Kirstens kreative indslag

I vort samfund er vi vant til at se på krop og psyke som to adskilte elementer.

Enten forholder man sig udelukkende til en persons indre psykiske liv, eller også forholder man sig til, om kroppen er sund eller syg.

Min interesse for kroppens påvirkning af psyken kommer fra egne oplevelser.

Jeg har i flere år løbetrænet og dyrket andet idræt og har altid oplevet, at dette medførte bevidsthedsændring.

Uanset hvor træt jeg er inden den fysiske aktivitet, føler jeg bagefter et øget velvære og tilfredshed med min krop, som om krop og sjæl er kommet i balance.

Jeg har ofte oplevet, at idrætsskader er opstået, hvis jeg har haft personlige problemer, og jeg mener, der er en stor sammenhæng mellem krop og psyke, og at smerter ikke altid kan forklares ud fra en fysiologisk synsvinkel.

For at undersøge dette nærmere har jeg læst en del litteratur bl.a. ”Fornægtelsen af kroppen” af A. Lowen og ”Kropsbevidsthed” af K. Dytchwald.

Historisk afgrænsning

 Mennesket har altid interesseret sig for kroppen, dens opbygning og indre kræfter.

Vort syn på sygdom har gennemgået en stor udvikling i løbet af de sidste par tusind år.

Den naturvidenskabelige kropsopfattelse, der gælder i dag, er det foreløbige resultat af den forskning, der har sine rødder i den græske oldtid.

Hippokrates (ca. 460 – 377 f. Kr.) blev tildelt æren som lægekunstens fader. Han gjorde op med medicinsk overtro og fremhævede hygiejne, sunde levevaner og fysisk aktivitet. Hippokrates mente, at almindelige legemsøvelser havde stor betydning, hvis man var syg. Naturen var den virkelige helbreder, og lægernes opgave var at støtte kroppens egen helbredelsesproces.

I middelalderen forsvandt den græsk inspirerede medicin på grund af kristendommens indflydelse, og interesse for legemsøvelser forsvandt. Menneskets krop, sjæl og bevidsthed blev betragtet som adskilte elementer. Lægerne brugte åreladning, hvorimod den jævne mand brugte trolddom og heksekunst. Sjælen var religionens område, hvor de rettroende katolske munke overtog og videreudviklede folkemedicinens kendskab til helbredende urter samt baserede deres hjælp på bøn og syndsforladelse.

Nogle enkle læger – bl.a. Paracelsus (1493 – 1541) søgte at bryde religionens monopol på varetagelse af sjæleliv og sundhedsproblemer. Paracelsus lagde grunden til Newton og dermed til biokemien.

Apparatfejlsmodellen

Lægevidenskaben fik efterhånden tendens til at betragte menneskekroppen som en sindrig mekanisme med udskiftelige dele.

Når kroppen betragtes som en maskine, er sygdommen en funktionsfejl i maskineriet, som specialister kan reparere med fysiske eller kemiske indgreb.

Helhedsperspektivet er herved glemt til fordel for den fysiske krop. Sygdomme sættes sjældent i sammenhæng med hele organismens funktion og det fysiske, psykiske og sociale miljø, som mennesket lever i.

Sundhedsvæsenet tabte derved mennesket af syne som en dynamisk integreret og sammensat system med udpræget evne til selvhelbredelse.

Dybdepsykologiske teorier

Freud (1856 – 1939) åbnede vore øjne for de skjulte konflikter i sjælelivet og deres uheldige følgevirkninger. Han betragtede mennesket ud fra den synsvinkel, at arvelige forhold og især barndomsoplevelser påvirker barnet og den senere voksne personlighed på en sådan måde, at bestemte konflikttyper bliver oplevet som særlig akutte, og at man reagerer på disse med bestemte definerbare psykosomatiske symptomer.

Wilhelm Reich (1891 – 1957) var elev af Freud, men han havde et andet menneske – og samfundssyn.

Han understregede virkningen af det forsvar, som et menneske kunne mobilisere mod sine indre konflikter. Reich antog, at ethvert neurotisk symptom var bundet til opdæmmet seksuel energi, som danner et kropspanser, der med tiden udvikler sig til kroniske spændinger i muskulaturen. Mennesket bliver fastlåst af indre konflikter, så de virker som en barriere mod gennemtrængning af impulser indefra, og som panser mod enhver korrektion udefra.

