdskomplekser var med til at skabe en slags kulturkløft i mit barndomshjem, bøger og viden anså mor for et unødvendigt onde.
Piger skulle høre efter, lære at lave mad, gøre rent, sy og strikke, og ellers varte manden op. ”Du er "KUN" en arbejdsmandstøs, dem er der ingen, der regner med, du bliver aldrig til noget”, hørte jeg konstant.

Fattigdom og min mors sygdom prægede min barndom.
Min mor var, (tror jeg), lettere depressiv og hypokonder. Jeg fik hurtigt ansvaret for at være omkring hende, når far ikke var hjemme. Jeg skulle passe på, at hun ikke fik "anfald" dvs. faldt om på gulvet, hvor jeg så skulle hente kamferdråberne til hende, eller løbe op og hente min moster, der boede tæt på.
Mor var ekspert i at få disse anfald, set i bakspejlet var de fleste gange for at få opmærksomhed, men også når der var noget, der gik hende imod.
Hvis jeg ex. havde været uartig, eller der var noget andet, hun var vred eller meget utilfreds med, så sagde hun, "Jeg bliver dårlig", og så skulle det gå stærkt med kamferdråberne.

Jeg kan huske tydeligt, at mor var på sygehuset, da jeg var 5 år gammel. Far skulle passe sit arbejde, og jeg skulle passes på den gård, hvor min søster tjente. Hver dag fulgte far mig derop, og den gamle bedstemor på gården, Karen, tog sig af mig. Jeg kan stadig se hende for mig, hun tager min hånd, og sammen vandrer vi en tur ud af markvejen til en "stenkule". Hun tager nogle at stenene i sin anden hånd, fortæller mig om dem, og er i det hele taget sød og rar ved mig. Det var så trygt og godt at blive passet af Karen, og min søster var jo også altid i nærheden, så jeg kunne gå til hende, når jeg var ked af det. 

Mor var indlagt flere gange i løbet af min barndom, og jeg var altid bange for, om hun nu kom hjem igen, eller om jeg havde været så slem, at hun ville dø af det. Da jeg blev stor nok til det, måtte jeg komme med far på besøg hos hende. Jeg hadede de ture på sygehuset, selv om jeg nok inderst inde savnede min mor, så kunne jeg ikke lide lugtene på sygehuset og jeg var også bange for, om lægerne kunne finde på at beholde mig.

I det hele taget var jeg nok et "skræmt og bange barn". Hvis bare ambulancen eller brandbilen kom med udrykning igennem landsbyen, blev jeg bange, eller jeg gav mig til at hyle. 

Selv fastelavnsudklædte børn var jeg bange for. Jeg husker tydeligt engang, de stod i døren i al deres udklædning og sang. Lille jeg gemte mig rædselslagen bag min mor.

Far arbejdede i mange år i treholdskift på et teglværk, så jeg lå i hans seng, når han var på nattevagt, for at "passe på" mor. Hvis hun fik sine anfald om natten, skulle jeg straks hente min bror, der sov i et værelse ovenpå.  

Det var et alt for stort ansvar at lægge på en lille piges skuldre. Min søvn var ofte afbrudt og påvirket af angsten for, at der ville ske noget. Jeg var altid på vagt, og angsten for at miste, for at hun blev syg eller døde, sad som en konstant knugende fornemmelse i maven. 

Jeg kan som voksen se, at disse tidlige traumatiske barndomsoplevelser har sat sig store spor i mit sind og efterladt en "indbygget konstant opmærksomhed" over for andre menneskers sindstilstand.

Far var en meget social bevidst, en følsom, udadvendt, kærlig og omsorgsfuld person, jeg altid har kunnet komme til, hvis der var noget, jeg ønskede mig, eller havde behov for at tale om, hvorimod mor var den strenge og barske, hende der skældte ud og straffede med hård hånd.

Der er ingen tvivl om, at det har været meget svære tider for begge mine forældre. Pengene var små, og tiden anderledes med kun en indkomst.
Min mor supplerede husets indtægt ved f.eks. at lappe bukser eller sætte lynlås i for karlene rundt omkring, eller hun gik i roerne. Hun forpagtede også et ishus på et tidspunkt, som hun drev i flere år. Hun var meget påholdende med pengene, sikkert ikke uden grund, der var ikke mange af dem.

Af samme årsag var der heller ikke mange penge til nyt tøj. De få gange, jeg fik noget, var det oftest aflagt tøj fra en større kusine, eller syet om af en af mors kjoler. Det var kun til afdansningsbal, at jeg fik en kjole syet hos en skrædder i den nærliggende større by, en udgift jeg måtte høre meget om.

Jeg husker også et par ”opgør” om købmandsbogen. Mor beklagede sig, og far forsvarede, at de måtte spare andre steder, for der skulle penge til mad på bordet! Jeg kan huske en gang, min mor gerne ville have penge til et par nylonstrømper af husholdningspengene, der blev der sagt "NEJ, der er ikke penge til det, du må strikke nogen strømper selv, for mad skal vi have!!"

Fra Gerning skole. Min far og onkel Laurits står med ryggen til Enevoldsen i døren. Jeg er på billedet godt gemt bar de andre. Mig skulle de ikke lægge mærke til!!

Spredte minder

Legesager havde jeg ikke mange af. Min far tømrede en gynge sammen til mig ude i gården, og som legehus brugte jeg et gammelt hønsehus. 

Om foråret byggede solsorten ofte rede i hønsehuset, og så måtte jeg ikke lege derinde, for så blev fuglene forstyrrede.

Jeg fik min eneste dukke som julegave, da jeg var 5 år. Jeg legede faktisk næsten aldrig med den, da jeg var bange for, at den gik i stykker. Til gengæld strikkede min mor en "julemand" til mig året efter, og den blev min trofaste legekammerat året rundt, hvis der ikke var andre børn at lege med.

Julen var en travl tid i mit hjem. Jeg skulle hjælpe så godt jeg kunne med bagning af masser af småkager og andre ting. Min mor lavede alt fra bunden. Julegrisen blev hentet og slagtet. Det blev i begyndelsen saltet ned, senere kom det i stykker i den fælles fryser i frysehuset. Træet blev pyntet i den store stue, og det var en fest at få lov juleaften at gå derind, når det var blevet tændt. Julegaverne var små og kun en enkel til hver, som oftest noget hjemmelavet. Jeg mindes, at jeg en jul havde opdaget, at min bror skulle give min mor en smørskål. "Moar, ved du hvad du skal have. Sådan en, man kan have smør i ":-) UHA, det vankede af min bror senere på dagen. 

Vi havde ingen toilet inde i huset, før jeg blev ca. 10 år. Ind til da brugte vi et gammelt "das" i garagen. Jeg var altid hunderæd for at gå derud, når der var mørkt, og det var en stor dag, da det nye toilet blev sat op i et lille rum bagest i forgangen.

Vi havde heller ingen badeværelse i mange år. Det ugentlige foregik i en stor balje, der blev sat op på køkkengulvet. Her blev først far vasket, så min bror, min mor og til sidst jeg, i det samme vand. Da far fik arbejde på teglværket, kunne han tage bad dernede, og vi andre fik også sommetider et bad på teglværket.

Efter mange år blev der sat en bruser op i det rum, der ellers var blevet brugt som forrådskammer i kælderen. Det var en fantastisk oplevelse endelig at kunne gå i et bad for sig selv.

Mors hånd sad ”løs” i det meste af min barndom, og min bag og kinder bar ofte spor efter mors afstraffelser. De faldt prompte, så snart der var noget, der ikke passede hende, eller hvis jeg efter hendes mening gjorde noget, der var forkert eller forbudt. Det var aldrig til at finde ud af mors regler. I dag tænker jeg tit på, om mor via sin vrede mod mig fik sin vrede ud mod sit mindreværd, mod hele sin fortvivlede situation. Jeg har tilgivet hende for længst, hun handlede, som hun mente var rigtigt.  

Far var inkarneret socialdemokrat, og mine forældre var de eneste i byen, der holdt avisen ”Socialdemokraten”, og det kunne man ikke gøre ustraffet i et venstre/ gårdmandsmiljø!
Jeg skulle dagligt hente avisen til far oppe i brugsen, og det var noget af en spidsrod med alle de tilråb og kommentarer, der kom fra de andre børn i byen.
Jeg hadede den opgave, men jeg turde ikke sige nej i angst for mors straffemetoder. 

Far kom med i bestyrelsen for socialdemokratisk vælgerforening og var kasserer i den i mange år. Pengene kom i en kasse, der blev gemt godt i et hulrum under en af skufferne i køkkenet. Uanset hvor små vore penge var, så lånte far aldrig af kassen. Det var at gå hans ære for nær. 

Jeg husker møderne i vælgerforeningen, hvor hele bestyrelsen sad inde i vores stue. Mor og jeg var forvist til køkkenet, og det eneste tidspunkt vi kom ind i stuen, var når jeg højtidligt gik ind med pengekassen, og når mor og jeg serverede kaffe for bestyrelsesmedlemmerne. 

 
Jeg har uden tvivl været meget nem at drille som barn, og derfor ekstra sårbar over for, hvad der blev sagt om og til mig, igen på grund af mors påvirkning og snak om "arbejdsmandstøser", der skal opføre sig ordentlig og ikke gøre sig til!

Jeg havde nogle få legekammerater og skoleveninder, som jeg legede med, besøgte eller fik besøg af. Nogle gange spillede jeg "antonius" med de andre, dvs. vi kastede en bold over garagetaget til hinanden, mens vi råbte "antonius". Vi kunne også "hoppe i mand" eller lege i haven. 

Jeg foretrak så absolut at komme hjem til de andre for at lege, da der ikke var meget sjov i at have dem med hjem, når jeg konstant følte, at mor overvågede alle vore skridt og handlinger. 

Mor har uden tvivl gjort alt i den bedste mening, og hun har sikkert ikke vidst eller tænkt over, at hendes væremåde, meget jyske sprog og gammeldags påklædning med tørklæde og forklæde gjorde mig så frygtelig flov over hende.

Jeg følte hun var "ældgammel", og det ramte mig hårdt, når hun eksempelvis satte sig i samme stue som vi børn, når der var endelig var børnefødselsdag hos mig. 

Jeg følte hun var alt for nysgerrig, og jeg så jo helst, at hun holdt sig væk og ikke blandede sig i, hvem jeg fik besøg af, men det var ikke mors stil. 

Jeg husker, at jeg til sidst frabad mig de børnefødselsdage, inderst inde ville jeg jo så frygtelig gerne have, at de andre piger accepterede mig, men jeg ville hellere undgå deres besøg end at føle mig til grin.

Selv om mine forældres penge var små, fik jeg efter meget plagen endelig lov til at gå til dans og til gymnastik i forsamlingshuset. Det var dejlige timer her, hvor jeg fik mulighed for at udtrykke den livsglæde, der trods alt boblede inde i mig. 

Jeg fik min tro på Gud ind i hjertet og sindet i en tidlig alder.

Jeg tilbragte rigtig mange og gode timer i søndagsskolen og i børnekredsen. 

Det var skønne fritimer, hvor troen på Gud var det bærende element, og hvor fællesskabet, samværet, hyggen, sangen og fortællingen gjorde store indtryk og satte sit præg i det følsomme sind. Det var en stor trøst og lindring at vide, at der var en Gud i himlen, der elskede mig akkurat lige så højt, som han elskede alle andre mennesker. Jeg var som alle andre mennesker "lige" for ham, og tanken om hans gerninger og liv gav mig trøst og lindring, når jeg havde det svært. 

Min aftenbøn blev fra første færd altid bedt højt. Det var en god måde at slutte dagen af på, og det ritual har jeg bevaret livet igennem. 

Bøgernes verden gør indtryk og gør nysgerrig efter mere viden

Skolen

Som barn identificerer vi os uden tvivl mest med den af forældrene, vi selv ligner mest i sind eller gerne vil ligne, og jeg ønskede at være klog og vis som far, det er der slet ingen tvivl om. Jeg så op til ham og beundrede hans rolige væsen, hans omsorg for andre og måder at klare de mange udfordringer på.
Jeg så ikke, at han på mange måder var en svag mand, der lod sig underkue for at få fred i huset. I sidste instans var det næsten altid mor, der "havde bukserne på" i mit barndomshjem.

