Kirstens kreative indslag

Ægte venskab

Ægte venskab hænger ikke på træerne

På vores vej gennem livet møder vi mange mennesker. Nogle forbliver fremmede, andre bekendte og nogle bliver til venner. Desværre kan nogle venskaber slukkes ligeså hurtigt, som de findes. For nogle mennesker vil skuffe os, fordi de ikke er det, vi troede, de var. Og det kan dræbe én indvendigt at miste en ven - uanset om det er en, man har kendt fra barnsben af eller en man har mødt i sit voksenliv.

Men et rigtigt venskab gør ikke ondt og knuser heller ikke vores hjerte. Og det sår, der er tilbage fra det tab, vi oplever ved at miste en ven, gør ondt og gør os triste. Men når vi mister venner, bliver vi mere klarsynet på, hvilke personer i vores omgangskreds som er det, man kalder for en ægte ven.

For ægte venner er dem, som man kan fortælle ens fejltrin til uden at frygte, at de slår hånden af. Dem, der kan fortælle dig sandheden. Kalde dig for en skovl, når det er berettiget, men altid med arm lagt omkring dig. Det er dem, man kan tale med om alt og ingenting.

Dem, der finder og giver tid til én - uanset hvor travlt de har. Det er dem, der ikke bruger én som en pauseklovn og kun har tid til at snakke, når de lige skal slå nogle timer ihjel i bilen eller fordi der ikke lige var andre at ses med. De ringer eller ses med en, fordi de vitterligt har lyst.

Det er dem, der har mandsmod til at stå op for de mennesker, de holder af. Dem, der ikke trækker sig, når det hele brænder på. Ægte venner er dem, der står ved dem selv og ens venskab, uanset hvad andre måtte mene, tænke og sige. Og de hænger ikke på træerne.

Vi skal derfor huske at værdsætte de ægte venner, vores liv er beriget med. For det er de venskaber, som er spændende og magiske. Venskaber, hvor man lærer noget af hinanden, og hvor man hjælper hinanden med at udvikle sig til en bedre version af sig selv.

Og det er de venskaber, vi kan have for livet, hvis blot vi husker at holde fast og sætte pris på alt det gode, de giver vores liv. For ellers går det som træet. Glemmer man rødderne vælter det i den første storm.  

Nyeste kommentarer

02.02 | 11:13

Genkender denne "lignelse" som en irsk pilegrimsbøn, som vi mødte da ...

06.06 | 19:46

Hej Kirsten. Jeg er direkte ane efter 3xtipoldeforældre...

13.03 | 01:08

Jeg er færing, og vi har cirka samme udvikling som jer i Danmark med, at...

23.01 | 22:32

Det var dog en virkelig varm og dejlig beretning. Gid der stadig fandtes så...