Reich brugte massage i sin terapiform for at opløse ubevidst ubehagelige følelser, som sad fast i kropspanseret. Når kropsspændingerne blev opløst, fremkom følelses udbrud og erindringer af glemte konflikter, hvilket Reich mente, var et bevis på, at energien var begyndt at flyde frit igen.

Reichs arbejde blev ført videre som ”bioenergetisk terapi” af hans elev Alexander Lowen.

Lowen forandrede Reichs overdrevne anvendelse af fysiske metoder ved at anvende varierede fysiske vibrationsøvelser og forskellige verbale former for terapi. Vibrationsøvelserne giver patienterne følelse af liv i kroppen og følelse af at være en sammenhængende og integreret helhed. Kropsarbejdet i bioenergetikken består desuden af tryk, blød berøring og massage for at afslappe de spændte muskler, så patienten kan komme i kontakt med spændingerne og udløse dem gennem passende bevægelse.

Lowen mente, at normale mennesker lider af de samme symptomer som skizofrene – bare i mindre grad. Dette hænger sammen med menneskets fornægtelse af kroppen og fremmedgørelse over for andre mennesker og arbejdet.

Lowen gav udtryk for, at det er kropssproget og ikke vore verbale udtryk, der viser vore intentioner, hvad vi mener og føler. Vi kan lyve, gennem det vi siger, men kroppen kan aldrig lyve over for en opmærksom iagttager.

Lowens arbejde med den egentlige fysiske aktivitet har fundet inspiration i idrætten og den positive effekt, idræt har på psykisk udvikling og vækst.

Freud, Reich og Lowen skabte forståelse af kropsbevidsthedsområdet og sammenhængen mellem personlighedsvækst og karakter, kroppens fysiske struktur samt modsætningerne sundhed og sygdom.

I 1977 skrev amerikaneren Ken Dytchtwald bogen ”Bodymind”, hvori han sammenholdt egne iagttagelser og overvejelser med, hvad de andre tre banebrydere på kropsbevidsthedsområdet havde berettet.

Dytchtwald formulerede et forståeligt system, så alle sunde som syge kan overskue og forstå begrebet kropsbevidsthed. Han lagde vægt på, at mennesket skal opfattes som en uopløselig enhed af elementerne kropog bevidsthed. Det enkelte menneske skal sætte samtidig ind både fra den fysiske og den emotionelle vinkel, hvis det vil opnå kropsbevidsthedsforandringer. Hvis en syg del af kroppen er fysisk syg, skal man finde de aspekter i ens liv, der er i konflikt i sygdomsområdet. Når konflikten er identificeret, er man rede til at løse den både fysisk og psykisk.

Dytchtwald behandlede de enkelte kropsdele isoleret for at vise, hvordan tingene – ”vi selv” – hænger sammen.

Et eksempel på dette helhedssyn er beskrivelsen af maven. Dytchtwald mente, at maven er følelsescentrum for kroppen, og at mange følelser og lidenskaber opstår der.
Hvis man oplever noget, der medfører følelser, ”vokser” disse og spredes fra maven ud i resten af kropsbevidstheden. Følelser er som energi i bevægelse. Hvis det først er opstået, vil det søge at komme til udløsning, medmindre man censurerer følelsen og derved omskaber det til kropsbevidsthedskonflikter.

De terapeutiske øvelser går ud på statiske øvelser, hvor kroppen bliver overstrakt. Herved bliver klienten konfronteret med spændingsområderne. Desuden arbejdes der med dynamiske øvelser kombineret med verbale følelsesudtryk.

Ud fra den historiske redegørelse ses, at der er sket en udvikling i holdningen til sammenhængen mellem krop og psyke. Det har været, og der vil til stadighed opstå nye teorier og holdninger. Hvilke behandlingsmetoder, den enkelte terapeut vil bruge, kommer til at afhænge af uddannelse og menneskesyn.

Det ses også, at der er visse lighedspunkter mellem de kropsterapeutiske øvelser og almene idrætsøvelser. Der er statisk og dynamisk træning, samtidig med at der fokuseres på psykologiske, pædagogiske og sociale aspekter.

Egne undersøgelser af sammenhæng mellem krop og psyke

Den læste litteratur om krop og psyke gav mig baggrunden til at stille følgende spørgsmål.

”Hvis psykiske problemer kan give sig udtryk i fysiske skavanker, kan fysisk træning så ikke få indflydelse på psyken?”