Far holdt meget af at læse, og han lærte mig alfabetet, allerede inden jeg skulle i skole. Havde han haft muligheden og økonomien til det, er jeg ikke i tvivl om, han havde taget en boglig uddannelse.

Jeg glemmer aldrig den dag, da jeg genert og fuld af komplekser startede i skolen. Som alle andre forældre var mor med den første dag i skolen. Jeg følte, at jeg var den eneste med "en gammel mor" og var flov over hende og hendes "gammeldags udseende". Selv om jeg senere fandt ud af, at der var et par stykker mere i klassen med "gamle forældre", blev følelsen af at være anderledes så absolut ikke mindre.

Min mor havde ikke givet mig madpakke med den første dag i skolen, og der stod jeg i første frikvarter på skoletrappen uden madpakke i hånden, flov og slukøret, for alle de andre havde noget med.

Mor havde sagt, at det ikke var nødvendigt med en madpakke, når vi så hurtigt skulle hjem igen, men for mig var det et kæmpe nederlag at skille sig ud fra mængden og være anderledes. 

Vi blev i den første time kaldt op til lærer Enevoldsen en for en, for at han kunne finde ud af, om der var nogen, der kunne læse. Og det kunne jeg jo.
Jeg læste glad og stolt højt for ham og hele klassen af en protokol med navne i. Endelig var der noget, jeg var god til!!
Han sagde ”Ja, det er du jo god til, men så lærer du nok aldrig at regne”
Og det fik han evigt ret i. Jeg kom til at hade det fag og fik altid dårlige karakterer i det. 

Specielt husker jeg tydeligt, da vi skulle lære brøkregning. Jeg kunne slet ikke finde ud af det, så jeg "efterabede" det, de andre skrev, og jeg fandt facitlisten og skrev af efter den. Mit snyderi blev opdaget, og den verbale reprimande jeg fik af Enevoldsen glemmer jeg aldrig. Han skældte mig først huden fuld i klassens påhør, men han tog sig også senere tid til endnu engang at gennemgå regnemetoderne med mig, til jeg forstod pointen. Den lektion glemmer jeg aldrig, det blev både første og sidste gang, jeg snød i skolen

Jeg kan stadig se skolens indre for mig, med det store glasskab bagest i klassen fuld af udstoppede fugle og andre gamle ting, klasseværelset med kakkelovnen og pulte til to og to.
Vi sad i starten 2 klasser sammen, en ældre og en yngre udgave sammen i nogle af timerne.  I gården var lokummerne, især drengenes stank frygteligt.        
 
Vi skrev i starten med grifler på små tavler, det hvinede frygtelig i ørene. Senere blev det med blæk og blækhus.
Jeg glemmer aldrig den dag, drengene i klassen smed blækhuset ned over mig og mit tøj. Jeg turde næsten ikke gå hjem i angst for mors vrede og slag.
Jeg hadede det blæk, det svinede og klattede, og jeg havde en frygtelig håndskrift,  jeg skulle skrive med højre hånd, selv om jeg var venstrehåndet.

Vi havde 2 lærere. Lærerinden Fru Knudsen var en skændsel set med nutidens briller, og undervisningen en parodi.  Hendes måde at styre drengene på, var at nive dem eller tage fat i deres hårrødder og så ramme deres hoveder sammen, så det gjorde ondt, eller hun bruge andre straffemetoder. 

Læreren hed som nævnt Enevoldsen. Jeg havde stor respekt for ham, og jeg synes også, han lærte os noget. Vi skulle rejse os ved vores plads, neje og bukke, når han kom ind, og vi fik først lov at sætte os, når der blev sagt: ” Værsgo og sid ned”.
Når vi skulle høres i lektierne, skulle vi op og stå ved siden af ham, i hvert fald i de små klasser. Der var morgensang og morgenbøn daglig, og salmevers skulle læres udenad. Det samme skulle forholdsord, og at kunne sætte udsagnsled og grundled. Jeg kan stadig mange af disse ting  og remser udenad, og sætter stadig komma efter reglerne, det sidder fast!!
De gamle landkort blev rullet ned, og så var det op og remse byerne i Danmark i den rette rækkefølge, resultat er, at de også sidder fast! Endnu. 

Jeg kan stadig se ham for mig gå frem og tilbage i klassen med fingrene på ryggen, for så at prikke til en elev for at få et svar.             
Hans force var hans fabelagtige fortællekunst, han kunne bruge flere timer på at fortælle os om de gamle ting i det store skab i enden af klassen. Så var han rigtig i sit es. 
Om sommeren var den årlige skoleudflugt en tur på cyklerne med madpakke og saftevand, og så skulle vi lege røvere og soldater i en nærliggende skov. 

Der var også en form for eksamen, hvor præsten, sognerådsformanden o.a. kom for at overhøre os, så var vi alle klædt i det fineste tøj, vi stod ret som små soldater, nejede og bukkede, når ”de fine herrer” kom ind, og så måtte vi op og høres en for en. 
 

Jeg lærte meget hurtigt at gøre mig så usynlig som muligt i frikvarterene.
Mobning hørte til dagsordenen for mit vedkommende, jeg har uden tvivl været nem at drille på grund af alle mine mindreværdskomplekser, og jeg var sikker på, jeg blev drillet, fordi jeg ikke var klædt lige så pænt som de andre, eller fordi jeg var lærerens ”kæledægge” eller fordi? og ve lille jeg, hvis jeg kom hjem og havde fået bank eller havde fået mit tøj ødelagt. Så faldt mors hammer!!.

3 klasse, jeg sidder ved siden af fru Knudsen - lille og genert. Selv om min barndom ikke var "lyserød", så mindes jeg den med glæde

I ny skole

Fra 6 klasse kom jeg på en større skole i Ulstrup, og der var jeg endelig heldig. Der var mange arbejdsmandsbørn, og jeg var pludselig ikke mobbeoffer mere.  Jeg var en af de bedste i klassen i dansk og sprogtimerne. Det har fulgt mig siden, jeg elsker sprog og litteratur.

Jeg havde nogen frygtelige tænder med mange huller og en ustyrlig skræk for tandlægen. Dvs. de første år foregik al tandundersøgelser o.a. hos lægen.
Jeg skulle have æter hver gang, jeg kom ind til lægen, ellers kunne han slet ikke styre mig. Og er der noget, der stadig kan give mig mareridt, er det tanken om af at få presset en klud ned over næsen, føle den prikken der breder sig i kroppen, og man ikke kan kæmpe imod mere.

Jeg udviklede selvfølgelig en stor skræk for at komme til lægen. Skreg og hylede og gjorde modstand. Til sidst bestilte mine forældre tid hos en tandlæge, for så måtte han jo kunne klare ”lille mig”. Jeg skulle følge med naboens søn, så han kunne vise mig, at ”det ikke var så slemt”. Jeg tror jeg var 12 år dengang.

Men det gik hverken værre eller bedre, end at jeg skreg så meget, at tanlægen måtte opgive. Bank og lussinger ventede derhjemme, jeg havde jo været uartig.

Så gik der nogle år. Som 14 årig faldt jeg i skolegården og slog to af mine fortænder i stykker. Så skulle jeg jo til tandlæge. Take it or leave it. Dengang kunne man  ikke som i dag lime noget på. Nej - de fire fortænder blev hevet ud, og så skulle jeg have protese. Den kunne de ikke få til at passe, da mine undertænder så skulle slibes ned. Enden blev, at hele overmunden røg, og jeg gik til eksamen i første real uden en pløk i munden.  Flov og genert sad jeg der og prøvede på at snakke uden at åbne munden!

De nederste tænder blev stadig misrøgtet, og det var først, da jeg som 30 årig fik kontakt med en fantastisk tandlæge, at der skete noget positivt mht. tænder og tandlæger. Han kurerede min tandlægeskræk, (så nogenlunde – i hvert fald så er jeg ikke bange for ham). Jeg fik en del rådne tænder ud i undermunden, resten blev ordnet og boret. Og jeg har nu delprotese i undermunden.
 

Jeg fik allernådigst lov at tage en realeksamen for mine forældre. Det var store ting. Det havde mine søskende aldrig fået lov til, det var der ikke penge til, de måtte ud og arbejde i stedet. Mine søskende (og også mor) var/ er ordblinde i svær grad, så måske har jeg været heldig at arve fars egenskaber i den henseende.

Jeg fik en god kontakt til den lærer, der passede skolebiblioteket, og det endte med at jeg hjalp hende, når biblioteket var åbent de sidste to år af realskolen. Læreren forsøgte at tale med mine forældre om, at jeg burde i gymnasiet. Men her sagde mor nej.
De andre søskende havde ikke fået lov at læse, og nu havde jeg allerede fået lov at læse 3 år i realskolen. Nej – jeg skulle i huset, det kom alle pæne og ordentlige piger. Jeg turde ikke andet end følge mors vilje.

Ulstrup skole 7 klasse, hvad mon der venter mig forude? Jeg står i anden række nummer to til højre.

Ungdom

Jeg havde endelig fået lov til at komme til bal, fordi vi skulle holde afslutning  på realskolen.

Mor var ikke glad for at ”slippe mig løs”, og hun overtalte min bror til at tage med. Han skulle holde øje med, at jeg ikke gjorde mig til for drengene, sagde hun. Jeg fattede ikke, hvad hun mente, men måtte acceptere vilkårene for at få lov til at komme med.

 Allerede da min bror og jeg kom ind i lokalet, lagde jeg mærke til en fyr, der så ret godt ud.

Ham vil jeg gerne danse med, tænkte jeg.

Jeg blev ved at kikke på ham og smilte, alt det jeg havde lært.

Jeg var heldig, han kom snart hen og bød mig op, inden min bror kunne protestere.

Orkesteret spillede ”Beautifull browneyes”, vi dansede tæt, og inden længe var jeg vildt forelsket men samtidig frygtelig genert.

Hvad gør jeg, hvis han vil kysse, tænkte jeg.

Så opdager han, jeg har protese, og så vil han ikke være kæreste med mig.

Men ballet endte alligevel med, at jeg fik et enkelt kys og lovning på, at vi skulle se hinanden igen. Vi fik dog ikke udvekslet navne eller adresser, det eneste jeg vidste om ham var, at han kørte i en rød sportsvogn.

Min mor havde gennemtrumfet, at jeg skulle i huset efter realskolen. Det kom alle pæne piger.

Jeg fik plads hos fabrikant Nissen i Langå til en løn af 300 kr. pr måned..

De havde et kæmpe hus på mindst 30 værelser, der var masser at gøre rent på og stor selskabelighed. De havde mange fine ting at støve af på. Og ”lille” generte mig slog  straks nogle kostbare skåle i stykker. Klumret og genert som jeg var.

Jeg var hunderæd for fru Nissen. Jeg havde aldrig lært at lave andet end fattigmandskost derhjemme.

Da jeg første gang blev præsenteret for en mørbrad, anede jeg ikke, hvad det var, eller hvad jeg skulle gøre ved den.

Men jeg var da kommet væk fra mors "tyranni", og jeg havde endelig mit eget værelse, hvor jeg kunne hygge mig og være mig selv uden fordømmende blikke, når jeg havde fri.

Det blev dog ikke til megen frihed.

Sønnen, der boede i hus lige ved siden af med kone og 3 børn, havde også ung pige i huset.

Hun stoppede måneden efter min ansættelse, og de fik aldrig anden pige.

I stedet blev det min opgave at gå over og passe hans 3 børn, så snart jeg var færdig med forpligtelserne hos fabrikanten.

Til at begynde med syntes jeg, det var meget sjovt, men efterhånden blev jeg både ked og træt af aldrig at have fri.

Men der hjalp ikke at brokke sig. Der blev forventet, jeg gjorde det, de bad mig om, og mor sagde, at jeg skulle gøre, hvad der blev sagt. Og så turde jeg ikke andet.

Jeg fik dog ind i mellem fri en lørdag. Og så gik det hurtigt med at komme af sted til bal.

Her løb jeg en dag på Leif, som jeg straks blev forelsket i. Glemt var den anden, ”prinsen” med den røde sportsvogn, som jeg end ikke kendte navnet på.

Leifs forældre boede i samme by som fabrikanten, og de tog imod mig som en længe ventet datter. Jeg fik på den måde et par herlige reserveforældre, og jeg fandt et fristed i deres hjem, som jeg var meget taknemmelig for.

Leif var meget opsat på at komme i seng med mig. Men det ville jeg så absolut ikke. Jeg var både frygtelig genert, og samtidig bange for følgerne. Mors formanende stemme sad i baghovedet samt hendes utallige historier om slemme piger, der kom i uføre.

