Kirstens kreative indslag

For mange år siden fandt sangeren og altmuligmanden Christian Krogh på at lave røde træhjerter med indskriften ”GIV DIG TID”.

Han hængte dem op på træer langs vejene for at opfordre bilisterne til at tage det med ro.

Vejmyndighederne kunne dengang ikke se noget som helst fornuftigt i hjerterne. Der måtte kun være færdselsskilte ved vejene, andre skilte forstyrrede og distraherede.

Hjerterne blev forbudt, men senere blev det moderne at køre med lignende hjerter i bagruden.

Desværre følger bilisterne sjældent det gode råd.

At stå op 10 minutter før, er der ingen, der tænker på.

I stedet farer de fleste bilister ud på vejen i sidste sekund, og så er der fuld gas på.

Det ville hjælp på statistikken over trafikdræbte, hvis flere bilister tog ved lære af Christian Kroghs lille hjerte.

Det er ikke alene bilisterne, der burde tage det hele lidt mere roligt.

Lige fra barndommen hører vi ordene: ”Skynd dig nu. Se nu at blive færdig. De lektier, det arbejde kan gøres meget hurtigere!”

Statusræs og stress har afløst den ro og adstadighed, vore forfædre arbejdede med.

Det er ikke fordi jeg er nostalgisk eller vil hænge mig i vore forfædres arbejdsmetoder og livsrytme, men meget ville blive bedre, hvis vi alle kunne lære at tage den lidt mere med ro.

I skolerne er arbejdspresset enormt stort. Der skal læres en masse på kort tid, og mange børn bukker  under med stress symptomer. Hvis de har svært ved at læse eller regne, kommer de nemt bagefter.

Forældrene har stor skyld i børnenes arbejdspres. De pacer dem frem. ”Vil du blive til noget, skal du have en eksamen. LÆS; LÆS LÆS!”

Ak ja, der skal vel også i fremtiden være fabriksarbejdere eller syersker. Landet behøver vel ikke at blive overbefolket af ingeniører eller akademikere.

I deres egen egoisme glemmer forældrene tit det vigtigste i barnets første skoleår.

Kærlighed og tålmodighed er en mangelvare. Lille Peter eller Anna skal og må være dygtig og have en eksamen, uanset havde det koster. Den eksamen forældrene måske gerne ville have haft, men aldrig fik .

Når barnet så endelig er blevet voksen og kommer ud på arbejdsmarkedet, er akkordræs, stress sygdomme og blodpropper det, der overtager skoletidens og forældrenes pres.

Det er en evig ond ring i vores liv.

Alle er bange for ikke at kunne følge akkorden og arbejdspresset, angsten for en fyring hænger over hovedet på de fleste. Det kan derfor let ende med, at man invalideres eller dør af en blodprop allerede som 40 – 50 årig.

Kunne jeg få lov at bestemme, skulle alt akkordarbejde afskaffes og alle have lige løn.

Alle skulle have tid og lov til at gøre deres arbejde i det tempo, de bedst kunne klare. Den fysiske og psykiske tilstand ville blive stærkt forbedret på denne måde.

Det ville også være ønskeligt, hvis arbejdstiden kunne blive nedsat til det halve, så alle fik tid til at nyde livet.

Det liv, der er så kort, og som har så mange glæder, hvis vi bare får og giver os tid til at opleve dem.

Det er nok desværre næsten umuligt at lave om på de mennesker, der det halve liv har levet på en stresset og nedbrydende facon.

Men mit store håb er, at jeg selv formår at lære mine efterkommere at give sig tid til at stå op en tidlig morgen, se solen stå op, høre fuglene synge og mærke, at livet jo trods alt er værd at leve, når blot man giver sig tid til at se de positive ting i tilværelsen.