Til dette spørgsmål fik jeg baggrundsviden ved at læse ”Den psykologiske effekt af fysisk aktivitet” af Per Grønlykke samt ”Sarek projektet” af Henning Sell.

Desuden kontaktede jeg en fysioterapeut, der behandlede klienterne som en helhed uanset skaden eller symptomets opståen. Et symptom ses ikke som et isoleret fænomen men som en del af hele menneskets funktion. Der bliver arbejdet ud fra den holistiske synsvinkel, hvor samspillet mellem mennesket og det psykiske miljø bliver erkendt. Bevidsthed og krop fungerer som en integreret helhed, og sundhed eksisterer kun, når de er i harmoni, mens sygdom opstår, når familiekonflikter, stress på jobbet og andet bryder harmonien.

Det er forskelligt fra klient til klient, hvilken behandling og/ eller massageform, der bliver brugt på klinikken. Nogle klienter får det dårligt af at gå i dybden, andre skal man dybt med, for at det hjælper.

Et eksempel herpå er en klient med rygproblemer, Denne klients behandling består af snak, massage, musik, drømmetydning og varme. Sammen med klienten har fysioterapeuten fundet ud af årsagerne til rygproblemerne. Klienten havde svært ved at vise følelser over for andre og følte sig meget ligegyldigt især over for familien. Der var en del store barndomstraumer, der var svære at komme igennem, hvilket gav sig udtryk i, at klienten stillede store krav til sig selv.

Rygproblemerne var altså opstået som et produkt af sociale faktorer, fysiske og psykiske problemer, klientens personlighed og manglende evne til at tilpasse sig disse påvirkninger.

Denne klients historie er ikke enestående.

Jeg fik fysioterapeuten til at udlevere 25 spørgeskemaer og fik 20 tilbage.

Ud fra disse vil jeg vise eksempler på forskel mellem lægens diagnose og de psykiske problemer, klienterne selv mente, var hovedårsagerne til den fysiske lidelse.

Lægens diagnose

Klientens forklaring

Muskelspændinger i nakke og skuldre                      Stress på arbejdet, familieproblemer

Muskelspændinger i ryg og nakke                      Mindreværdskomplekser

Eksemplerne viser tydeligt, at mange klienter mener, de får muskelspændinger og smerter, når de har eller har haft psykiske problemer. Det ses også, at der er divergerende opfattelser af årsagerne til problemerne.

I mit spørgeskema havde jeg desuden spurgt klienterne, om de dyrkede idræt, og om de mente, at idræt kunne være med til at øge deres kropsbevidsthed.

De 14 ud af 20 klienter dyrkede idræt. Generelt mente de, at de ved hjælp af idræt fik det fysisk og psykisk bedre, at de følte sig bedre tilpas og kom lettere over problemerne.

De, der svarede nej til, om de troede, idræt kunne være med til at øge kropsbevidstheden, mente, idrætten koncentrerede sig for meget om bestemte dele af kroppen og ikke hele kroppen.

Idrætten bliver dermed ikke afbalancerende og befriende for kroppen.

For at få egne erfaringer med klinikkens behandlingsform fik jeg selv 10 behandlinger for muskelsmerter i maven. Behandlingen bestod af massage, åndedrætsøvelser, bioenergetiske øvelser, afspænding med musik og samtaler. Samtidig med disse behandlinger løb jeg 3 – 4 gange om ugen. Jeg erfarede, at denne kombination af krop/ psyke arbejde gav en stor og positiv effekt.

Jeg spurgte fysioterapeuten, om hun mente, at man ved hjælp af idræt kunne få en større kropsbevidsthed. Hun var ikke i tvivl om, at man via idræt blev glad og fri, da der var en stor sammenhæng mellem fysisk aktivitet og psykisk tilstand. Grundlaget for eksempelvis børns indlæring er netop, at de er aktive og bruger motorikken. Fysioterapeuten havde erfaring med klienter med blød muskulatur, der via idræt ændrede muskeltonus, blev mindre deprimerede og kede af det.

Undersøgelser og forsøg med idræt som terapeutisk middel.

Kendskab til og brug af fysisk træning til patienter med psykiske lidelser er en særdeles spændende del af idrætten i dag. De mest interessante og vigtigste forsøg er foregået med løbetræning til psykiatriske patienter.