Leif skulle efter 3 måneders bekendtskab rejse til en anden by og bo her for at stå i lære, og det varede ikke længe, inden jeg fik et brev fra ham, hvor han gjorde det forbi. Jeg ville jo ikke det frække, som han skrev.

Ulykkelig og meget ked af det gik jeg ned til hans forældre og fortalte dem om brevet og fik sagt farvel. Det var med sorg i hjertet, at jeg gik derfra. Det var ikke afskeden med Leif, som jeg græd over, men det gjorde så forfærdelig ondt at sige farvel til de to herlige mennesker, der havde gjort mit liv hos fabrikanten lidt nemmere at leve med.

Selv i fritiden havde jeg ikke fri, her på en fridag hjælper jeg til ved en fest på fabrikken

Arbejdsskift og graviditet

Da jeg kom til bal alene et par uger efter, var ”prinsen” der igen. Og jeg var hurtig til at byde ham op. Jeg slap ham ikke af syne, før jeg vidste, at han hed Karl, og jeg havde hans adresse.

Jeg ville jo gerne have besøg af Karl, men fru Nissen så helst ikke, at der var ”herrer” på værelset, så vi måtte mødes i det skjulte.

Jeg inviterede efter mange overvejelser Karl med hjem og præsenterede ham for mine forældre.

Jeg havde jo haft et par andre kærester blandt andet Leif, som de havde mødt, og mor syntes vist, det efterhånden var et rend af ”drenge” omkring mig.

Det skulle jo nødigt hedde sig i landsbyen, at jeg var ”let på tå”.

Desuden var Karl  gårdmandssøn, og mor var sikker på, at min kommende svigermor ikke ville acceptere mig, arbejdsmandstøsen.

Der kom til at gå nogle måneder, inden jeg blev præsenteret for Karls forældre. 

Jeg var frygtelig genert, flov over min baggrund og bange for, hvad de ville mene om mig.

Det resulterede i, at mødet ikke blev særlig positiv. Mine kommende svigerforældre sagde heller ikke mange ord, og da vi tog derfra, var jeg sikker på, de ikke kunne lide mig.

Jeg var efter 9 måneder efterhånden træt af fruens evindelige ”kosten rundt med mig” og hendes kommentarer om mit renderi med kæresten, og jeg søgte så en plads som stuepige på Frøvadsholm, et ”drengehjem” i Randers. Der havde min søster  arbejdet i flere år med stor glæde.

Jeg fik jobbet, men jeg følte mig slet ikke hjemme på stedet.

Jeg var meget bange for lederen på hjemmet, han krævede så mange umulige ting af mig, og gav mig opgaver, jeg slet ikke kunne finde ud af. Jeg prøvede på at leve op til de krav, der blev stillet. Om natten kunne jeg ikke sove af angst for, hvad lederen kunne finde på dagen efter.

Jeg begyndte at få ondt i maven, og gik til sidst til lægen, der konstaterede, jeg havde nervøs mave.

Efter kun 3 måneder sagde jeg stillingen op – uden at have et andet job på hånden.

Og hvad skulle jeg så?? Rejse hjem og kapitulere over for mor hverken turde eller ville jeg.

I stedet sagde jeg til lederen, at jeg var nød til at få fri den sidste arbejdsdag, da jeg skulle til læge. Jeg tog bussen ind til byen og gik rundt i gaderne i håbet om at finde ud af et eller andet.

På min vej rundt kom jeg forbi hotel Westend. Der er måske arbejde, tænkte jeg. Jeg tog mod til mig og gik ind på hotellet og spurgte, om de kunne bruge en stuepige. Gøre rent vidste jeg da, jeg kunne. Næh, men de søgte en smørrebrødselev, sagde de.

Jeg anede ikke, hvad det var, og hvilke krav det stillede, men jeg sagde pænt ja tak, og tænkte det lærer jeg nok. Naiv som jeg var!!!

Og så gik jeg på jagt efter et værelse. Chefen på hotellet anbefalede, jeg gik ind til en købmand tæt ved, de havde vist også værelser til leje, sagde han.

Jeg var usandsynlig heldig, der var et værelse ledigt. Et lille hummer oppe på loftet på en lang gang fuld af værelser. Det sagde jeg ja tak til, og tog tilbage til drengehjemmet og pakkede mine få ting. Jeg forlod stedet uden at sige farvel. Nu havde jeg både arbejde og et sted at være. Et sted hvor jeg kunne mødes med Karl, uden nogen der havde sure miner over det.

Og så gik turen hjem til mor og far, hvor jeg fortalte, jeg havde fået elevplads og fundet værelse helt alene!! Jeg turde ikke sige, hvordan det hele var gået for sig, slet ikke at jeg havde sagt pladsen op på drengehjemmet, inden jeg havde det nye arbejde!!

Mor og far var meget overraskede og ikke særlig begejstrede for, at jeg igen skulle skifte arbejde, men efter en langvarig diskussion om, hvad folk sagde om os i byen (endnu en gang!), om kærester på værelset, fare for graviditet, besluttede de, at de ville hjælpe mig med at flytte ind på værelset.

Og nu havde jeg så endelig noget for mig selv.

Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg var den eneste pige, på værelsesgangen.
Der var utroligt snavset og rodet i det fælles køkken og badeværelse. Og jeg havde jo lært derhjemmefra, at der skulle være rent. Så inden længe kontaktede jeg udlejeren og fik mod refusion af lejen opgaven med at gøre rent begge steder samt på trappen. Det hjalp jo lidt på mine udgifter, samt jeg kunne ”forsvare” rummenes udseende over for mor og hendes øjne og fingre langs kanterne, som jeg altid så for mig.

På hotellet fik jeg med det samme alle mulige og umulige vagter.
I dag kan jeg se, jeg blev

misbrugt i vagter, andre ikke gad at have – og i alt for mange timer. Og jeg havde jo ikke mod, viden og indsigt nok til at protestere.

Der var meget at lære, og jeg var så bange og genert, at jeg ofte lavede fejl. Det resulterede i reprimander og klager fra både kokken og smørrebrødsjomfruen. Jeg fik søvnproblemer, og samtidig var Karl utilfreds med, at jeg aldrig havde fri om aftenen, så vi kunne komme til bal.

Efter 3 måneder havde jeg  fået nok. Jeg havde efterhånden haft så meget vrøvl med kokken og smørrebrødsjomfruen samt alle deres krav, der mindede mig alt for meget om mors, at jeg sagde stillingen op uden at have noget andet job på hånden.

Jeg vidste, der var en smørrebrødsforretning i nærheden, og der gik jeg ind og spurgte, om de kunne bruge mig. Lidt forstand på mad syntes jeg da, jeg havde fået på hotellet.

Jeg var heldig og fik jobbet i smørrebrødsforretningen, jeg fik 2 søde kolleger og masser at se til.

Der skulle smøres mange madder, pyntes, ryddes op, og gøres rent. UHA der skulle være rent. Klart på grund af fare for bakterier, men i min ungdom og naivitet, syntes jeg igen, det var som at være hjemme ved mors evindelige rengøring og kødgryder.

Det bedste ved jobskiftet var, at nu havde jeg fri på faste tidspunkter, så jeg kunne gå i byen om aftenen sammen med Karl.
Ind i mellem overnattede han delvis, men vi turde ikke være sammen seksuelt. Jeg var så frygtelig bange for at blive gravid. Min mors strenge formaninger lød jo i ørene!!

En nat vågnede jeg og kunne høre en masse støj på værelsesgangen. En kvinde skreg og råbte om voldtægt, og jeg kunne høre en af mændene bande og skælde ud. De tumlede rundt ude på gangen, og en af dem hamrede kroppen ind mod min dør.

Jeg blev meget bange og skyndte mig at sætte en af mine stole mod døren, så de ikke kunne komme ind til mig. Bagefter begyndte jeg at banke på væggen ind til naboværelset for at få hjælp.

Langt om længe fik jeg kontakt, og han råbte jeg skulle blive hvor jeg var, så fik han fat i politiet. Kort tid efter kom to betjente. De tog begge urostiftere med, og der blev ro igen.

Dagen efter fik vi at vide, det var en prostitueret, der havde været på besøg, og at manden var blevet smidt ud af sit værelse med det samme og ikke kom tilbage.

Hverken Karl eller jeg havde seksuel erfaring, og alligevel gik det galt for os. Den første gang  vi var sammen, gik kondomet i stykker, og inden længe var jeg klar over, at jeg var nød til at gå til lægen.

Lægen kunne konstatere jeg var gravid. Jeg  - lige blevet 19 år - græd og var dybt ulykkelig.

Der var  ikke noget, der hed abort på det tidspunkt. Og jeg VILLE ikke have det barn.

Jeg prøvede ALT. Hoppede og sprang, løftede tunge ting – men intet hjalp.

Kærlighed ved første blik og gravid i 7 måned inden brylluppet

Vores første bolig og barn

Vi turde ikke gå hjem og sige det til vore forældre. Vi var  et par ”børn”, der skulle have barn.

Intet var planlagt, Karl var stadig i lære, vi havde intet at bo i.

Til sidst, da jeg var 5 måneder henne, måtte vi gå til bekendelse først over for mine forældre, der senere ”indkaldte” mine svigerforældre til rådslagning.

De måtte bøje sig for de barske realiteter, selv om det var tydeligt, at de ikke var tilfredse med vore handlinger.

Der blev fundet et par sammenhængende værelser i en gammel villa, hvor vi kunne være sammen, til vi fandt noget bedre, og så skulle vi giftes.

Jeg var da 6½ måneder henne! Stor og tyk, syntes jeg selv, jeg så ud.

Brudekjolen havde jeg lånt af en af mine barndoms veninder, der også var kommet ”galt af sted” med min fætter.

Brylluppet blev holdt i mine forældres soveværelse, og de eneste gæster var vore søskende og forældre.

Vi ledte videre efter et sted at bo. Pengene var små, Karl tjente 200 kr. om måneden, og jeg fortsatte i smørrebrødsforretningen for at have lidt penge at gøre med. Der var ikke noget med barselsorlov !

Karls mester kendte en familie, der havde en meget lille lejlighed – en stue, et soveværelse og noget der lignede en kogeplade i gangen - oven på deres villa. Lejligheden var varmet om med en petroliumsovn,  og der var ingen toilet i lejligheden. Det eneste toilet, vi kunne bruge, var i villaens vaskehus, hvilket betød vi skulle ned af trapperne og uden for, hver gang vi skulle bruge det.

Lejligheden var utrolig lavloftet,  så meget at Karl ikke kunne gå oprejst, når vi senere hængte bleer til tørre. Koldt og muggent var der også. Huslejen var 700 kr. årligt.

Vi var nød til at sige ja tak til lejligheden, vi havde ikke råd til mere.

Vi ville ikke spørge vore forældre om hjælp, vi vidste godt mine forældre ingen penge havde at hjælpe med, og mine svigerforældre mente, vi skulle klare os selv, for vi havde jo selv rodet os ud i alt dette.

Hos lægen fik jeg at vide, jeg måske kunne søge hjælp til det kommende barn hos Mødrehjælpen. Jeg følte en stor ydmygelse og flovhed over at gå derop og indrømme, jeg var gravid – uden noget at bo i, uden penge til babytøj.
Jeg fik mig dog kæmpet igennem argumentationerne for ansøgningen, og det resulterede i en pakke med bleer og sparkedragter samt et varmt tæppe til barnet. Ligeledes fik jeg besked om, at jeg kunne få ½ liter mælk gratis under graviditeten.

De sidste dag i smørrebrødsforretningen var den dag, vi skulle flytte ind i lejligheden.

Vi sled og slæbte vore ting fra værelserne op i en bil, og så igen fra bilen og op af trappen til lejligheden. Da alt var oppe, satte jeg mig i en stol for at puste ud. Og så kom de første veer.

Jeg troede det var maveinfluenza, da Karl havde lige haft en omgang.  Det kunne ikke være barnet, tænkte jeg, det var mindst 14 dage for tidligt.

Der var hundekoldt i lejligheden, og vi kunne ikke få ovnen i gang, så vi blev enige om at se tiden an og gå i seng for at finde lidt varme der. Så gik det hele nok over!!

Men nej! Hen på aftenen måtte Karl ned i telefonboksen og ringe til jordemoderen.

