Kirstens kreative indslag

De eller du?

I mange år var det almindelig skik og brug at sige De til voksne personer, hvis man ikke lige var i familie med dem. Især var det utænkelig at sige du til personer med en højere social status som f.eks. præster, lærere, gårdejere og lignende.

Den sociale adskillelse med De blev mest brugt på landet, medens man i byerne sagde De til alle ukendte voksne.

Senere ”duskampagner” gjorde kål på denne opfattelse. Nu skulle man ”komme hinanden ved”.

Det gav anledning til

mange protester fra ældre mennesker, der var blevet opdraget til at sige De, og som havde svært ved at vænne sig af med det.

I skolerne er det at være dus og på fornavn med lærerne blevet en naturlig ting.

Nogle forældre bryder sig stadig ikke om den moderne tiltaleform, og har svært ved at acceptere at sige du til netop læreren, fordi de i sin tid selv skulle sige De til deres lærer.

Jeg er ikke i tvivl om, at børn føler sig tryggere og betror læreren mere end før i tiden, hvor læreren var en ophøjet person, som sad på sin ”trone”, stor og mægtig.

På de fleste arbejdspladser siger man i dag du til alle uanset stilling, og det kan være med til at skabe et bedre arbejdsklima. Man kan diskutere arbejdet i en god atmosfære uden at tænke på, om den person, man taler med, er af en højere rang end en selv.

Desværre er der også set eksempler på, at personer, der før har været dus, pludselig begynder at sige De til hinanden, fordi de ønsker at skabe en afstand til modparten.

I forretninger siger ekspedienterne

oftest, ”Hvad ønsker du?”, og det kan give anledning til misfornøjelse hos nogen kunder.

Jeg mener ikke, at ekspedienterne kategorisk skal sige du til alle kunder. De bør tage kundens alder i betragtning, inden de taler til dem.

Mange ældre har nægtet at gå på indkøb i visse forretninger, blot fordi de ved, at man der bliver tiltalt med du.

De kontra du problemet har jeg selv været ude for mange gange i mit tidligere job.

Jeg kom i fem år som hjemmehjælper 2 gange om ugen hos en ældre forhenværende militærmand og gårdejer. Han var af den gamle skole og sagde kategorisk De til alle undtagen til sine egne børn.

”Sådan har jeg nu lært, det skal være, og ingen skal komme og lære en gammel hund nye kunster!”, sagde han tit til mig.

Denne mand blev trods sit standpunkt, som vi ofte tog en lang og heftig diskussion om, en af mine bedste og mest afholdte klienter, som jeg kunne betro mange ting.

Han var meget vellidt af alle på grund af sin store livserfaring, han havde en stor omgangskreds, og mange kom til ham for at få råd og vejledning.

Det eneste der kunne hidse ham voldsomt op, var hvis nogen med eller uden vilje kom til at sige det famøse ord du!

Derimod var jeg også ude for, at andre klienter bad mig sige du og fornavn, og at de lo af den indstilling, den omtalte mand havde.

I sådanne tilfælde svarede jeg, at jeg respekterede alle mennesker for deres meninger også meninger og holdninger til De eller du spørgsmålet, og at jeg altid rettede mig efter den tiltaleform, den enkelte ønskede.

Skal nutidens forældre lære deres børn at sige De, eller skal de lade være?

Hvis jeg kunne spå om fremtiden, tror jeg desværre, at børn i året 2060 vil kunne læse dette på deres bærbare computer, de bruger til undervisning, i stedet for at gå i skole.

”I året 2020 var der en stor folkeafstemning i Danmark. Man besluttede at slette ordet ”De” af det danske sprog. Sletningen blev vedtaget med 80% jastemmer. Ordet ”De” blev tidligere brugt som tiltaleform til voksne mennesker i høje sociale positioner, eller i forretninger og lignende.

Ordet blev brugt der, hvor vi i dag simpelthen siger du!!

Den folkeafstemning skaffede os endelig af med et ord, som var ganske unødvendig.

Vi bør i dag være vore forfædre taknemmelige for, at de lod ordet ”De” dø langsomt men sikkert  ud af det danske sprog.”