I 1978 gennemførtes et forsøg med 561 universitetsstuderende, hvoraf 102 var reaktivt eller neurotisk depressive. Alle blev testet før og efter forsøgsperioden på 10 uger. Grupperne var delt op i normale kontrolpersoner (ingen motion), depressive kontrolpersoner (ingen motion), normale (mindst 30 minutters løb fem gange ugentlig), depressive (mindst 30 minutters løb fem gange ugentlig), normale (30 minutters løb tre gange ugentlig) og depressive (mindst 30 minutters løb tre gange ugentlig).

Forsøget viste en reduktion af depression i alle grupper, der løb, mens der næsten ingen reduktion var hos de grupper, der ikke løb. De depressive, der løb fem gange ugentlig, fik størst reduktion.

Under forsøget fik deltagerne ingen medicin eller anden behandling. Konklusionen på forsøget var, at jo mere depressive personer træner, jo større psykologiske fordele får de ud af træningen.

En anden opsigtsvækkende resultat af patienters løbetræning er Henning Sell`s undersøgelser på Sct. Hans Hospital. Der deltog 55 personer, hvoraf de 19 udgjorde en kontrolgruppe. Patienterne var skizofrene, angstneurotikere og depressive. Træningen foregik tre gange om ugen i fem måneder. De første måneder blev en fem kilometer tur kombineret med gang og løb. Efter tre måneder løb patienterne ti kilometer i løbet af en times tid.

Samtlige målinger viste, at patienterne, der løb, ikke blot havde fået både en bedre kondi men også samtidig havde fået et markant fremskridt i den psykiske tilstand.

Henning Sell har desuden udgivet ”Sarek projektet” – en forskningsrapport, hvor han undersøger, om stof/ alkoholmisbrugere vil være i stand til at modstå psykosociale belastninger gennem fysisk aktivitet. Der deltog otte personer, som alle var stoffri ved projektets start.

I første fase (6 uger) havde de konditionstræning med en indledende distance på halvanden kilometer, der blev øget til fem kilometer, derefter til syv kilometer og til sidst til ti kilometer. Træningen foregik to gange ugentlig.

I anden fase (6 uger) påbegyndtes træning til overlevelsesturen til Sarek. I Sct. Hans Hospitals omegn gik patienterne ti kilometer med ti kilo i rygsækken. Vægten blev langsomt øget til femogtyve kilo, og de gik nu femten kilometer.

De opholdt sig elleve dage i Sarek, hvor de gik mellem fem og syv kilometer i fjeldmark hver dag. Der blev foretaget fysiologiske målinger af hver enkelt, blodprøver, måling af adrenalin i blod og urin samt konditest.

Undersøgelserne viste, at patienterne fik en klar bedring i den fysiske, psykiske og sociale tilstand i længere tid, end det er normalt for stof/ alkoholmisbrugere.

Man kan spørge sig selv, hvad grunden er til, at disse undersøgelser er lavet med gang/ løbetræning. Jeg mener, det kan hænge sammen med, at gang/ løb er en for legemet naturlig bevægelse, og at naturoplevelser påvirker motivationen. Da forsøgene peger i samme retning og viser, at fysisk aktivitet virker psykisk styrkende, konkluderer jeg derfor, at det er et faktum.

Jeg mener dog, at man skal passe på ikke at drage for hastige konklusioner. Problemerne kan opstå, når patienterne bliver udskrevet og ikke længere har idrætsterapeuten og hinanden at støtte sig til. Hvis patienterne ikke sørger for at udføre fysisk aktivitet efter udskrivelsen, får de i de fleste tilfælde samme symptomer som før – efter et stykke tid.

Eksempelvis blev fem ud af de otte stof/ alkoholmisbrugere fra ”Sarek projektet” genindlagt to år efter behandlingen med fysisk aktivitet.

Genindlæggelsesprocenten på de fleste psykiatriske hospitaler ligger på 90 %.

Ingen af patienterne i Henning Sell`s første forsøg blev genindlagt. Jeg tror, dette skyldes, at Henning Sell efter forsøget prøvede at sætte patienterne i kontakt med idrætsklubber. Dette gjorde han ikke efter ”Sarekprojektet”.

Den fysiologiske effekt af løbetræning

Som bekendt bevirker tilstande af angst en forøget sympatisk aktivitet i det autonome nervesystem, hvilket medfører forøget puls, åndedræt, blodtryk og svedproduktion samt forøget blodtilførsel til tværstribede muskler (forøget muskelspænding), udskillelse i blodet af blandt andet adrenalin og nonadrenalin.

Ved fysisk aktivitet skabes der nogle af de samme tilstande.