Hun sagde også, det var for tidlig, men hun kom dog alligevel ud for at se til mig.

Da hun kom ind og fandt os i det lille usunde hummer uden varme, blev hun meget vred.

Hun sendte Karl ned i boksen for at ringe efter en ambulance, for jeg kunne ikke føde der.

”Du må ikke presse nu”, sagde hun. ”Vi skal have dig på sygehuset, og det i en fart”.

Og det kom jeg så. Med udrykning og det hele.

Jeg var ikke mere end lige kommet ind på en briks på sygehuset, før fødselen gik i gang. Få minutter efter ”smuttede” barnet ud. Et lille pjevs på 52 cm og 2700 gram. Han blev født lige efter midnat den 1 marts.

Og lille usikre jeg – anede

intet om børn og deres behov. Jeg skulle lære ALT fra bunden, amme, give ble på etc. etc. Det hele føltes meget uoverskueligt og utrolig svært.
Trods de svære betingelser og alle mine forsøg i begyndelsen af graviditeten på at slippe af med fosteret, så elskede jeg barnet fra dag et. Jeg havde fået en gave - en guldklump, jeg ville værne og passe på, så godt jeg formåede.

På sygehuset besluttede de, at jeg skulle blive der en uges tid, så både jeg og barnet kunne komme til kræfter. Og det endte med, at lægen sagde, jeg ikke fik lov at komme hjem, før der kunne komme ordentlig varme i lejligheden. Så Karl sled og slæbte for at få ovnen i orden, så vi kunne komme hjem.

Ti dage efter fødslen blev vi samlet igen, jeg på snart 20 år med en pjevset og grædende baby på armen, blev hentet af min mand på 23. Familielivet skulle begynde for alvor.

Lavloftet, fuld af skimmelsvamp og uhumsk, alligevel holdt vi ud et år og fejrede Karl var udlært

Det første barn

Jeg kom endelig hjem fra sygehuset med drengen efter 10 dage. Hjem til en elendig lejlighed, hvor jeg måtte gå ned i vaskehuset og skylle bleerne i iskoldt vand, derefter koge dem i en 10 liters gryde på gasblusset, vaske dem i håndvasken og til sidst hænge dem til tørre inde i stuen!! 

Det var meget ulækkert og ikke særlig hygiejnisk!

De store ting lagner, håndklæder med mere tog jeg hjem til min mor for at vaske, eller jeg gik på vaskeri. Jeg betalte min mor for arbejdet med tøjet. Jeg ville ikke belaste deres dårlige økonomi yderligere, selv om vores egen var under lavmålet.

Det var en utrolig kold og usund lejlighed.

Drengen – som vi døbte Hans Henrik – havde kolik næsten hele det første år, han havde også konstant ondt i ørene og skreg kontant.

Den eneste løsning var at sætte ham i hoppegynge, så her sad han mange timer, så vi kunne få bare lidt ro og undgå klager fra ejerne af huset.

Jeg var utrolig flov over Hans Henrik kun havde det tøj, jeg havde fået fra Mødrehjælpen. Sparkedragterne var alt for stort til hans lille krop. Jeg spinkede og sparede for at kunne købe bare en enkelt sparkedragt, han kunne have på, når vi skulle i byen.

Barnedåben måtte vi holde hos mine svigerforældre. Vi havde ikke selv plads til det, og heller ikke råd.  

Der var meget støj fra vejen, da huset lå lige ud til en stor hovedvej, og vinduerne var utrolig utætte. Det var meget svært at falde i søvn på grund af støjen, og når vi endelig faldt i søvn, græd Hans Henrik, og jeg var straks vågen igen.

Vi havde fået fat i en lille brugt barneseng, som stod for enden af vores egen seng.

De fleste nætter lå han imellem os for at holde varmen i den kolde lejlighed, og for at vi kunne trøste ham, når han vågnede og græd.

Da pengene jo var små med kun Karls lærlingeløn, begyndte jeg at gøre rent om morgenen på nogle kontorer, allerede 1 måned efter fødslen.

 Når jeg kom tilbage i lejligheden for at sende Karl på arbejde, skulle jeg forsøge at få lidt søvn.

Så snart jeg var faldet i søvn, skreg Hans Henrik, og sådan gik dagen med forgæves forsøg på søvn og en skrigende dreng, til Karl kom hjem og overtog pasningen, for at jeg kunne få et par timers søvn, og så overtog jeg pasningen, til jeg igen skulle på arbejde kl. 5 om morgenen.

Økonomien var så betrængt, at jeg ofte måtte gå til slagteren for at købe kun ¼ kg flæskefars til frikadeller, og så søge at strække farsen med havregryn eller hvad der ellers var i huset.

Mine svigerforældre gav os ind i mellem ¼ gris, som vi havde glæde af  rent madmæssigt i lang tid.

Vi begyndte derfor at passe gården i nogle weekender og i en uge om sommeren, for på den måde at betale for grisen.

Jeg følte mig ikke særlig velkommen i svigerfamilien! Uden tvivl på grund af  min generthed og mine mindreværdsfølelser . 
Jeg arbejdsmandstøsen var jo blevet gravid med vilje, tænkte jeg, og jeg følte mig oftest totalt håbløs og uønsket.
Da vi ikke havde plads i det lille fryserum, der var i køleskabet, blev kødet fragtet ud til mine forældre. Her hentede vi det lidt efter lidt, efterhånden som vi fik spist det, vi havde plads til.

Sundhedsplejersken  havde lagt mærke til at der var noget helt forkert ved Hans Henriks øjne.

 De kørte rundt i hovedet af ham, og hun sagde, vi skulle gå til øjenlæge.

Det var vi 1 gang, da han var 5 måneder. Og – det har vi været utallige gange siden.

Øjenlægen vidste i første omgang ikke, hvad det var i vejen med Hans Henrik, men han sagde, vi skulle tage til København på Blindeinstituttet med ham, da de kørende øjne kunne være tegn på svagtsynethed.

På Blindeinstituttet fandt de ud af, at Hans Henrik ingen regnbuehinde havde – kun pupil.

Han havde medfødt grå stær samt nystagmus (som betyder urolige øjne).

I dag ved vi, at det er sket en mutation i arveanlæggene, og det er noget, der aldrig bliver anderledes, og som han kan føre videre med 50% risiko.

Hans Henrik havde et syn på 6/ 60 altså på grænsen til blindhed. På Blindeinstituttet forklarede de, at 6/ 60 betyder, at den bil, vi andre kan se 60 meter henne, ser han først 6 meter henne.

Det var en trist information at få, og vi var meget kede af det, og jeg tænkte ofte på, om jeg kunne have gjort noget skade på ham ved alle mine forgæves forsøg på at abortere. 

Hjælp fra familien var uundværlig, da vi flyttede

Et bedre sted at bo - troede vi.

På grund af alle de ting der nu blev med undersøgelser  med mere, stoppede jeg igen med rengøringsarbejdet, og jeg var hjemmegående husmor ind til Hans Henrik var et år.

Han led som sagt stadig meget med ørene, og han fik, hvis jeg husker ret, dræn i  ørene mindst 10 gange i løbet af sin barndom!!

Karl blev endelig udlært, og vi fandt et bedre sted at bo, troede vi.

En af Karls kammerater havde et gammelt hus vi kunne leje – langt ude på landet. Det sagde vi ja tak til. Vi kunne ikke klare en vinter mere i den kolde og usunde lejlighed.

Allerede den første nat i det gamle hus, blev vi vækket af en utrolig larm i køkkenet.

Først troede vi, der var indbrud, men da Karl stod op og tændte lyset, fik vi en grim og uhyggelig overraskelse. Det viste sig at hele køkkenet, ja hele huset var vrimlende fuldt af mus og rotter.

Vi var nød til at holde natten ud, selv om det ikke blev til mere søvn.
Næste morgen kontaktede jeg udlejeren, der henviste mig til en lokal rottefænger, og så blev der lagt gift ud.

Vi var hurtigt enige om, at her hverken kunne eller turde vi bo ret længe, så vi holdt øje med avisen og hus annoncerne.

Karl fik lige efter uddannelsen arbejde hos en lokal møbelhandler, hvor han polstrede gamle møbler eller kørte ud og lagde tæpper på for folk.

For at supplere økonomien havde jeg fået job på en kro i nærheden 25 timer om ugen. Jeg havde oftest aften eller weekendvagt, så Karl kunne passe Hans Henrik. Jeg var meget glad for at være på kroen, da jeg kunne bruge meget af det, jeg havde lært i smørrebrødsforretningen og på hotellet.

Da jeg ind imellem også skulle af sted på arbejde om dagen, havde jeg spurgt min svigermor, der boede i nærheden, om hun i disse få tilfælde kunne passe Hans Henrik. Jeg fik nej, og hun sagde, at jeg selv måtte finde ud af en løsning.

Jeg spurgte i den lokale brugs, om de kendte en god barnepige. De henviste mig til en ældre dame i nærheden. Hans Henrik blev godt modtaget af den ældre dame, og jeg kunne tage på arbejde med god samvittighed og uden at være afhængig af nogen.

Hans Henrik fik briller allerede som 1 årig. Vi fik at vide, at han altid skulle have solbriller eller mørke briller på. Han skulle også gå med hat for at holde det værste sol væk.

Det var ikke nemt at få ham til at forstå, at han ikke måtte tage brillerne af eller ødelægge dem.

Vores hus da vi købte det august 1969

Vi køber hus

Vi havde længe haft kik på et gammelt hus. Det havde stået tomt i to år, og det hele trængte meget til en kærlig hånd.

Vi var ude og se på huset flere gange.

Carl Henrik som viste os rundt i huset, viste sig at kende mine svigerforældre fra gamle dage.

Om det var det gamle bekendtskab,  der gjorde udslaget, ved jeg ikke. Men han tilbød at sætte prisen ned, hvis bare vi ville købe huset.

Vi gennemgik vores økonomi og talte med banken.

Vi kunne lige klare udgifterne til huset og tog så et lån til de andre udgifter.

Vi købte huset i  august 1969 for 52000 kr.

Grunden var stor 1950 m2., så der var også en kæmpestor gammel og meget tilgroet have at gå i gang med.
Huset trængte voldsomt til renovering, så vi startede med at rive ned og bygge om.

Vi havde håndværkere gående i huset i næsten et helt år i alt.

Jeg købte en knallert og fortsatte arbejdet på kroen et stykke tid.

Hans Henrik blev passet ved en nabo, som havde et hold tvillingepiger, der var lidt ældre.

Tænk sig, jeg havde en annonce i avisen efter børnepasning, og hun var den eneste der meldte sig.

Men snart opdagede jeg, at jeg igen var gravid.

Det var hårdt og efterhånden for koldt  at køre den lange vej fra vores nye hjem til hotellet på knallert, og jeg sagde derfor stillingen op.

Jeg havde stadig brug for penge til at supplere økonomien med, og jeg var heldig at få rengøringsarbejde hos en fysioterapeut.

Jeg tænkte, det kunne jeg sagtens klare, lige til jeg skulle føde.

Men – jeg voksede og voksede, og blodsukkeret steg faretruende.

Til sidst sagde lægen, at han troede, jeg skulle have tvillinger.

Fysioterapeuten undersøgte mig også på egen opfordring, men hun troede ikke på den forklaring.

Jeg blev alligevel indstillet af lægen til at føde på sygehuset, og så fik jeg ordre om at tage det med ro, jeg måtte ikke arbejde!!

Den 4 november 1970 – med håndværkerne i fuld gang med renoveringen af huset, gik vandet.

Karl kørte mig på sygehuset og skyndte sig at køre ud til mine forældre med Hans Henrik og retur til sygehuset.

Dengang måtte fædre jo ikke komme med ind.

Godt det samme, for det blev en hård og vanskelig fødsel.

På et tidspunkt truede fødselslægen mig med jeg skulle have kejsersnit, hvis der ikke snart skete noget. Det må have hjulpet, Michael kom i hvert fald ud, vægt 4500 gram 54 cm. Med det samme jeg så det lille skrigende væsen, vidste jeg, at guldklump nummer to var kommet ind i mit liv, og at jeg også ville værne og passe på ham, så godt jeg formåede.

Og så fik jeg en kæmpe undskyldning af lægen. ”Så kan jeg bedre forstå, det var så hårdt for dig – det må jeg nok sige, en knægt på ni pund,” sagde han.

Den svære fødsel resulterede i jeg sprak op igen, så de måtte sy mig om med rygmarvsbedøvelse.

Jeg fik lov at blive på sygehuset en uge.

For lige som ved Hans Henriks fødsel havde vi nemlig ingen varme i huset.

Denne gang fordi håndværkerne ikke kunne blive færdige til tiden med at lave fyret.

Da Michael var 3 måneder, fik jeg arbejde som rengøringsdame på den lokale skole, der ligger 200 meter fra os. Jeg skulle møde kl. 5 om morgenen og var hjemme igen kl. 8, lige til tiden inden Karl skulle på arbejde. På den måde kunne vi undgå at betale for barnepige.

Det har altid været vigtigt for mig at have mine egne penge.

Lige fra starten havde jeg gjort Karl opmærksom på, at han ikke skulle regne med nogensinde, at jeg ville sætte min løn ind på hans konto.
Jeg ville have min egen.

Belært af erfaringen og mine forældres ægteskab, havde jeg på fornemmelsen, at hvis jeg skulle købe noget til mig selv, kunne jeg kun gøre det, hvis jeg havde mine egne penge.  

Den form for fordeling og økonomi har vi bevaret.

Jeg betalte i mange år mad og husholdningsudgifter, og Karl de store regninger. Da jeg med tiden fik en større løn end han, byttede vi fordelingen – uden problemer.

Der er mange af vore venner, der ikke kan forstå det, men det er og har været en principsag for mig at have mine egne penge. Jeg vil ikke, som min mor nærmest tigge om penge til en kjole eller strømper.

 Da både Karl og jeg er ret nærige og meget enige om, hvordan og til hvad pengene bruges, kan det kun siges, det har været en stor succes.

Jeg arbejdede på skolen i 3 år. Det var utrolig hårdt at skulle op så tidligt og svært at få søvn nok, når jeg kom hjem til to små børn, der krævede fuld opmærksomhed.

I de sidste to år på skolen havde jeg desuden ekstra job om sommeren med at plukke æbler på en nærliggende frugtplantage, og jeg broderede også for en broderiforretning i Randers.

Når jeg i disse tilfælde havde brug for en barnepige, kom en af naboernes store piger og så efter drengene.

Karl fik omkring dette tidspunkt arbejde på et stort polsterværksted.

Her arbejdede han i næsten 25 år!!

Hans Henrik var kommet i børnehave som 3 årig – betalt af kommunen på grund af sit syn.

Han var på det tidspunkt ikke alderssvarende i sin udvikling, og derfor fik jeg gennemtrumfet børnehavepladsen.

Børnehaven lå langt væk fra vores bopæl, og han blev derfor hentet hver dag i taxa – også betalt af kommunen.

I det hele taget blev min interesse for socialpolitik vakt godt og grundigt i disse år.

Det var ikke altid let at få sine ansøgninger om hjælp igennem, men så gik jeg på biblioteket og læste om lovgivningen, og sendte så en ny ansøgning med referencer til den aktuelle lovgivning, og så gik det oftest igennem.

Da Michael var 3 år fik han plads på en børnehave her i nærheden.

Jeg begyndte at se mig om efter et andet arbejde, og på grund af min nye interesse for det sociale var det nærliggende at gå til kommunen og søge plads som hjemmehjælper.

Jeg fik jobbet som hjemmehjælper, da jeg var 25 år.

I 5 år arbejdede jeg i mange forskellige hjem som hjemmehjælper. Ind i mellem var det hårdt.

Der var mange problemstillinger at tage stilling til, og jeg følte jeg ikke vidste nok, til at løse problemerne. Jeg fik tilbudt et 6 ugers grundkursus, som jeg tog i mod og bestod.

Og så var interessen for at lære mere vakt endnu mere.

Jeg tænkte oftere og oftere på, at mine forældre havde snydt mig for en bedre uddannelse, dengang de sagde nej til, at jeg kom på gymnasiet.

Hans Henrik startede først i skole som 8 årig, både på grund af sit svage syn og på grund af sin forsinkede udvikling. Det blev en hård og barsk omgang for os alle.

Jeg sad hver eneste dag og læste lektier med ham, for at undgå at han blev mobbet for meget.

På skolen blev der desuden tilbudt særundervisning i nogle af fagene for at kompensere for hans svage syn.

Hans Henriks motorik var heller ikke for god, og derfor fik han ekstra undervisning i gymnastiktimerne.

Trods modgangen blev han glad for skolen og fik en masse nye kammerater.

Jeg fulgte Hans Henrik i skole de første uger, derefter skulle han gå vejen selv.

Det bevirkede han ind i mellem gik ind i en lygtepæl eller lignende og derved slog sine briller skæve. Så måtte vi ind til optikeren.

Brillerne blev også tit ødelagte af leg i skolegården, og så måtte vi søge om tilskud til nye briller.

Ifølge loven havde vi krav på at få de fleste af pengene betalt.

Jeg glemmer aldrig den dag, da jeg endnu engang stod på kommunen med en ansøgning i hånden. Socialrådgiveren så koldt på mig. ”Du kan ikke få flere penge til den dreng. Du passer ikke nok på, han ikke slår sine briller i stykker.”

Jeg blev meget vred og forlangte at tale med socialudvalgsformanden.
”Hvorfor det,” spurgte socialrådgiveren. ”Fordi han kender loven, og det ser det ud til, du ikke gør!”

Det hele endte til sidst med, jeg fik bevilliget pengene, som jeg havde lovlig ret til!

Som tiden gik, var jeg ved at køre træt i nogle af de ældre damer, jeg kom til som hjemmehjælper. De mindende mig alt for meget om min mor og hendes evindelige rengøringsvanvid.

Jeg begyndte at få ondt i ryggen, så fik jeg kæbehulebetændelse, så noget andet. Jeg var konstant sygemeldt af den ene eller anden årsag.

Til sidst måtte jeg kapitulere, og jeg sagde stillingen op som hjemmehjælper på trods af, at jeg faktisk var glad for arbejdet. Jeg fik 5 ugers karantæne på fagforeningen.

I dag kan jeg se, at jeg har haft de første forløbere til en depression – upåagtet og uopdaget.

Jeg var så langt nede, at jeg tænkte på selvmord, men et eller andet holdt mig oppe.

Mine dejlige drenge

Uddannelse

En dag læste jeg i avisen, at der var tilmelding til Voksenundervisning. Det er da lige mig, tænkte jeg. Jeg har jo aldrig fået brugt mine evner.

Jeg tog op på skolen, hvor undervisningen foregik og snakkede med en studievejleder.

Selv om jeg havde en gammel realeksamen, valgte jeg at starte med 10 klasse.

Jeg var så bange for ikke at slå til!!!

Jeg valgte fagene regning, dansk, engelsk og tysk.

På fagforeningen fik jeg at vide, at jeg med dagpenge måtte have op til 20 timer om ugen, blot jeg ville tage det evt. arbejde, der dukkede op. Jeg sagde glad ja tak til tilbuddet.

10 klasse blev min redning. Jeg opdagede pludselig, der var noget jeg var god til. Jeg fik en masse nye venner og en aktiv og levende hverdag. Jeg bestod på et år 10 klasse med glans – og fik 13 i mange af fagene.

Det var meget nærliggende at fortsætte med HF enkeltfag, og da jeg stadig kunne få dagpenge og læse  20 timer på skolen, så jeg besluttede, at nu skulle det være!!

Jeg fandt hurtigt ud af, at den eksamen, skulle jeg have taget for mange år siden. Det hele gik som en leg. Jeg sugede til mig, som et trækpapir suger blæk.

Jeg var fuldstændig vild med det. Til de fleste af fagene læste jeg supplerende litteratur. Jeg kunne slet ikke få nok viden.

Det endte med, at jeg påtog mig at lave ekstra undervisning i matematik for mine elevkammerater, da vi skulle op til eksamen. Jeg, der som barn fik at vide, jeg aldrig fik lært at regne, endte med at få 11 til eksamen i matematik.

I løbet af 5 år tog jeg en fuld HF eksamen – med et gennemsnit  på 10,5.

Det blev og er stadig de bedste 5 år af mit liv.

Jeg var aktiv med i elevforeningen, jeg arrangerede fester, jeg havde mange venner. Ja jeg blomstrede op i disse år, det er jeg ikke i tvivl om.

Mine elevkammerater var lidt yngre end jeg, men jeg fik en stor vennekreds, og vi gik tit i byen. Jeg tog for mig af retterne, og jeg havde min anden ungdom!!

Når jeg skulle læse lektier sad vi tre Michael, Hans Henrik og jeg omkring bordet i køkkenet. Oftest gik snakken på kryds og tværs. Vi hjalp hinanden på bedste vis.

Det var nogle dejlige år!!

I løbet af de 5 år på HF var jeg sendt ud 2 gange på arbejde a` 7 måneder.

Første gang jeg blev sendt ud, var på et plejehjem tæt ved, hvor jeg havde aftenvagt hver anden uge. Jeg skulle hjælpe til, servere mad mv.

Jeg var meget glad for arbejdet, også fordi jeg kunne klare timerne på skolen samtidig.

Anden gang jeg blev sendt ud, var på et hjem for udviklingshæmmede, og så var jeg solgt. Det var i den branche, jeg ville arbejde. Det var jeg ikke i tvivl om.

Det handlede bare om at finde ud af hvilken uddannelse det krævede.

Også på dette sted lykkedes det mig at tage et par HF fag ved siden af som selvstuderende.  

Hvis jeg havde kunnet sy! men det kunne jeg ikke - dertil har mit kreative sind ikke nået - endnu. Derimod kunne jeg endelig tage en HF eksamen - efter mange års års længsel og venten.

Hvad skal jeg være - uddannelse og arbejde

Jeg følte en utrolig glæde og stolthed, den dag jeg skulle til den sidste HF eksamen. Jeg vidste, jeg kunne mine ting og jeg var godt forberedt, men glæden og stoltheden var ekstra stor, da jeg endte med et 13 tal.

Som ved de andre eksamensdage drog både jeg og mange af mine medstuderende ud i byen for at fejre eksamenen over en enkelt øl.

Jeg måtte nu i gang med at vælge uddannelse.

Jeg havde mest lyst til at læse videre til enten socialrådgiver eller bibliotekar.

Begge uddannelser foregik desværre langt væk fra vores hjem, og der skulle søges SU.

Da jeg var tvunget til at bruge lang tid i både bus og tog, for at komme til drømme uddannelses stederne, og samtidig følte det blev for dyrt og alt for omkostningsfuldt både familiemæssigt og økonomisk, tog jeg kontakt til en tidligere HF veninde, der var begyndt på sygeplejeuddannelsen.
Der var heldigvis elev løn i denne uddannelse, så jeg kunne stadig selv klare mine egne udgifter og også være med til at betale til fællesudgifterne.

Jeg søgte ind på sygeplejeskolen  uden at have viden om, hvad jeg udsatte mig selv for. Jeg kom ind på grund af de fine HF resultater.

De andre elever på holdet  var en del yngre end mig, men jeg fandt mig hurtig til rette i klassen og i undervisningen. Min HF tid havde vist mig, at jeg havde nemt ved at lære nyt, og jeg havde derfor ingen problemer ved at gennemføre de teoretiske fag med fine resultater.

Derimod fik jeg store problemer, da jeg skulle i praktik på de forskellige afdelinger på sygehuset. Jeg skulle have både sygehjælpere og sygeplejersker som vejledere, og de var alle meget yngre end mig. Jeg oplevede og erfarede, at de forventede mere af mig end af mine medelever. Desuden fik jeg det både fysisk og psykisk dårligt, hvis en patient var meget syg eller skulle opereres.

Jeg dumpede til den første praktiske prøve på sygehuset, men besluttede alligevel at prøve til en gang mere. Da det heller ikke lykkedes for mig anden gang, valgte jeg at stoppe.

Jeg var godt klar over, at jeg var nød til at finde på noget andet i en fart.

Arbejdet med mennesker tiltrak mig stadig, og derfor undersøgte jeg de muligheder, der var i byen, hvor jeg kunne få elev løn.

Jeg kendte en anden gammel HF kammerat, der var begyndt som plejehjemsassistent.

Jeg kontaktede hende for at høre mere om uddannelsen, og efter en langs snak og et par gode tip, gik jeg ind på plejehjemsassistentskolen for at tale med lederen.

Hun var meget forstående og anbefalede mig at søge ind på lige fod med andre.