Forskellen ligger i, at der ved fysisk aktivitet indtræder en parasympatisk aktivitet (afslapning), som giver reduktion af de fysiologiske aktiviteter. Kraftig fysisk aktivitet virker altså som en slags fysisk stressor, der tilsyneladende reducerer virkningen af psykisk stress.

Under fysisk træning bliver der udskilt et beta endorfin i hjernen. Når kroppen er i ro, ligger udskillelse af beta endorfin på tallet 320. Efter 12 minutters hård træning stiger det til 1680. En halv time efter træning er det faldet til 380. Ved regelmæssig træning er det muligt at opnå en permanent forøgelse af hvileniveauet. For at få maksimal udskillelse af endorfin skal intentisiteten være cirka 80% af max. Jo hårdere man træner, jo mere endorfin udskiller man. Endorfin har indflydelse på regulering af kropstemperatur og appetit. Det påvirker søvn, humør og smerte.

Mange psykiatriske patienter udskiller usædvanlig små mængder af endorfin, man kan endda tale om en mangeltilstand. Årsagen til, at psykiatriske patienter får det bedre under fysisk træning, kan være det øgede endorfin niveau. Udskillelsen af endorfin kan også forklare, hvorfor fysisk træning giver et psykisk velvære, der for mange virker som en ”rus”.

Det har vist sig, at folk, der regelmæssigt dyrker idræt, har en hurtigere og kraftigere endorfin produktion i stresssituationer end stillesiddende har. En forbedret endorfin produktion i stresssituationer viser, at man bedre kan klare hverdagens stress situationer. Motionen tillader kroppen at udløse den ophobede anspændelse. Jeg mener, at det ikke er tilfældigt, når mange motionsløbere siger, at løb er deres ”terapi”.

Den fysiologiske effekt kan udnyttes bedre ved løb end ved gang.

Løb er som en hård fysisk belastning, der giver en positiv humørmæssig og følelsesmæssig gevinst, som også påvirker områder som energi, søvn, oplevelse og tankevirksomhed. Under løbetræning får man perspektiv på sine problemer, som man ikke får ved kun at tænke på dem. Mennesket har den automatiske mekanisme, at når det kommer ud for fysisk hård belastning, vil organismen søge at undertrygge uvedkommende stimuli uden for menneskets opmærksomhed for at undgå overbelastning. Under et løb skal man være særlig opmærksom på udefrakommende stimuli for at undgå at falde, derfor mindskes opmærksomheden over for indefra kommende stimuli som eksempelvis angst. Derfor opleves løb ikke blot som kropslig afslappende, men også som mentalt afslappende.

Kendskab til adrenalin og betaendorfins virkninger vil medføre, at endnu flere vil få øjnene op for de rent fysiologiske fordele af idræt som terapeutisk middel. Sættes dette sammen med en viden, der ligger i de psykoanalytiske teorier, er der ingen tvivl om, at der ligger uanede muligheder i brugen af idræt som terapeutisk middel.

Hvilke krav bør der stilles til idrætsterapeuter?

I takt med at idræt bliver brugt som terapeutisk middel i behandling af psykiske lidelser, mener jeg, at der bør stilles øgede krav til idrætsterapeuten.

Intuition og erfaring er to vigtige begreber, når man behandler mennesker med psykiske lidelser. Behandlingen er nød til at foregå i en professionel atmosfære, da patienterne ofte bliver udsat for sårbare situationer, som kan være forudsætningen for derved måske at kunne ændre sin tilværelse og levevis.

Med hensyn til viden må idrætsterapeuten have en god og grundig indsigt i fysiske, psykiske og sociale forhold. Det er også vigtigt, at idrætsterapeuten har kendskab til sig selv og har prøvet behandlingsformer på sin egen krop. Hvis det teoretiske og det praktiske grundlag mangler, kan vedkommende let forfalde til udglattende og symptomorienterede behandlingsmetoder.

For at kunne hjælpe en klient til indsigt og forståelse, er grundlaget en god kommunikation.

Det betyder, at tid, ro, venlighed, oprigtighed, interesse og aktiv lytning er kernen i terapeutens verbale og nonverbale kommunikation med klienten. I behandlingen kan terapeuten gribe ind i klientens følelsesliv, idet vedkommende piller ved nogle personlige ting. Det medfører, at der kan opstå en afhængighed, og klienten kan binde sig meget til terapeuten. Derfor er det vigtigt at få klienten ”jeg styrket” og få gjort vedkommende opmærksom på sine egne reaktionsmønstre og kropssignaler, så behovet for behandling ikke dukker op igen. Formålet med enhver behandling og idræt som terapeutisk middel må være at skabe en bedret psykisk tilstand hos klienten, så denne bliver i stand til at yde et absolut minimum både fysisk, psykisk og socialt, således at idræt på lang sigt påvirker personligheden i andre livsforhold ud over det rent idrætsmæssige.