Jeg skulle blot acceptere at begynde forfra med de teoretiske fag.

Kort tid efter fik jeg brev om, jeg var blevet optaget.

Jeg blev utrolig glad for den uddannelse og alle mine praktikpladser. Jeg havde det igen som et stykke trækpapir der sugede til sig.

Især de psykologiske og sociale fag og de praktiksteder, hvor jeg kunne bruge disse fag, havde min interesse og opmærksomhed.

Jeg brugte den viden, jeg havde fået på sygehuset, kombineret med alle de ting jeg lærte på assistentuddannelsen, og jeg gennemførte min uddannelse med godt resultat.

Jeg blev færdig med uddannelsen til plejehjemsassistent som 40 årig!!

Min største sejr og glæde var at se mine forældre, Karl og drengene blandt gæsterne, den dag jeg fik mit eksamensbevis.

Jeg havde gennemført den drøm, jeg allerede havde haft lige siden barndommen.

Jeg havde gennemført både HF og nu en længerevarende uddannelse.

Jeg havde løsrevet mig fra min mors evindelige kommentarer om, at jeg hverken kunne eller skulle læse videre, jeg der kun var en arbejdsmandstøs.

Nu havde jeg endelig langt om længe fået en uddannelse, der kunne bruges!

En uddannelse der kunne give brød på bordet!

Og samtidig mulighed for at få et spændende og meningsfyldt arbejde.

Den hat gav alligevel brød på bordet!

Arbejde med fysisk og psykisk handicappede

Jeg søgte og fik job 30 timer ugentlig i blandede vagter på et stort center for udviklingshæmmede. Jeg skulle have weekendvagt hver anden uge. Der blev sat pris på fleksibilitet, og derfor snuppede jeg ofte en aften eller nattevagt ekstra. Det gav ekstra fritimer, som jeg samlede til ekstra fridage.

Beboerne kom fra to gamle plejehjem – et fra byen og et fra landet.

De to plejehjem skulle nedlægges, fordi de var utidssvarende.
Det at skulle flytte til nye omgivelser gav mange sociale og psykiske problemer for nogle af beboerne.

Nogle af beboerne havde i mange år været anbragt på særforsorgens tidligere institutioner, og de havde ikke været vant til, at der blev stillet krav til dem.

Andre havde et stort plejebehov på grund af enten alder og/ eller handicap og krævede pleje og omsorg i alle døgnets timer.

Vi var ansat en blandet flok af socialpædagoger og assistenter/ hjælpere/ ufaglærte og arbejdede 100 % tværfagligt.

Uanset uddannelse havde alle ansvar for, at dagens gøremål blev gennemført lige fra hybeltræning, rengøring, madlavning, vaske tøj, aktiviteter til dosering af medicin.

Det varede dog ikke længe, inden jeg fik ansvar for medicinrummet samt dosering og bestilling af medicin til mit afsnit. En opgave jeg var meget glad for og fik ros for.

Jeg var kontaktperson for 2 ældre kvindelige beboere, og jeg nød at se dem blomstre op i de nye omgivelser. Jeg fik en god kontakt til deres familie, og var flere gange med beboerne på besøg hos familien.

Vi havde et stort aktivitetsniveau på centret, med mange udflugter og arrangementer.

Jeg var flere gange på udflugter og ferie med beboerne. Ferieoplevelser jeg stadig tænker tilbage på med glæde og taknemmelighed.

Jeg tog initiativ til en sang og musik eftermiddag sammen med en kollega, der spillede klaver.

Det blev til mange hyggelige timer, hvor det var en stor glæde at opleve beboerne lyse op, synge eller nynne med

Et år efter ansættelsen blev jeg valgt til Tillidsrepræsentant for FOA medlemmerne på stedet. Jeg skulle på en del kurser for at lære lovgivningen og få redskaber til tillidshvervet. 

Samtidig var jeg glad og stolt over tillidshvervet, og det gav mig mange ekstra fordele. Blandt andet fik jeg tilbudt et pc kørekort ganske gratis. En gave, jeg har udnyttet siden på mange områder.

Da jeg en dag så en annonce om en stilling som  free lance journalist slog jeg til. Her var der endelig en chance for at skrive, og samtidig gav det en ekstra indtægt.

Jeg blev tilknyttet som free lance journalist ved mit fagblad ”Plejehjemsassistenten”, hvor jeg i løbet af de næste 10 år skrev en del artikler med socialt indhold.

I det hele taget var jeg meget optaget af at skrive, hvilket lederen på centeret satte stor pris på. Jeg fik ofte små sekretæropgaver, ind til det blev for meget, og kommunen ansatte en sekretær.

Jeg var meget glad og stolt af mit arbejde på centret, og jeg følte jeg endelig var kommet på min rette hylde. Vi havde det sjovt i vagterne og knyttede venskaber på kryds og tværs.

Jeg arbejdede på centret i 8 år.

Vi fik med tiden en masse af problemer med en ny ledelse på stedet.
Til sidst var der så mange problemer, at jeg og tillidsrepræsentanten for SL medlemmerne sammen med de respektive fagforeninger, konsulentbistand og kommunen var medvirkende til, at kommunen indkaldte alle medarbejdere til personlig samtale.

Sagen endte med at kommunen fyrede både leder og souschef.

På det tidspunkt havde jeg samtidig fået nok!! Jeg trængte til at gøre noget helt andet.

Et pragtfuldt arbejde - hvor vi gik i eget tøj

Formidler af frivilligt arbejde

Jeg søgte og fik en stilling som frivillighedsformidler på et værested for misbrugere og andre udstødte.

Det var et kombineret Blå Kors/ KFUM ledet sted med kun en leder og resten frivillige.

Det var som at komme til en helt anden verden, der indeholdt både kendte og ukendte elementer.

Jeg fandt hurtig ud af, at lederen havde behov for en ekstra hånd til de skriftlige ting.

Bestyrelsen havde hjulpet hende med at søge § 112 midler til etablering af frivillighedsformidlingen. På den måde havde hun fået en ekstra lønnet medarbejder – uden at gøre sig tanker om, at den nyansatte også skulle bruge tid til stillingen som formidler.

At formidle frivilligt arbejde blev trods alt et arbejde – vel nærmest en hobby, som jeg kom til at holde meget af, selv om det var svært ind i mellem at finde tiden til det, på grund af arbejdet med brugerne samt kontorarbejdet for lederen.      

Jeg var på værestedet i 2 år, så kunne lederen ikke få bevillinger igennem til min stilling mere.

I løbet af de to år rekrutterede jeg utallige frivillige til ca. 30 frivillige organisationer her i byen, jeg holdt foredrag om værestedet/ formidlingen, og jeg var i øvrigt meget aktiv i selve værestedet og i arbejdet med brugerne.

Jeg arrangerede frivilligdage i samarbejde med de øvrige frivillige foreninger, og jeg var utrolig stolt den dag, jeg stod på scenen første gang og bød velkommen til de mange foreninger og gæster.

Jeg var blevet et kendt ansigt i byen, og blev opsøgt af mange forskellige mennesker.

Mange af dem kom ikke for at blive frivillige men for at få et godt råd eller vejledning i personlige problemer, og jeg var meget taknemmelig for, at jeg havde min eksamen i baghånden og kunne kombinere fritidsinteresser med faglighed på en konstruktiv måde. Det gav overskud til at lytte og mod til at give andre et skub frem.

 En ung bruger på 30 år med Aspergers syndrom blev ret hurtigt min helt specielle ven.(På det tidspunkt vidste vi ikke, hvad der var i vejen med ham)
Han havde utrolig dårligt, hørte stemmer, snakkede sort, og var meget snavset.

Hans tilfælde interesserede mig, og jeg var parat til at gøre alt for, han kunne få hjælp.

 Da jeg endelig fik oprettet kontakt og skabt tillid, fik jeg lov at komme med ham hjem. Lejligheden var præget af enorm samlermani og snavset tøj i massevis.

Jeg fik tilladelse af ham til at kontakte hans forældre, men de mente ikke, der var noget i vejen med ham!!! Han var bare doven, sagde de!!!!!!!

Jeg kontaktede psykiatrisk bostøtte for at få råd, og med en langvarig støtte og tillidsopbygning til en af dem, gik han til sidst med på at blive indlagt og undersøgt. Og diagnosen blev endelig stillet. Han blev medicineret og har det fint i dag, han har bostøtte og kontakt med psykiatrien.

 Forældrene har efter hans eget udsagn endelig accepteret, at han har en sygdom.
Jeg løber stadig på ham på gaden ind imellem, og jeg får så et kæmpe knus og en opdatering af, hvordan det går. Ellers har vi ikke kontakt. Det var og er stadig vigtig for mig at holde privatsfære og arbejdssfære skarpt adskilt.

Et herligt job med kontakt til mange mennesker

Den sociale døgnbutik

Efter de 2 år var jeg blevet varm på at fortsætte med at arbejde på væresteder, og jeg søgte et job som projektmedarbejder og daglig leder af et nyt kommunalt værested for misbrugere og socialt udstødte. På det tidspunkt var jeg lige blevet 50. Jeg skulle være den eneste lønnede.

Den første tid gik med at rekruttere frivillige. Det var et spændende og meget udfordrende job.

Vi skulle holde døgnåbent, og der skulle altid være 2 i vagt, dermed fik jeg et masseforbrug af frivillige og personer i forskellige tilskudsordninger

Jeg havde det rigtig godt med arbejdet og var stolt af det, men jeg påpegede samtidig ofte over for min øverste chef, at der var fare for udbrændthed i jobbet.

Besøgstallet var ofte over 100 på en dag. Brugerne var anonyme, men alligevel kunne jeg sætte ansigt eller navn på cirka 300 forskellige.

Det var virkelig de tunge drenge, der kom på værestedet. Mange af brugerne indtog alkohol og stoffer godt blandet med al mulig andet. Ofte var de hjemløse eller psykisk syge.
Desuden havde vi også en del anonym rådgivning og vejledning.  Jeg har tit siddet med en fyr eller en pige, der ville stoppe med at drikke, eller en, der havde været ude i kriminalitet - eller hørte stemmer/ tænkte på selvmord etc. etc. Ufattelig at tænke tilbage på.

Samtidig med arbejdet med brugerne skulle jeg sørge for at få arbejdsplanen til at hænge sammen.

Min dør stod altid åben, og oftest var det som Roskilde banegård ved myldretid.

Brugerne gik ud og ind, og telefonen kimede.

Midt i alt dette skulle jeg tale med potentielle frivillige, eller tale med en frivillig på stedet om problemer i en vagt eller rådgive i andre spørgsmål.

ALT blev prøvet i et spinkelt og meget umuligt håb

Jeg brænder ud

Det skete desværre mange gange, at de frivillige udeblev fra en vagt, eller de meldte afbud i sidste øjeblik Jeg havde efter planen fri ved 16 tiden, men jeg måtte ofte blive længere, fordi jeg helst ikke ville lukke døren for brugerne.

Var jeg heldig, kunne jeg få fat på en frivillig vikar, der måske kunne være der nogen timer senere.

Det betød, at jeg var ofte først var hjemme ved 19 tiden eller evt. senere.

De lange vagter begyndte langsomt men sikkert at tære på mine kræfter, og derfor prøvede jeg at lukke værestedet, hvis der ikke var frivillige til at dække vagten. Det gav en masse vrøvl med brugerne, De havde jo oftest ikke andre steder at gå hen.

Jeg forsøgte gang på gang at tale med mine øverste chefer om problemerne. Jeg fik at vide, det var mit ansvar at sørge for frivillige, og at der ikke var penge til flere lønnede.

Jeg lavede pressekampagner og satte igen annoncer i avisen samt kontaktede kommunen for at få flere i jobtilbud.

Det sidste år på værestedet blev min skæbne.
Et gammelt hotel, som nogle af brugerne benyttede som en slags herberg, brændte totalt ned og 4 af værestedets brugere indebrændte, 2 mere døde af deres brandsår og kvæstelser kort tid efter. Dette medførte en masse ekstra timer og arbejde med at støtte op om resten af brugerne, flytte dem til et andet sted, samtidig med 4 begravelser på en uge og mange krisesamtaler med de berørte brugere, samt med folk fra gaden, der havde ydet førstehjælp.

På samme tidspunkt var jeg tilmeldt et lederkursus for værestedsledere, og jeg følte, jeg ikke kunne sige første uge fra, da jeg så ikke fik de nødvendige antal timer til, at kurset kunne gennemføres.
Jeg fik derfor ikke den krisehjælp, de øvrige implicerede i arbejdet med brandofrene fik. Krisehjælpen og samtalerne blev ydet, medens jeg var på kursus.
Kort tid efter kurset blev jeg flere gange truet på livet både personligt og via telefonen af en bruger, jeg kontaktede politiet, der ikke kunne hjælpe yderligere, og igen fik jeg ikke den hjælp/ støtte fra min ledelse, der måske kunne have hjulpet.

Det hele hobede sig efterhånden op for mig. Jeg kunne til sidst ikke falde i søvn eller sove om natten. Istedet lå jeg vågen med hjertet galoperende, jeg tænkte på, hvad der kunne gøres for at forbedre situationen og forsøgte at tilrettelægge dagens arbejde, eller jeg stod op og tog af sted på arbejde.

Jeg begyndte dermed at møde tidligere og tidligere, og jeg havde desuden oftest skriftligt arbejde med hjem for at have ro til at lave det.

Jeg kunne til sidst slet ikke overskue tingene. Jeg glemte, var ukoncentreret og græd ofte, når jeg endelig kom hjem.

Samtidig havde jeg flere gange i de 5 år været udsat for en stor del mobning og chikane fra en lønnet kollega, der var ansat under samme chef som jeg.
Til at begynde med forsøgte jeg at klare problemet via den fælles supervision, med det viste sig snart at både ledelse og supervisor var forblændet af denne kollega, og at jeg dermed ikke fik en neutral hjælp eller støtte, men derimod fik at vide, jeg skulle arbejde med mig selv, underforstået det var mig, der var noget i vejen med, ikke kollegaen.

Jeg sygemeldte mig i 14 dage og fik derefter 14 dages ferie, en ferie der var blevet udsat gang på gang på grund af personalemangel på værestedet samt de ulykkelige omstændigheder efter branden.
 Jeg vendte tilbage i et utopisk håb om, at ferien og de 14 dages sygemelding havde hjulpet, men igen slog min kollega til med yderligere mobning og chikane, hvor blandt andet de ulønnede og ansatte i ordninger blev indraget og tog del i chikanen.

Jeg prøvede igen at komme til en forståelse med kollegaen, jeg inddrog ledelsen og tillidskvinden, men det hele nyttede ikke noget. Jeg var brændt helt ud og op.

Det var en hård og barsk oplevelse, der har sat sig dybe spor i mit sind.

Jeg helst ikke vil tænke på det mere, og jeg hverken kan eller vil skrive mere om det . Det var og er stadig for hårdt for mig.

Den store sum af overbelastning bevirkede, at jeg til sidst måtte sygemelde mig i ubestemt tid efter 5 års slid og slæb for at holde det hele i gang!!

Lægens diagnose var depression, udbrændthed og posttraumatisk stress på grund af svær overbelastning i jobbet.

Det var uhyggeligt at opleve sig selv tænke på og overveje selvmord.
Havde jeg ikke været en kujon, der alligevel ikke turde gøre en ende på det hele, så havde jeg ikke været her i dag.
Min selvtillid og selvværd var ikke eksisterende. Jeg havde mange af de samme symptomer som nogle af brugerne, og ende med at få lykkepiller i over et år.

Jeg var sygemeldt i 1 år. I den periode var jeg nærmest totalt socialt isoleret og meget menneskesky.

Jeg turde ikke tage telefonen. Jeg turde ikke gå ud og handle. Hvis jeg skulle ind til byen, cyklede jeg af mange omveje, i angst for at møde en bruger eller kollega. Jeg sneg mig rundt i gaderne og var konstant på vagt over for, om der skulle dukke et kendt ansigt op.

Jeg var til mange møder med chefen, tillidskvinden, fagforeningen og kommunen.  Jeg fik en utrolig opbakning og støtte fra fagforeningen og også fra kommunen. Men uanset de positive tiltag, fik jeg det ikke bedre psykisk.

Til sidst blev jeg fyret fra kommunen på grund af længerevarende sygdom og blev i stedet tilbudt at komme i arbejdsprøvning.

Det var en uhyggelig selverkendelse at finde ud af, at jeg ikke turde arbejde med mennesker mere.

Der var en masse samtaler med sagsbehandler og jobkonsulent, der blev lavet "ressourceprofil", og jeg blev sendt ud i arbejdsprøvning først 3 måneder og derefter ½ års revalidering på en fabrik i nærheden af mit hjem, hvor jeg skulle være altmulig kvinde. Og det viste sig ret hurtigt, at hvis der var "tryk på" rent arbejdsmæssigt eller psykisk, så glemte jeg, jeg blev forvirret og grådlabil.

Desuden havde jeg et utroligt behov for hvile og søvn blot efter 4 timers arbejde dagligt!  

Men jeg var alligevel glad for at være der, og jeg fik også fine tilbagemeldinger til sidst, men der var desværre ikke penge til at financere et fleksjob til mig på stedet.

Kommunen sendte mig til samtale et par andre steder, men der sagde jeg nej tak, da begge var alt for "stressbetonede".
Min socialrådgiver samt arbejdskonsulenten anbefalede til sidst, at jeg søgte førtidspension.

Jeg var sikker på, jeg ikke kunne få pension.

Jeg havde jo så tit været med mine tidligere brugere på kommunen netop for at søge pension, og jeg vidste hermed, det var svært nærmest umuligt at få det tilkendt.

Jeg kontaktede lægen, der skrev en indstilling til kommunen, og jeg blev tilkendt førtidspension efter 14 dage.

Storbranden og det efterfølgende arbejdspres var en af de medvirkende årsager til posttraumatisk stress

Mit liv i dag

Kort tid efter, jeg var blevet bevilliget førtidspension, begyndte det at hyle for mine ører. Det blev værre og værre, og jeg konsulterede til sidst en ørelæge og blev henvist til undersøgelse på høreinstituttet. Jeg var til mange undersøgelser og tests, og de konstaterede, at jeg havde udviklet lydfølsomhed og tinnitus i svær grad. De kunne ikke finde andre årsager til det, end at det hele var opstået som en følgevirkning af min langvarige stressperiode. Det eneste der var at gøre, var afspændingsmusik ved nattetide og ellers at lære at leve sammen med min tinnitus på godt og ondt og søge at undgå stresspåvirkninger så vidt som muligt.  

Jeg investerede i en lydpude, og sover nu med afspændingsmusik om natten. Hvis jeg ikke har den beroligende og stille musik i ørerne, kan jeg slet ikke sove. Jeg vågner ofte og har svært ved at falde i søvn igen. 

Hvis jeg bare skal noget specielt, eller har alt for stressede påvirkninger, melder min tinnitus sig straks på banen. Så lyder den endnu højere end ellers, og jeg kan føle mig totalt desperat, ønsker kun "fred" i mit hovede. Eneste hjælpemiddel er her en lang travetur i naturen, så falder mit sind - og dermed min tinnitus til en nogenlunde ro. 

I dag har jeg det fint rent psykisk. Men der skal ikke meget til at vælte læsset.

 Vi er nu begge folkepensionister, og vi nyder nu at have tiden og roen til at gøre alt det, vi ikke fik lavet i de unge år.
Jeg kan godt mærke, at min gamle humoristiske sans og ind imellem skøre indfald er vendt tilbage, og det har været med til at holde mig oppe, fået mig til at holde ud. Det og så motionen!!

Under min sygemelding fik jeg mig taget sammen til at kontakte et lokalt fitness center.Jeg kunne mærke, jeg var nød til at gøre noget, for at komme ud af min selvvalgte isolation og ensomhed.

Jeg havde altid givet andre kontakt og opmærksomhed, nu var det mig selv, der fik den, og indsatsen hjalp – ganske langsomt, men sikkert. 
Det viste sig, at jeg heldigvis havde fundet min helt egen redningsplanke til livet.

Jeg vil fortsat holde mig selv i form via motionen, så jeg så vidt som muligt undgår at "ryge ned i hullet" igen".

Jeg kan godt have nogen dage, hvor jeg synes det hele er "træls", men så siger jeg til mig selv at jeg trods alt har været heldig.

Hvis jeg ikke var blevet syg af og havde fået pension på grund af stress, havde jeg måske endt med at få en blodprop.

Uden motion, løb og fitness var jeg ikke kommet helt igennem og ud på den anden side. Den side hvor solen skinner lidt mere, hvor lykkepillerne forhåbentlig ikke skal tages mere.

Jeg har løbet, siden jeg var ca. 35 år gammel, og jeg har altid nydt at tage løbeskoene på og komme ud i naturen. Selv i mine mest mørke dage kunne jeg gøre det, netop fordi jeg oplevede at få det bedre.

Min daglige travetur, løbetur eller cykeltur er et must, med kameraet i hånden er jeg ude i naturen mindst 2 timer dagligt. Jeg suger til mig af naturens kraft og styrke, glædes over naturens gang og tager et utal af billeder.

Naturen er blevet min medicin, den er gratis, den er vanedannende, den er dejlig. Jeg nyder den fred og ro, der er, jeg tager mig tid til mine ture, der ofte bliver forlænget, fordi jeg falder i staver over en blomst eller en fugl og må have det bedste billede. 

Mange har spurgt mig, om jeg da ikke vil med i en "travegruppe". 

Jeg takker pænt og høfligt "Nej tak", for mig er det væsentlige stilheden, roen, reflektionen, at kunne tage den tid, jeg har behov for uden unødig snakken, ikke at skulle indrette mig efter andres tempo - eller planer for hvor turen skal gå hen.

Naturens nærvær, motionen og den friske luft giver mig energien, overskuddet til at være i "stressede situationer"

Familien samlet i anledning af min 60 års fødselsdag

Livet er trods alt ikke det værste vi har

Alt i alt har jeg det altså rigtig godt nu! Jeg savner ikke mit arbejde en eneste dag. En enkelt dag kan jeg godt tænke, at jeg måske godt kunne klare et "enkelt" arbejde, men den tanke får ikke lov at fæstne sig ret længe. Min tid med at "passe andre op" er brugt så rigeligt. 

De eneste mennesker jeg vil bruge tid på at passe op er min familie og børnebørn. De kommer i første række og bliver prioriteret meget højt.

Nu handler det først og fremmest om at passe på mig selv.

Der er så meget, jeg skal nå at se, gøre og opleve, mens jeg kan, og livet er altså alt for kort og alt for godt til, at jeg vil ødelægge det og mig selv igen med stress og jag.

Jeg fik nye interesser, jeg har kastet mig over slægtsforskning, foredrag og korsang, og jeg er med tiden blevet meget aktiv på facebook. 

Koret og forberedelserne til koncerter gav mig et ekstra pift, jeg blev helt "høj af at synge, og glædede mig hver uge til igen at skulle afsted. Koret har givet mig så uendelig megen livsglæde til trods for mit svære tinnitus og lydfølsomhed. Glæden har overskygget dette, og jeg har endnu ikke oplevet at gå sur hjem, tværtimod :-)

Efter 12 gode år i koret måtte jeg desværre kapitulere og stoppe i 2021. Min lydfølsomhed og tinnitus har desværre udviklet sig med årene, og ørelægen mener, at høreapparater ikke vil hjælpe mig, netop på grund af lydfølsomheden. Jeg kunne efterhånden simpelthen ikke være i rummet, når omkring 60 mennesker snakkede samtidig i pauserne, højtalernes lyd skar gennem mig som knive, jeg kunne ikke være i mig selv. 

Jeg startede med at komme i fortællecafeen i Randers allerede kort tid efter, at jeg var blevet førtidspensionist. Det var en overvindelse første gang, da jeg følte mig "ung" i forhold til alle de andre. Jeg blev dog godt modtaget og åbnede efterhånden op for lidt snak, når der var pauser. 

Jeg havde besluttet, at jeg på grund af mine erfaringer og oplevelser i både Den blå Paraply og Den Sociale Døgnbutik aldrig ville være frivillig på nogen måde, og tanken om igen at yde noget frivilligt for andre føltes umulig og uoverskuelig.  Som noget nyt blev jeg i 2013 alligevel frivillig ved "fortællecafeen" en gang pr. måned i vintersæsonen. Jeg har nydt denne eftermiddag for fuld kraft, det sociale samvær og humoren os frivillige imellem gav et stort løft, og jeg lænede mig glad tilbage ved tanken om, at det ikke var mig, der havde ansvaret, og at jeg kunne sige fra uden "sure miner", hvis jeg ikke kunne komme. Desværre sluttede fortællecafeen i 2016, og dermed mit frivillige job her. 