Fremtidsvisioner

Forsøgsresultaterne med idræt som terapeutisk middel til psykisk syge må eksempelvis kunne bruges i relation til arbejdsløse. Via idræt vil de arbejdsløse få oplevelsen af at fungere fysisk godt, og det vil kunne afhjælpe og reducere den psykiske krise, som ofte følger arbejdsløshed.

En mulig løsning kunne være, at arbejdsformidling, socialforvaltning og evt. boligforening var med til at give arbejdsløse flere idrætsmuligheder, hvor formålet ikke kun var konkurrence – men selve socialiseringen med andre i samme situation.

Jeg mener ikke, at man altid kan bruge idræt som terapeutisk middel til behandling af psykisk syge. Mange idrætsgrene er ofte kædet sammen med mål, som helt dominerer eventuelle terapeutiske mål. Der satses på konkurrence, rekorder og penge. Dertil kommer delmål som selvkontrol, selvbeherskelse, lange øvelsesserier og høj sværhedsgrad.

Et stort fremskridt ville være, hvis der blev etableret forbindelse mellem personalet på somatiske og psykiatriske afdelinger og de lokale idrætsklubber, således at de udskrevne patienter kunne holde den fysiske kondition ved lige, som de havde fået via idrætsterapi, uden at de blev presset ind i idrætsklubbernes præstations- og konkurrence ræs.

Jeg tror, der kunne komme mange gode resultater ved et samarbejde mellem fysioterapeuter, afspændingspædagoger, idrætsterapeuter og de steder, hvor der bliver løbetrænet. Jeg kunne forestille mig et lokalt center for folk med psykiske problemer, hvor de både kunne løbetræne og få psykosomatisk behandling.

Det størst problem er at få lægerne til at forstå og acceptere sammenhængen mellem krop og psyke.

Jeg er bange for, at mange læger i lang tid vil blive ved med at behandle efter apparatfejlsmodellen. Det kan være svært, nok næsten umuligt at få en henvisning til en fysioterapeut eller eventuelt en afspændingspædagog, i hvis klinik der arbejdes ud fra en holistisk synsvinkel. Dette kan skyldes, at lægerne er usikre over for, hvad der forårsager patienternes belastninger, og det er ikke så underligt, når der er så mange og forskellige forklaringsmodeller. Lægerne vil i mange tilfælde udlevere nervemedicin eller midler, der virker hæmmende på det autonome nervesystem. Lægerne har måske heller ikke kendskab til klinikkens målsætning og arbejde, eller de føler sig usikre og mistror de behandlingsmetoder, som klinikkerne bruger.

Jeg mener, at hvis man virkelig fik forsket i og lavet beviser nok på fysisk træningseffekt på psykiske lidelser, så skulle det i høj grad være muligt at undvære nervemedicin, som skader mere, end det gavner. Det drejer sig altså om at indse, at psykiske symptomer ikke kun skal behandles på psykiatriske afdelinger og fysiske smerter på somatiske afdelinger. Det drejer sig om at finde den middelvej, hvor man ikke ser et fysisk eller psykisk symptom som et isoleret fænomen, men som en del af hele menneskets funktion.

Jeg tror og håber, at dette ville være muligt, hvis man oprettede de før omtalte lokale centre, der også ud fra en samfundsøkonomisk synsvinkel ville være den bedste løsning. Den dag hvor alle mennesker, og ikke blot mennesker med psykiske problemer, frit kan komme på sådanne centre, vil meget være nået i bestræbelsen på, at alle mennesker får en øget kropsbevidsthed.

Det er mit håb, at der i fremtiden vil blive forsket og talt mere åbent om forholdet mellem krop og psyke, så mennesker, der af den ene eller anden grund har et psykosomatisk symptom, får større bevidsthed, selverkendelse, indsigt og dermed får større ressourcer og kræfter til at få et bedre liv.

Et mennesker er ikke kun det, man kan og det, man er, men  er også fyldt med indre værdier.

Disse værdier kan bruges til en øget indsigt og overvejelser om en ny og sundere fremtid.