Jeg ventede et halvt års tid, men så meldte jeg mig under fanerne i Sct. Mortens sogns højskoledage, der er hver anden tirsdag i vinterhalvåret. Vi starter altid med ½ times sang, derefter foredrag og debat, og slutter med de to sidste to vers fra salmen "Morgenstund har Guld i mund". Disse dage gør godt i sind og krop.

Desværre satte tinnitus også en stopper for min tilstedeværelse til foredragene. Enten kunne jeg ikke høre foredragsholderens stemme godt nok, eller højtalerne satte endnu mere gang i min tinnitus. Jeg stoppede derfor med at komme i 2019.

Jeg er blevet grebet af at have kameraet med og har her på hjemmesiden samlet de bedste fotos fra de sidste par år på: http://www.kirsten-andersen.dk/10579419 

På facebook har jeg i 2016 lavet en naturfotogruppe der dækker Randers kommune

https://www.facebook.com/groups/167768123603064/?ref=bookmarks. 

Denne gruppe og de venskaber jeg har fået med andre hobby og naturfotografer, de tilfældige møder på mine mange traveture holder mig i gang. Det giver livskvalitet, og jeg kan bedre selv bestemme, hvor længe snakken skal være. Når hovedet er træt, siger jeg farvel og går videre.

I 2017 blev jeg opfordret til at være en del af et amatørfotograf team og deltage i en fotoudstilling. Det var en stor dag, da jeg så 3 af mine fotos i stor størrelse, samt en del i A3 størrelse. Mange gæster var igennem udstillingen i løbet af dagen, og samarbejdet med de øvrige fritidsfotografer fungerede perfekt. 

Det var på en måde en stor personlig sejr for mig. Jeg var på offentlig igen - efter så mange år. Samtidig måtte jeg bagefter erkende, at det havde været lidt for hårdt ved mit gamle stress, min krop og mit sind reagerede, så jeg lærte, at jeg ikke må sige ja til så mange timer  "på".

Hver for sig har  mine nye aktiviteter givet mig et helt nyt netværk og mange nye venner, og samtidig har jeg blandt andet på facebook fået kontakt til nogle af de gamle kolleger, jeg stolede på og var tryg ved.  

Frem for alt har jeg genvundet glæden ved at bruge mig selv og det, jeg kan til noget, jeg er glad for, og som jeg alligevel kan stoppe midlertidig med, hvis der ikke lige er tid, kræfter eller overskud her og nu. 

Skulle der vise sig ændringer i det, jeg brænder for, så glæden ved at deltage forsvinder, må jeg søge andre glæder. Jeg vil ikke mere deltage i noget, hvor glæden i krop, sind og sjæl ikke er et bærende element.

Så er vi blevet "gamle" - men vi er stadig unge af sind

I naturen har jeg det bedst, ingen stiller krav til mig, her er ikke forstyrrende lyde, her er ro og fred, her er smukke syn

Kontakt til min barndomsby

I januar 2009 fik jeg via Facebook genetableret kontakt til en gammel Gerningdreng og barndomsven og dermed kontakt til min barndomsby. 

Via Knuds gode hukommelse og fabelagtige levende beskrivelser af byen, dens indbyggere, huse og gårde dukkede der mange ting op i min erindring.

Det har givet mig en stor indsigt og forståelse for landsbyens liv og beboere, og mange af de ting jeg som barn følte svært, har fået et andet og mere positivt lys. Jeg er dybt taknemmelig og takker min GUD for, jeg sagde JA til at genetablere kontakten.

Jeg vidste eksempelvis godt, at der blev afholdt gammel skoledag, men jeg havde gennem mange år altid sagt NEJ TAK, når min bror spurgte. Nu vovede jeg pelsen, jeg tog mig sammen, og jeg fik også genetableret kontakten til to andre gamle Gerningpiger, der bor tæt på mig, og jeg tog med til skoledagen. En fantastisk oplevelse, som siden er blevet gentaget med stor glæde. For hver gang dukker der nye "gamle" bekendte op, kontakter bliver genetableret, snakken går og der bliver udvekslet minder.

Knud oprettede i 2009 to sider på facebook, "Gerning skole" og "Den gamle Hvorslev - Gerning kommune". Jeg har siden da været ordstyrer i grupperne, og bidraget med alt, hvad jeg har fundet af relevant.

Vi delte også glæden ved naturen, hobbyfotograferingen, og mange fotoalbum er blevet delt og kommenteret. Knuds ”cykel postkort” er blevet nærstuderet, det var jo ofte i min barndoms egn, han bevægede sig rundt i.

Jeg kan aldrig sige TAK nok for, at jeg igen fik kontakt til fortiden.

Knud sov stille ind 22 februar 2022 efter længere tids sygdom. 

Jeger så uendelig taknemmelig for, jeg fik lov at besøge Knud nogle gange, mens han var indlagt, vi delte også her mange minder om den tid, der havde været.

Hvil i fred kære barndomsven og gode ven i alderdommen 
Kontakten til dig har været en stor og uerstattelig gave, som jeg vil bevare i mit hjerte for evigt.

Læs mere om Gerning på denne fantastiske hjemmeside:
http://kanne4world.wordpress.com/2011/03/20/oplevelser/

Gernings smukke gamle forsamlingshus har været ramme for mange fester i mit barndomsliv, der var her jeg gik til både dans og gymnastik. Nu kommer jeg der årligt til gammel skoledag.

Børn og børnebørn

Mine to dejlige drenge er blevet voksne.

Hans Henrik fik jo briller allerede som 1 årig, han skal altid have solbriller eller mørke briller på. Han blev opereret for grå stær som 18 årig og igen som 35 årig.

Han har stærke læsebriller, og har med hjælp klaret en almindelig skolegang, og blev som 25 årig uddannet som børnehavepædagog. Til trods for sit synshandicap har han i mange år haft en ordinær stilling i en børnehave og var meget vellidt blandt det øvrige personale.

Det sidste nye er, at han har fået førtidspension. Han har været berettiget til det, fra han var 18 år, og nu siger både hans ryg, hans mavebrok og ikke mindst hans dårlige syn, at det er tid til at sige stop for arbejdet.

Han er gift med Lotte - som han lærte at kende allerede som 16 årig. Hun blev helt blind som 18 årig. Han har jo altid kommet i blinde miljøet, og gør det stadig.  De flyttede sammen da han var 22 og bor i dag i en dejlig lejlighed i København.

De har bestemt, at de ikke vil have børn, så hun blev steriliseret som 30 årig.   

Michael er gift med Lone.
De lærte hinanden at kende allerede som 16/ 18 årige. De gik på samme gymnasium. Da de var færdige der, rejste de til England for at arbejde et helt år på først et hjem for adfærdsvanskelige børn og senere på et hotel.

Michael vidste ikke helt, hvad han ville uddanne sig til, men da jeg en dag så en annonce i avisen fra turistakademiet, vidste jeg, det lige var ham. 
Og så sendte vi en ansøgning, dvs. jeg skrev den, han var jo stadig i England. Han kom ind!! og bestod med glans efter 4 år. 
I mellemtiden var Lone i gang med bankuddannelse.

  Michael fik efter sin eksamen arbejde hos Jysk rejsebureau i Århus, og der havde han 10 års jubilæum, inden han fik nyt job hos rejsebureauet Victors farmor.

Lone gik efter sin bankuddannelse straks i gang med journalistuddannelsen – hun fik også job hos Jysk Rejsebureau, og efter pigernes fødsel hos Via!

De er ret rejsetossede de to, de er medlemmer af De Berejstes Klub og har vist nok nået at besøge 43 lande ind til videre. De arbejdede på Jysk rejsebureau begge i informations og marketingsafdelingen, hvilket betød, at de rejste ex. til Thailand og arbejdede der, de rejste en rute, hvor de lavede aftaler med hoteller, tur operatører, etc. og så blev det hele publiceret på Jysk Rejsebureaus hjemmeside til inspiration for nye rejsende. 
De er blevet gift og har købt et hus i Elev ved Århus.

I Juli måned 2008 blev de efter talrige forsøg endelig forældre til en dejlig lille Guldklump - Sarah, i juli måned 2010 blev endnu en dejlig guldklump Sophie født.

Vi passer dem ofte og har dem på ferier i kortere eller længere tid. 

De to guldklumper har givet vores seniorliv en helt fantastisk og uventet ekstra dimension, og som vi ser frem til at følge i mange, mange år.

Livets glæder er utallige, her de to dejligste børnebørn, jeg kunne ønske mig

Rejselyst og rejseglæde

Karl og jeg begyndte også at rejse med rygsækken i 1997, og så  var vi solgt.

Som rygsæksrejsende har vi rejst meget i Thailand, været på Bali 2 gange, i Laos, Vietnam og Cambodia, på Sumatra, i Goa og på Borneo. Desuden tager vi også på ofte på charterferie, men vi kan ikke helt nære os. Selv om det er charterrejse, tager vi sommetider et par dage væk fra hotellet. Ex.  var vi for nogle år siden i Egypten, hvor vi boede i Sharm el Sheik. Her tog vi først 2 dage til Sinai Bjerget og derefter 3 dage til Cairo i løbet af 14 dages ferie. Vi har elsket at finde ud af det hele selv. 

Med rygsæk har vi kommet langt omkring for få penge.

Lige efter jeg fik tilkendt førtidspension rejste vi i 7 uger rundt i Thailand . 
Vi havde behov for at gøre noget godt for os selv. Vi brugte 25.000 kr. – og så var begges flyvetur, ophold, mad mv. betalt. Og rygsækkene var fulde af nyindkøbt Thailand tøj, da vi kom hjem – så vi lever billigt, når vi er ude!! 

Vores anden 7 ugers rygsæksrejse gik til Laos, Vietnam, Cambodia og endte i Thailand. Det var godt at have så lang tid, så der dermed blev skabt rum og tid til at slappe af, nyde tilværelsen og bare være til!

De 100 procent rygsæksrejser må vi nok desværre opgive i fremtiden, da jeg ikke længere kan klare det store stress der følger med at skulle stå med alt planlægning, oplæsning samt forberedelse af rejseplaner og det sproglige selv på grund af min tinnitus.

I stedet rejste vi i 2014 for første gang sammen med en gruppe i 14 dage på rundrejse i Nepal. Det blev en hel del dyrere, end hvis vi selv havde stået for det, men udgifterne blev i den grad opvejet af at opleve, at min tinnitus ikke rørte på sig, jeg fik min søvn hver eneste nat, og jeg var udhvilet og parat til nye oplevelser hver dag. Jeg skulle ikke bekymre mig om tog/ bustider, om gader og steder, om kort og planlægning. Jeg skulle blot læne mig tilbage, suge til mig af de nye indtryk og være i nuet.

Jeg er godt klar over, vi ikke kan blive ved med at klare de lange rejser, men så længe vi kan holde til det, bliver vi ved at rejse, og så længe jeg kan finde pengene. Vi må blot finde de rejseformer, hvor det ikke bliver for stressende. 

Jeg kan mærke at min gamle glæde og iver efter at formulere og skrive er kommet tilbage. Jeg har altid elsket at sidde ved tasterne, lige fra den gang jeg skrev fars erindringer for ham på det gamle hakkebræt.

Utroligt at jeg i sin tid startede med en gammeldags skrivemaskine og måtte bruge sletteblæk og måtte hive papiret ud og skrive om gang på gang. 

I dag sidder ved min egen computer. Jeg skriver løs og kan lave om så tit, jeg vil og har behov for det.

Jeg tænker tit på og bruger min fars valgsprog: ”Det er ikke til at fatte, jeg har oplevet en så rivende udvikling. Hvad vil det hele ikke ende med, hvis det fortsat går så hurtigt!”

Jeg er spændt på hvad fremtiden bringer.

Selv om der i mit liv har været hårde og til tider meget barske tider, så har der trods alt også været mange glæder, små og store sejre samt positive oplevelser. Dem varmer jeg mig med og tænker tilbage på, medens jeg håber på, at skæbnegudinden stadig har mange gode oplevelser i sin rygsæk til mig endnu.

Livet er trods alt – ikke det værste vi har.
 

På vej - her i Thailand - Chang Mai rutebilstation